Vikingetiden i Skandinavien var en meget dynamisk tid, hvor folk bevægede sig vidt omkring.
Og at vikingerne rejste så meget betød, at deres gener blev anderledes og mere opblandede end jernalderens mennesker. Vikingerne, der levede mellem år 750 og 1050, var ikke en homogen, men en mangfoldig gruppe med stor variation i DNA’et.
Et nyt studie, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell, viser, at britisk-irske aner var udbredte i Skandinavien fra vikingetiden. Og dette britisk-irske ‘flow’ af gener i denne periode ser ifølge forskerne ud til at have haft en varig indvirkning på genpuljen, altså vores genetiske sammensætning, i de fleste dele af Skandinavien.
Konklusionen passer meget godt med fundene fra ’den store vikingekonge’ Knud den Stores Nordsøimperium, hvor Danmark, Norge og England blev regeret sammen for 1.000 år siden, vurderer Mads Ravn, forskningschef og museumsinspektør, Vejlemuseerne, der har læst studiet for Videnskab.dk.
»Det er et fantastisk flot studie,« siger han og tilføjer:
»Det bekræfter, at mennesker i vikingetiden genetisk set blev mere blandet op end tidligere her i Danmark – sandsynligvis på grund af slaver og ægtefæller, vi tog med tilbage fra forskellige steder i verden.«
Samerne har også levet i vikingetiden
Studiet viser altså, at der er sket et betydeligt opsving i andelen af kontakter mod øst og vest i vikingetiden.
Her er det især tegnene på kontakter med de britiske øer og med områderne øst for Østersøen, der fremhæves af arkæolog Søren Michael Sindbæk.
Man kan desuden se, at det såkaldte ’uralske’ DNA, som i dag især findes hos den samiske befolkning, er stærkt til stede i Nordskandinavien i vikingetiden, forklarer han.
»Det betyder med stor sandsynlighed, at samerne også har levet her på det tidspunkt, hvilket stemmer godt med de historiske kilder,« siger Søren Michael Sindbæk, der har speciale i vikingetid ved Aarhus Universitet, og som bemærker, at han har læst studiet »med fornøjelse«.
Udfylder huller i vores viden
Det nye studie følger op på et stort populationsstudie for vikingetiden, som blev publiceret i Nature i 2020, og som Videnskab.dk dengang også skrev om.
Studiet var en rekordstor kortlægning af vikinge-DNA, der understreger, at vikingetiden var en genetisk smeltedigel, hvor især danskere og svenskere i stigende grad miksede deres DNA med folk fra egne længere nede i Europa. Eller som det mere direkte blev sagt i artiklen fra 2020: »Overalt, hvor de kom frem, havde de sex«.
»Fra slutningen af jernalderen og op gennem hele vikingetiden kommer der et kæmpe genflow til Danmark og Sydsverige fra Syd- og Østeuropa og i mindre grad fra Asien,« sagde Eske Willerslev, professor på Lundbeckfondens Center for Geogenetik på GLOBE Instituttet ved Københavns Universitet, dengang til Videnskab.dk.
»På to punkter hjælper det nye studie til at fylde væsentlige huller ud i vores viden, nemlig ved at tilføje flere bestemmelser fra Sverige, hvor der indtil nu har været meget få DNA-bestemmelser tilgængelige, og dels ved at tilføje flere data for jernalderen før vikingetiden,« siger Søren Michael Sindbæk.
Er de analyserede skeletter repræsentative?
I det nye studie baserer forskerne deres analyse på 48 nye og 249 tidligere offentliggjorte gamle menneskelige genomer, der repræsenterer flere ikoniske arkæologiske steder.
Analysen bygger desuden på genetisk data fra mere end 16.500 mennesker, der bor i Skandinavien i dag.
Det har ellers været svært at få gode data fra Sverige, fordi den almindelige begravelsesform i jernalder og vikingetid var ligbrænding, hvilket gør, at DNA ikke er bevaret.
»Men det er her lykkedes at finde frem til nogle egnede grave med skeletter at undersøge samt at supplere undersøgelserne med skeletter fra jernalder og middelalder,« fortæller Søren Michael Sindbæk.
Og det er både godt og skidt.
»Det er godt, fordi det er specielle grave, de finder frem til, men det er stadig et spørgsmål, om det er repræsentative grave? Eller om det i højere grad er noget specielt, forskerne får fat i?« spekulerer han.
\ Læs mere
Især kvinder har rejst
Ifølge studiet er det især kvinder, der har rejst. Og det er værd at bemærke, mener Søren Michael Sindbæk.
»Et af de mest spændende eksempler er en grav fra Sala i Sverige, hvor en kvinde fra 900-tallet er gravlagt med skandinaviske dragtsmykker, men ud fra sit DNA må hun enten selv være kommet fra de Britiske Øer eller være direkte efterkommer af en immigrant,« siger han.
Kvinden fra Sala ser ud fra smykkerne og gravformen at dømme ud til at have en høj status, men i de fleste tilfælde kan man ikke afgøre, om folk har rejst frivilligt – for eksempel ved ægteskabsalliancer – eller for eksempel som slaver.
Et andet eksempel er en grav i Gerdrup ved Roskilde, hvor en kvinde er blevet bestemt som britisk-irsk, dateret til 400-tallet.
»Det er enestående. Der er ingen andre eksempler fra så tidligt,« siger Søren Michael Sindbæk.
»Men rykker vi nogle hundrede år frem i tid, ville hendes gener være mindre usædvanlige. Det skyldes, at det bliver mere almindeligt, at der kommer britisk DNA ind i Skandinavien i vikingetiden.«
Studiet trækker ny viden ud af gamle fund
En interessant detalje – ifølge Søren Michael Sindbæk – er, at DNA’et fra Gerdrup-graven faktisk blev analyseret allerede i studiet fra 2020.
Men fordi der dengang var så få prøver fra jernalder at sammenligne med, kunne man dengang ikke bestemme oprindelsen sikkert.
»Det er en anden grund til, at studiet her er vigtigt: når vi som her får mere DNA at sammenligne med, bliver vi samtidig bedre til at afkode det, som allerede er undersøgt,« siger han.
At det er et interessant fund, er Jeanette Varberg, museumsinspektør på Nationalmuseet og specialiseret i vikingetiden, enig i.
»På individ-niveau bliver det rigtig spændende. Det giver os et indblik i, hvilken type menneskeskæbne der lå der. Det er enormt interessant,« siger hun.
»Vi kommer tættere på vores forfædre i fortiden. Og hvor vi kommer fra. Det viser også, at befolkningsstørrelser og -sammensætninger er flydende størrelser. Og det er interessant,« slutter hun.
