Hvor hårdt skal man prutte for at lette fra Jordens overflade?
Det engelske radioprogram The Naked Scientists bruger humor til at formidle kompliceret videnskab. Programmet er mod alle odds blevet meget populært. Vi har mødt folkene bag radioprogrammet, der ikke er bange for at undersøge, hvor hårdt man skal prutte for at lette.

Radioprogrammet The Naked Scientist er inspireret af tv-serien Mythbusters på Discovery. (Foto: NASA)

Radioprogrammet The Naked Scientist er inspireret af tv-serien Mythbusters på Discovery. (Foto: NASA)

Programmet The Naked Scientists, som sendes på BBC Radio hver søndag, fejrer sit ti års jubilæum i år.

I løbet af denne tid har folkene bag programmet interviewet mange berømte videnskabsmænd, lavet en masse fjollede forsøg - og ikke mindst fået et stort publikum.

Radioprogrammets leder og grundlægger er Chris Smith, som deltog i dette års AAAS-konference i Washington D.C, USA.

Programmet har fået sit navn, The Naked Scientist, fordi idéen er at koge videnskaben ned til dens mest basale komponenter, uden at fjerne det væsentlige.

Alt kan laves sjov med

Ifølge Smith, der er læge, forelæser i virologi ved Cambridge University og programleder for The Naked Scientists, skyldes succesen en god portion humor. Men han understreger også, at det er et videnskabsprogram med humor - ikke omvendt.

»Vi bruger humor, fordi vi har fundet ud af, at hvis noget er morsomt, så hører folk bedre efter, og samtidigt lytter de til os i længere tid,« fortæller Smith.

Er der nogen former for forskning, der ikke egner sig til at blive underlagt et humoristisk perspektiv?

»Ikke som udgangspunkt, men det er vigtigt at vise takt og tone. Vi havde et sådant program, hvor vi fulgte en obduktion, og så var det ikke så mange vittigheder med som sædvanlig.«

Eksperimenter på radioen

For omkring fem år siden faldt det Smith ind, at der er del forskning, der er vanskelig at formidle uden billeder. Derfor besluttede han at indføre eksperimenter, som lytterne kunne være med til.

»Disse eksperimenter giver os mulighed for at kommunikere meget kompleks videnskab på en enkel måde, med stærke visuelle virkemidler. Folk kan også få øget forståelsen af, hvad de hører i radioen, ved at de kan se det derhjemme.«

»Desuden kan vi lære folk meget om videnskabelig metode.«

Blandt de eksperimenter, der er blevet lavet, er et, hvor de beder lytterne om at fylde et gennemsigtigt ildfast fad med madolie, og så placere et mindre ildfast fad, der også er gennemsigtigt, nede i olien. Mærkeligt nok, ser ud som om det mindste ildfaste fad forsvinder helt.

Chris Smith fortæller, at programmets store gennembrud kom, da de begyndte at lægge det ud på nettet. Nu downloader over 150.000 lyttere programmets podcasts hver ugen. (Foto: Bjørnar Kjensli)

»Forklaringen er, at det gennemsigtige ildfaste fad indeholder et stof, der gør, at når lyset bevæger sig mellem olie og det ildfaste fad, så ændres farten ikke. At hastigheden på lyset ændres, er grunden til, at man kan se gennemsigtige ting såsom glas, men der er noget i det ildfaste glas, som gør, at hastigheden forbliver den samme.«

Et andet eksperiment bestod i at lave en tekande af chokolade. Forsøget var inspireret af et engelsk ordsprog, der bruges som en analog for totalt ubrugelige genstande "as useless as a chocolate teapot”.

Men forsøget viste, at en chokolade tekande faktisk ikke så ubrugelig trods alt. Så længe tekanden er over en tomme (ca. 2,6 cm.) tyk kan varmt vand ikke smelte helt igennem den.

Detaljerne skal med!

Det lyder lidt som Mythbusters på Discovery Channel. Er programmet inspireret af dem?

»På nogle måder er vi. Jeg synes, Mythbusters er et utroligt godt program til at vække interesse for ting som for eksempel fysikkens love. Men jeg bliver altid skuffet, når jeg ser det, fordi de har så lidt fakta med, selv om programmerne er fulde af gyldne muligheder for det.«

»Vi har en helt anden tilgang, og har alle detaljerne med, og jeg er overbevist om, at det er en af grundene til, at programmet er blevet så populært.«

Programleder og læge Chris Smith fortæller om radioprogrammet, da værterne prøvede at finde ud af, hvor hårdt man skal prutte for at lette. Svaret, hvis man vejer 63,5 kg, er rundt regnet 17.000 kilometer i sekundet, eller 18 procent af lysets hastighed. (Foto: Bjørnar Kjensli)

Han fortæller, at programmets lytterskare bryder en række af medieteoriens principper.

»Ifølge de traditionelle medieteorier bør man lave programmer til et bestemt lyttersegment, men vores erfaring er en anden.«

Smith fortæller, at undersøgelser viser, at omkring halvdelen af The Naked Scientists lyttere ikke har nogen videregående uddannelse, og at mange af dem gik ud af skolen, da de var seksten år.

Af den anden halvdel har en fjerdedel en kandidatgrad, og ti procent af programmets lyttere har en ph.d. i en videnskabelig disciplin.

»Det, vi har fundet, er, at hvis man bruger humor og blander en masse fakta og detaljer ind samtidigt, og formår at få blandingen helt rigtig, så kan både fagfolk og ikke-specialister følge med og få noget ud af det.«

Det kunne være 'sjov' og 'unyttig' viden som for eksempel, hvor hårdt man skal prutte for at kunne lette fra Jorden som en raket. Ifølge Chris Smith og folkene bag Naked Scientists er svaret 17.000 kilometer i sekundet, eller 18 procent af lysets hastighed - hvis man vejer 63,5 kg.

Fakta om AAAS-konferencen:

 
The American Association for the Advancement of Science (AAAS) er verdens største videnskabelige forening, og har over 120.000 personer og institutioner som medlemmer.
AAAS udgiver det ugentlige tidsskrift Science og driver pressemeddelelsestjenesten EurekAlert!
AAAS blev grundlagt i 1848 og har hovedkvarter i Cambridge og Washington DC.
Hvert år inviterer AAAS til konference, og i år afholdes den i Walter E. Washington Convention Center i Washington DC.
På dette års konference vil over 1.000 forskere præsentere nye og spændende resultater.
Desuden vil der være workshops, foredrag og seminarer om videnskab, teknologi og uddannelse.
Temaet for dette års konference er en videnskab uden grænser, og mange af aktiviteterne handler om videnskabelige samarbejde på tværs af nationale grænser, disciplin og samfundslag.
Kilde: aaas.org

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: