»Mange har forsøgt at forfalske mors underskrift i skolens kontaktbog. Umiddelbart virker en håndskreven underskrift nem at forfalske, og det må dem, der opfandt den, vel have forholdt sig til?« spørger vores læser Astrid.

Hun fortsætter med et mere lavpraktisk spørgsmål:

»Og kan og må man ændre sin underskrift? Hvis man har skrevet under på samme måde siden barndommen, kan man så begynde at skrive den anderledes?«

Se, det er jo nogle gode spørgsmål.

Spørg Videnskaben kontakter en assyriolog og en jurist for at svare på, hvor underskriften i det hele taget kom fra, hvordan man sikrede sig, at den ikke blev misbrugt, og om man egentlig godt må ændre den.

Kileskriften var som de første computere

Først skal vi rejse omkring 5.000 år tilbage i tiden.

Med os på rejsen har vi Nicole Brisch, der er lektor i assyriologi ved Københavns Universitet.

»Assyriologi er faget, der beskæftiger sig med verdens ældste tekster og skrifter,« forklarer hun.

Skriften blev opfundet i Egypten og Mesopotamien – nutidens Irak og Syrien – omkring år 3200 før vor tidsregning.

»De første underskrifter er lidt senere, måske 3100-2900 før vor tidsregning,« siger Nicole Brisch.

Dengang brugte man ler og ridsede skrifttegn kaldet kileskrift ind i tavlerne. Kileskriften uddøde omkring år 100.

»Det var et meget komplekst system. Der var tal, der betegnede de ting, som blev talt og målt. Hvis man siger 1 liter øl, er der et særligt tegn for tallet 1 i den sammenhæng,« siger Nicole Brisch og føjer til:

»Man kan sammenligne det med opfindelsen af computeren. Det var en stor revolution. Da den først blev opfundet, var det som de første, store computer-maskiner, der var meget komplekse og langsomme. Nu er computerne meget mindre, meget hurtigere og kan bruges til rigtig mange ting.«

En ældgammel kontormus’ underskrift

I Mesopotamien fandtes verdens første storby, Uruk. Nicole Brisch anslår, at de skrivende var ansat i administrationen af byen, hvor de sørgede for at tælle korn, øl og kostbarheder.

»Vi tænker, den første underskrift blev sat af én, der var ansat i en administration, som skulle underskrive et kontoudtog,« fortæller hun.

Dengang blev underskrifterne brugt til at vise, at det var en professionel skriver, der havde forfattet ler-dokumentet.

Spørg Videnskaben stiller Astrids spørgsmål til forskeren: 

Hvordan sikrede man sig dengang, at lertavle-underskrifterne ikke blev forfalskede?

»Det er et rigtig godt spørgsmål. Skrift i oldtiden er ikke det samme som i dag. Det var kun ganske få folk, der var i stand til at skrive. Vi formoder, at det var én til tre procent af befolkningen.«

Man skulle have en slags uddannelse for at lære at skrive.

»Det var så kompliceret, så det var kun få i den gamle by Uruk, der var i stand til at gøre det. Skrift var for eliten. Man har kendt til dem, der kunne skrive, så det har været meget nemt at finde frem til forfalskninger,« siger Nicole Brisch.

Sidenhen kom der også segl til, der øgede sikkerheden i lertavle-administrationen.

Danskerne skriver under med segl i middelalderen

I Danmark begyndte man først at underskrive dokumenter i middelalderen. Det fortæller Per Andersen, der er retshistoriker ved Aarhus Universitet.

»Dengang underskrev biskopper, konger og stormænd dokumenter med deres segl. Det går langt tilbage for dem, der betød noget,« forklarer han.

I 13-1400-tallet begynder almindelige mennesker også at bruge segl, og det slår for alvor igennem i 1500-tallet.

»Det er historisk ret unikt, at danskerne er så sene til at underskrive dokumenter. Folk har nemlig været skeptiske over for sikkerheden. Alle kunne jo skrive, hvad de ville,« fortæller Per Andersen.

Vidner og straf øger sikkerheden

Langt op i tiden har man sikret sig med såkaldt 'mundtlig bevidning', siger retshistorikeren. Det kender man i dag også fra for eksempel bryllupper og udarbejdelsen af testamenter, hvor der skal være to vidner til stede ved underskrivning.

»I dag kan man også gå på domhuset at få en offentlighed embedsgodkendelse af, at der har siddet en embedsmand og bevidnet, at alt var i orden, da man underskrev et dokument,« siger Per Andersen.

Med andre ord er underskriften netop ikke et 100 procent sikkert system, som både Astrid og middelalderdanskerne havde luret. Men der findes altså en masse forskellige måder at øge sikkerheden på. Med segl, digitale signaturer, vidner – eller truslen om en straf.

»Det er strafbart at udgive sig for at være en anden. Er der nogen, der snyder med det, er der en strafferet og et politi til at tage sig af det. Der ligger en beskyttelse på bagkant i de tilfælde, hvor man opdager det,« siger Per Andersen.

Til sidst skal Astrid også vide, at hun gerne må ændre sin underskrift.

»Folk skifter jo navne hele tiden, når de for eksempel bliver gift. Så må man jo finde på en ny krusedulle, når dokumenter skal underskrives. Der er ingen copyright på din underskrift,« forsikrer Per Andersen.  

Tak til Astrid!

Der skal også lyde en stor tak til vores læser, Astrid, for hendes gode spørgsmål. Vi kvitterer med en T-shirt. 

Hvis du også har et spørgsmål, du godt kunne tænke dig forskernes blik på, kan du sende det til sv@videnskab.dk.

Eller du kan gå på opdagelse blandt de mange andre Spørg Videnskaben-artikler, som du finder her.