Der findes efterhånden en kogebog, der matcher ethvert tema: 

Der er kogebøger til fattigrøve, ungkarle, speltmødre og gastromænd, og nu er bibelkogebøger også ved at blive en ting.

Men hvad er en bibelkogebog overhovedet? Og står der rent faktisk noget i Bibelen om, hvordan man skal lave mad?

Hvad er en Bibelkogebog?

Bibelkogebøger er kogebøger, der er bygget op omkring eller inspireret af bibelske tekster og fortællinger.

De bruger opskrifter og madlavning som et medium til at formidle Bibelen, ligesom Bibelens tekstunivers ofte er den tematiske og kulturelle ramme, som kogebogen er skrevet ind i.

Mad spiller bestemt en vigtig rolle i Bibelen, for eksempel frugten fra kundskabens træ og den sidste nadver.

Men der står ikke særlig meget i Bibelen om, hvordan maden rent faktisk skal tilberedes.

Det tætteste vi kommer på en egentlig opskrift i Bibelen står i Det Gamle Testamente. I Ezekiels Bog kapitel 24 vers 3-5 sammenligner Gud byen Jerusalem med en gryderet:

»Sæt gryden over, og hæld vand i den. Kom kødstykkerne i, alle de gode stykker, bov og nakke, fyld den med kraftben, tag det bedste af dyret. Læg brænde under gryden, lad den stå og snurre, så benene bliver kogt.«

Historisk ukorrekte kogebøger

Bibelkogebøger er inspireret af Bibelen, når det kommer til valg af køkken, ingredienser og opskrifter.

Men bøgerne associerer også frit på baggrund af bibelteksterne, og lader sig sjældent begrænse af teksternes kortfattethed, når det kommer til mad og tilberedningsmetoder, eller af en ambition om historisk korrekthed.

Kogebøger med historiske opskrifter fra det gamle Rom, fra Middelalderen, Renæssancen m.m. er et velkendt fænomen efterhånden, men langt størstedelen af bibelkogebøger hører ikke til i denne genre.

Bibelske fortællinger, temaer og til tider ingredienser slår temaet an, men størstedelen af opskrifterne er tilpasset moderne smag, indkøbsmuligheder og tilberedningsmetoder.

Der lægges vægt på den gode fortælling og på bibeltemaet og i langt mindre grad på historiske ingredienser og tilberedningsmetoder.

Pastasalat med den tun, der åd Jonas

Derfor skal man ikke blive alt for overrasket, hvis man støder på en opskrift på sprøde kartoffelreder, som man gør det i Rena Rossners 'Eating the Bible' eller på pastasalat med tun, som den man kan finde i Tami Lehmann-Wilzigs 'Tasty Bible Stories'.

Hverken pasta eller kartofler var kendte ingredienser i middelhavsområdet i oldtiden, men kartoffel(fugle)rederne er inspireret af Femte Mosebog kapitel 22, der handler om den korrekte måde at plyndre en fuglerede på, mens tunen i pastasalaten er hentet i Jonas’ Bog, hvor den vrangvillige profet bliver slugt af en ’stor fisk’ (se Jonas Bog kap. 2 vers 1). Og store fisk i Middelhavet kunne såmænd godt være tun.

Der er især to bibelfortællinger, der går igen i bibelkogebøger, og det er historien om Abraham og Saras gæster i Første Mosebog kapitel 18 og Jakobs linseret i Første Mosebog kapitel 25.

Andre highlights er påskemåltidet i Anden Mosebog kapitel 12, de mirakuløse bespisninger med brød og fisk i Det Nye Testamente og naturligvis beretningerne om den sidste nadver, også i Det Nye Testamente.

Hvad ville Jesus spise?

Endelig er der en type bibelkogebøger, der bruger Bibelen som en autoritet i forhold til kostvaner og madlavning.

I modsætning til de fleste bibelkogebøger, der først og fremmest vil fortælle om Bibelen ved hjælp af mad og underholde læseren, har denne type et opdragende eller formanende formål.

Den formanende bibelkogebog har til hensigt at få læseren til at adoptere en bestemt måde at spise på; en diæt, der er i overensstemmelse med Bibelen, der i denne sammenhæng forstås som Guds ord og udtryk for Guds vilje.

Et godt eksempel på en formanende bibelkogebog er lægen og forfatteren Don Colberts The What Would Jesus Eat? Cook Book fra 2002, som har ligget højt på adskillige amerikanske bestsellerlister.

Bogen er i bund og grund en samling af lettilgængelige moderne opskrifter fra middelhavskøkkenet, og Colbert inddrager kun ganske få tekster fra Bibelen.

Vi ved meget lidt om Jesus’ madvaner

Filosofien bag 'The What Would Jesus Eat? Cook Book' er, at man ved at spise som Jesus kan leve i overensstemmelse med Guds vilje.

Men projektet vanskeliggøres af, at Bibelen ikke indeholder så mange specifikke oplysninger om, hvad og hvordan Jesus og disciplene spiste.

Det giver til gengæld Colbert masser af manøvrerum. Han sammenfatter en Jesus-lignende diæt som kost, der har et højt næringsindhold, der ikke er industrielt fremstillet, men som består af friske råvarer, og som desuden skal spises i ro og mag og i selskab med venner og familie.

Han konkluderer i øvrigt, at Jesus kun spiste ganske lidt kød, og at Jesus spiste mange grøntsager. Grundlaget for denne oplysning er ukendt. Det er ikke noget, der står i Bibelen.

I nogle af de kristne kogebøger kan man læse om 'Paradis-diæter', som minder om det, man med et nymodens udtryk kalder Raw Food. (Foto: Shutterstock)

Hvordan spiser man stenalderkost, når stenalderen er fup?

Et andet eksempel på sådan en formanende bibelkogebog er Gary F. Zeollas Creationist Diet fra 2000. Zeollas bibelkogebog er et modsvar til den palæodiæt, der har vundet indpas siden 1990’erne, og den bygger på kreationisme – den opfattelse, at verdens skabelse er foregået præcis, som det står beskrevet i Bibelen.

Tanken bag palæobølgen er, at det er sundest for mennesker at spise ’naturligt’, og dermed at spise som vore forfædre i stenalderen, palæolitikum, gjorde det.

Det kan meget vel være rigtigt, skriver Zeolla, hvis man altså tror på evolutionsteori, men det gør han ikke, og derfor vil han komme med et bud på en kreationistisk diæt, baseret på skabelsesberetningerne og urhistorien i Det Gamle Testamente.

Gud anbefaler Raw food

I 'Creationist Diet' udlægger Zeolla Bibelen på baggrund af et princip om, at jo tættere vi kommer på skabelsen, desto mere oprindeligt og dermed rigtigt er et givent vilkår eller påbud.

På bagrund af dette princip skelner Zeolla mellem Gudgiven mad og ikke-Gudgiven mad, og når således frem til en række anbefalinger til en kreationistisk diæt, der er i overensstemmelse med Guds vilje.

Med udgangspunkt i en læsning af Første Mosebog kapitel 1-11 og med enkelte perspektiveringer til resten af Det Gamle Testamente skitserer Zeolla fire bibelske diæter:

1. En Paradis-diæt, der består af grønne planter, nødder og frø, hvilket i vore dage svarer til såkaldt raw food.
2. En efter-syndefaldet-diæt, der består af de samme ting som Paradis-diæten, men tilføjet korn og bælgfrugter.
3. En Noa-diæt, hvor der tilsættes kød, fordi kød bliver tilladt efter Syndfloden i Første Mosebog kapitel 9.
4. En Kanaan-diæt, hvor ingredienserne fra de tre forrige diæter bliver suppleret med mælk og honning. Det skal afspejle en fortællesituation, hvor folket Israel er blevet fastboende i det land, som Gud har lovet dem, Kanaan.

Zeollas liste over Gudgiven mad omfatter altså frugt, grøntsager, nødder, frø, korn, bælgfrugter, kød fra ‘rene’ dyr og fisk, vegetabilsk olie, honning og mælkeprodukter.

Ikke-Gudgiven mad er derimod industrielt fremstillede eller kraftigt forarbejdede kornprodukter og sukker, kød fra ‘urene’ dyr, præfabrikerede kødprodukter, æg, margarine og dybstegt mad

Zeolla ender ikke med klart at anbefale én kreationistisk kostplan frem for de andre, men det lader til, at han hælder til en efter-syndefaldet-diæt, fordi den er sund, og fordi Noas forfædre i Første Mosebog kapitel 5 alle bliver meget gamle.

Bibelen er ikke en kogebog

I løbet af Bibelens 2000-årige historie er den blevet brugt til at legitimere alt fra krige over politiske styreformer til seksualmoral.

I lyset af det hører bibelkogebøgerne til i den milde ende. Der er nu alligevel forskel på at anbefale Raw food og på at starte et korstog.

Ikke desto mindre er bibelkogebøgerne et interessant eksempel på bibelbrug og -fortolkning. De er et eksempel på, at de kendte og populære fortællinger fra Bibelen kan inspirere på mange forskellige niveauer.

De bibelske fortællinger kan være eksempler til efterfølgelse, både med hensyn til hvordan man skal leve sit liv og hvordan man skal lave sin aftensmad.

Samtidig er det interessant at se, hvordan Bibelens sparsomme oplysninger om, hvad for eksempel Jesus rent faktisk spiste, giver mulighed for mange forskelligartede og ganske fantasifulde fortolkninger.

Det er med andre ord ikke godt at vide, hvad Jesus ville spise.