Landede USA på Månen i 1969 – eller tog supermagten røven på hele verden ved at indspille ’landingen’ i et filmstudie?
I mange år har meget ihærdige mennesker samlet beviser for, at hele månelandingen var fup. Tænk for eksempel på det flag, som astronauten planter i Månens grus. Hvordan kan det blafre, når der ingen vind er på Månen?
Desværre kan vi ikke tage den fascinerende teori videnskabeligt seriøst. Rigtige videnskabsfolk forsøger nemlig at teste eller afprøve en teori i stedet for kun at bruge kræfter på at bevise den – det har videnskaben lært af den såkaldte ’kritiske rationalisme’.
»Når forskere har fundet frem til et resultat, skal de forsøge at bevise, at det ikke holder. Det er kun de teorier, der kan afprøves, vi kan kalde videnskabelige,« fortæller lektor emeritus ved Institut for Fysik og Astronomi – Videnskabsstudier, Aarhus Universitet, Kurt Møller Pedersen, der forsker i kritisk rationalisme.
Jupiter-måne drillede stor videnskabsmand
Menneskene bag konspirationsteorierne om månelandingen er så sikre på, at de har ret, at de ikke vil høre på kritik af deres vilde teorier. De holder fast i dem og vil ikke flytte sig en tøddel.
Det er heldigt, at verdenshistoriens store videnskabsfolk ikke tænkte på den måde. Tag for eksempel historien om den danske videnskabsmand Ole Rømer:
I 1676 gjorde han en forbløffende opdagelse. Han opdagede, at lyset har en hastighed.
\ Fakta
Når videnskabsfolk vil undersøge noget – for eksempel mobilstråler – laver de en hypotese eller teori, som de kan arbejde ud fra. Eksempelvis: Mobilstråler fører til kræft i hjernen. Sådan en hypotese/teori ville Karl Popper kalde for en ’dristig hypotese’. Vi ved ikke, om den holder. Og selv når en forsker mener, at han har bevist teorien, kan andre videnskabsfolk komme med en ny ’dristig hypotese’, der skaber tvivl om resultatet. Derfor udtaler videnskabsfolk sig kun meget nødigt om, hvordan ’virkeligheden’ hænger sammen – for de ved, at ’virkeligheden’ hurtigt kan ændre sig.
Igennem et år havde den parykklædte herre siddet ved sit skrivebord og undersøgt observationer af Jupiters måne ’Io’.
Han kunne ikke få tingene til at passe. ’Io’ opførte sig fjollet. Den anerkendte videnskabsmand kunne ikke forudse den irriterende månes baner.
Lysets hastighed er en ’dristig hypotese’
Til sidst havde Ole Rømer kun én forklaring på mysteriet: Lyset fra den drilske måne måtte være længere om at rejse til Jorden, jo længere væk den befandt sig.
Hvis det virkelig var rigtigt, ville det ryste hele den videnskabelige verden. Det ville nemlig betyde, at det tager tid for lyset at rejse fra et sted til et andet.
»På den tid troede man, at lyset havde uendelig hastighed. Så det var en ’dristig hypotese’ – som ’den kritiske rationalisme’ ville kalde det,« fortæller Kurt Møller Pedersen.
Ole Rømer fik dundrende kritik
Andre videnskabsfolk kritiserede Ole Rømer synder og sammen. De mente ikke, han havde bevist noget som helst – for når man så på Jupiters andre måner, kunne man ikke genskabe det opsigtsvækkende resultat. Og det måtte Ole Rømer give dem ret i.
Her kunne Hr. Rømer have smidt sit arbejde i papirkurven. Men i stedet gjorde han lige præcis hvad ’den kritiske rationalisme’ siger, man skal gøre.
Ny ’dristig hypotese’ redede Rømers teori
»Rømer smed ikke teorien væk. Han sagde: Så har vi et problem! Og så arbejdede han videre med teorien og løste problemet ved at finde en ny ’dristig hypotese’,« fortæller Kurt Møller Pedersen.
Rømer fandt ud af, at Jupiters andre måner slingrer i deres bane omkring planeten – og det kunne forklare, hvorfor de ikke kunne bruges til at konstatere, at lyset har en hastighed.
Den store danske videnskabsmand lyttede altså efter, hvad hans videnskabelige kollegaer sagde. Og tog det til efterretning – i modsætning til månelanding-konspirationsteoretikerne, der ikke vil høre på kritik.
Videnskab skal kritiseres – og tage kritikken til sig
275 år efter at Ole Rømer rystede videnskaben, sad den østrigske filosof Karl Popper på sit kontor i London – og han tænkte.
Han tænkte over, hvornår noget er videnskab. Han kom frem til en overraskende pointe:
I stedet for at videnskabsmænd hele tiden skal forsøge at bevise, at de har ret, skal de forsøge at bevise, at de ikke har ret. Videnskabelige teorier er nemlig aldrig med sikkerhed færdigudviklede. Måske er der snart en forsker, der beviser, at lyset alligevel ikke har en forsinkelse – vi ved det ikke.
Rigtig videnskab skal være parat til at udvikle sig. Og videnskab udvikler sig kun, hvis man finder fejl og gåder i de videnskabelige teorier, for så derefter at rette dem. På den måde adskiller videnskab sig fra religion.
’Gud eksisterer’ er ikke en videnskabelig teori
\ Fakta
Videnskabelige artikler, en forsker har skrevet, indeholder som regel: • Den teori, som forskeren undersøger. • Argumenter for, hvorfor teorien holder. • Argumenter for, hvorfor teorien ikke holder. Det sidste punkt skyldes den kritiske rationalisme, som mener, at en teori kun er videnskabelig, når den kan blive kritiseret.
Religiøse mennesker har, ligesom videnskaben, teorier – for eksempel at Gud eksisterer.
»Men man kan ikke teste, om ’Gud eksisterer’, og det, mener Karl Popper, gør teorien uvidenskabelig,« fortæller Kurt Møller Pedersen.
- Hvis en troende vil bevise, at Gud eksisterer, kan han pege ud ad vinduet og sige: ’Se, alt det har Gud skabt – derfor er der en Gud!’
- En ateist, der ikke tror på Gud, kan lige så let svare: ’Nej, det tror jeg ikke på.’
På den måde kan teorien om Guds eksistens kun være et spørgsmål om tro – ikke om viden. Vi har ikke noget håndgribeligt, vi kan undersøge. Så man kan ikke modbevise Guds eksistens med eksperimenter og derefter tage den op til genovervejelse.
Konspirationsteorierne med månelandingen forholder sig mere religiøst end videnskabeligt til deres teori. Videnskaben har modbevist de vilde påstande, men det ryster ikke konspirationsteoretikerne – for de tror mest på deres egen udlægning af sagerne og holder fast i dem, uden at tilpasse dem kritikken.
Videnskabsfolk skal selv modbevise deres teorier
Karl Popper mente, at hver enkelt videnskabsmand selv skal forsøge at modbevise de resultater, han når frem til. Videnskabens historie viser nemlig, at alt det, vi tror, er sandt, hurtigt kan vise sig at være en misforståelse.
Engang troede man, at kvinder blev hysteriske, fordi deres livmoder gik en tur rundt i deres kroppe. Senere fandt man ud af, at hormoner er skyld i humørsvingningerne.
Og i 1600-tallet var man sikre på, at lyset bevægede sig uendeligt hurtigt – indtil Ole Rømer opdagede ’lysets tøven’.
Sådan bliver du kritisk rationalist
Vil du bedrive videnskab på en måde, som vil gøre Karl Popper og de kritiske rationalister tilfredse, kan du følge en enkel fremgangsmåde – en metode. Vi kalder den:
Bliv kritisk rationalist i en ruf:
- Find en dristig hypotese: Det kan være, du har den teori, at hajer er farligere, jo større de er.
- Undersøg din dristige hypotese: Køb en dykkerdragt og svøm rundt med alverdens hajer. Oplev, om de bliver mere bidske, jo større de er. Hvis du stadig har arme til at tage svømmetag, når du når til verdens største haj – hvalhajen – vil du finde ud af, at den slet ikke er farlig.
- Konstatér, om den dristige hypotese holder: Dit eksperiment har vist, at store hajer ikke nødvendigvis er farligere end små.
- Find en ny dristig hypotese, som korrigerer den første: Det kan være, at det kun er hajer af ’sildehaj-familien’, der bliver farligere med størrelsen.
- Undersøg den nye dristige hypotese: På med dykkerdragten!
- Og så videre.
Skulle du på et tidspunkt nå frem til en dristig hypotese, som umiddelbart ikke kan modbevises med den viden, vi har, kan du bruge den i dit videnskabelige arbejde. På et eller andet tidspunkt vil en eller anden sikkert finde ud af, at den alligevel ikke holder. Men så er vi blevet dét klogere.
Popper kunne ikke tåle kritik
»Det væsentlige hos Karl Popper er, at man skal forholde sig kritisk til de dristige hypoteser. Det er også derfor, man kalder hans teori ’kritisk rationalisme’.«
»Der skal være noget rationelt i hypoteserne. De skal hænge logisk sammen. Samtidig skal man forholde sig kritisk til dem – man skal efterprøve dem,« siger Kurt Møller Pedersen.
For øvrigt var Karl Popper overbevist om, at han havde ret i sin teori om de ’dristige hypoteser’. Så overbevist, at han blev rasende, når nogen vovede at forholde sig kritisk til den. Ikke desto mindre bliver ’kritisk rationalisme’ i dag betragtet som udgangspunkt for solid videnskab.
