I historien mellem Danmark og Sverige har de nu sydsvenske landsdele Skåne, Halland og Blekinge spillet en stor rolle.

Områderne har været første geled i dansk-svenske rivaliseringer og genstand for talrige erobringer og generobringer til begge sider. I flere hundrede år og helt frem til sidste halvdel af 1600-tallet var områderne under dansk styre. 

I lang tid havde det danske sprog derfor også betydelig indflydelse i de tre svenske landsdele, der også går under den samlede betegnelse Skånelandene eller blot Skåneland. 

I dag er det svensk, der bliver talt i Skåne, Halland og Blekinge - så hvad blev der egentligt af det danske sprog? Og gemmer sproget i det sydsvenske mon på overraskende levn fra dansk? 

Sådan lyder spørgsmålet fra Videnskab.dk-læser Svend, der har sendt et spørgsmål ind til Spørg Videnskaben. 

Fælles sprogstamme

Vi ringer til Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, tidligere lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. 

Han har bl.a. forsket i svensk og svenske dialekter, ældre skånsk i perioden fra 1200 til 1500-tallet og traditionelle danske dialekter omkring Øresund i perioden 1850 til 1900. 

Sagt på en lidt anden måde ved han, hvad der er hændt det danske sprog i Skåne. 

Skal vi blive klogere på det danske sprog i de svenske landsdele, kræver det først en lille overflyvning hen over den fælles sprogstamme, dansk og svensk kan ledes tilbage til. 

I lang tid var der i virkeligheden ikke den store forskel på sproget blandt danskere og svenskere - eller store dele af verden for den sags skyld. 

Det begynder med urindoeuropæisk, der blev talt for 5 til 6.000 år siden på de russiske og ukrainske stepper og omkring Sortehavet. Sproget regnes for at være forfader til de fleste europæiske sprog og sprog i store dele af Asien. 

»Når vi kigger på dette ældste sprog, kan vi se, at det herfra har udviklet sig ud i cirka 10 grene. En af dem kalder man for germansk, som begyndte for alvor at tage form omkring år 500 før vores tidsregning,« fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

Germansk er endnu et ursprog, som så igen delte sig op omkring år nul. Denne gang i tre nye hovedgrupper. 

En af dem var nordgermansk, som med tiden blev til det sprog, der blev talt i store dele af de nordiske lande, og som kaldes fællesnordisk. Det fællesnordiske sprog menes at være blevet talt fra for alvor omkring år 800, omend der er tale om en længere, glidende overgang.

Østnordisk og vestnordisk

Det er først, når vi nærmer os år 1000, at der for alvor begynder at ske en opdeling i det nordiske sprog. Traditionelt taler man om en opdeling i østnordisk og vestnordisk. 

Vestnordisk er det, der senere udvikler sig videre til blandt andet norsk, færøsk og islandsk, mens der på anden side er østnordisk, som med tiden bliver til dansk og svensk. 

Med øst- og vestnordisk er vi stadig der, hvor det ikke gør det store, om man befinder sig på Island eller sidder i Danmark. Sprogene er gensidigt forståelige, og der er mere tale om dialekter i talesproget, der først langsomt begynder at titte frem i skriftsproget.

»Der har i begyndelsen næppe været meget større forskelle, end der i dag er på aarhusiansk og københavnsk,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

Faktum er dog, at der i denne periode begynder at ske nogle forandringer i sproget, oftest med udgangspunkt i Danmark og især Sjælland. 

»Mange af de sproglige fornyelser, der sker i denne tid, har rod i Danmark og spreder sig herfra og ind over Skandinavien. Så man vil typisk se, at udviklingen er kraftigst i dansk, og den bliver så mindre i svensk og allermindst i norsk,« forklarer Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

De sproglige fornyelser spreder sig som ringe i vandet, der bliver svagere, desto længere man kommer ud og væk fra Danmark. Derfor kan man som sådan heller ikke trække nogen egentlige grænser for, hvor der tales hvad. 

»Nogle forandringer har for eksempel kun ramt Sjælland, andre måske Sjælland og hele eller dele af Skåne, og atter andre når endnu længere nordpå,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

Hvad talte man så i Sydsverige?

I 1100-tallet begyndte dialekterne, som blev brugt i det nuværende Sverige og Danmark, at adskille sig fra hinanden, og i 1200-tallet delte de sig i fornsvenske (gammelsvenske) og gammeldanske dialekter.

Hvad gik de så rundt og talte i Skåne, Halland og Blekinge, der på dette tidspunkt er under dansk styre?

Hverken det ene eller det andet endnu, men mere en blanding, lyder det fra Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

For med denne spredning af sprogforandringer fra dansk side opstår der forskellige sprogvarianter i hvert enkelt lille lokalområde. Hovedsagelig bestemt af den afstand de ligger fra Danmark. 

»I Skånelandene taler man så at sige en dialekt, som ligger på linjen mellem, hvad vi kunne kalde dansk og svensk, og som altså skyldes områdets geografiske placering,« forklarer han. 

I den her sproglige hybrid, der bliver talt i Skånelandene, sniger der sig med tiden træk ind, der har rod på Sjælland.

Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen peger på tre hovedtræk:

• Man begynder at bruge b, d og g efter første vokal i et ord.

I andre nordiske lande, herunder i dele af Sverige, fortsætter man med at bruge p, t og k, som man gjorde det på fællesnordisk. 

Dette kaldes for ‘klusilsvækkelse’: 

Mat bliver til mad.

Baka bliver til bage.

Gapa blive til gabe.

Klusilsvækkelsen skete formentlig i løbet af 1100-tallet, hvor den begyndte på Sjælland og så spredte sig til resten af Danmark. Den var så stærk, at den også spredte sig til Skånelandene, som på det tidspunkt var dansk, længere op i Sverige langs den svenske vestkyst og helt op til de sydlige norske kyster. 

• Udtalelsen af d og g bliver blødere på dansk, mens den bliver til et hårdt d og g på svensk. Det kaldes for ‘spirantsvækkelse’: 

Ordet skogh (skov) begynder eksempelvis at blive udtalt med en en w-lyd i Danmark, mens man i Sverige holder sig til g-lyden, der senere kommer til at hedde skog med et hårdt g. 

V mellem vokaler forsvinder også. For eksempel i ordet duva, der på dansk begynder at hedde due, mens man på svensk stadig siger duva.

Udtalen bliver altså mindre hård på dansk, og her følger man i Skåne den danske udvikling. Det sker ligeledesi løbet af 1100-tallet. 

• A-endelserne forsvinder i tryksvage stavelser.

På dansk begynder mange ord kun at kunne slutte på -e og ikke på -e/-i, -o/-u, eller -a, som man ellers har gjort det på fællesnordisk. 

Et eksempel er ordet komma, hvor den sidste vokal på dansk begynder at få den lidt ø-agtige udtale - at komme. 

Der var et lille hjørne af det sydvestligste Skåne, hvor man på grund af den sjællandske påvirkning også fik kun -e og hellere ikke længere kunne have -a i tryksvage stavelser.

Forsvenskningen begynder

Nogle hundrede år går, og sproget, der bliver talt i Danmark med udgangspunkt i Sjælland, begynder gradvist at minde om det danske, vi kender i dag, selvom der ganske vist stadig er lang vej.  

Den sjællandske sprogvariant smitter fortsat af på det danskejede Halland, Skåne og Blekinge. Ikke mindst i kraft af en begyndende sprogstandardisering med udgangspunkt i sprogvarianten i og omkring København

Sådan går det indtil 1658, hvor det første skifte finder sted i den danske indflydelse. 

Den danske invasionsflåde i 1676 på vej mod Råå på den svenske kyst. (Maleri: Claus Møinichen, CC0 1.0) 

Det sker, da Skånelandene med Roskildefreden, der markerer slutningen på den første Karl Gustav-krig mellem de to nabolande, overgår fra at være dansk til svenskstyrede. 

Fra da af bliver der sat gang i den såkaldte forsvenskning, der havde som mål at udvande det danske sprog i områderne og sikre, at loyaliteten vendte sig mod den svenske konge i Stockholm.

»I starten skete der dog faktisk ikke det helt store på det sproglige område, og svenskerne var ikke så hårde,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen og fortsætter: 

»Men nogle af skåningene blev lidt besværlige, og de begyndte at modarbejde de svenske magthavere. Det kulminerede så i Den Skånske Krig, der kom tyve år senere, hvor Danmark benyttede muligheden for igen at vinde noget af det tabte land tilbage.« 

Efter lidt krigsførelse frem og tilbage, hvor Danmark endegyldigt måtte se Skåne, Blekinge og Halland, falde i svenske hænder, blev der med afslutningen på Den Skånske Krig i 1679 sat et punktum. 

Og herefter begyndte centraladministrationen i Stockholm at vælge en smartere og tilsyneladende mere effektiv tilgang til forsvenskningen. 

Fra gevær til kirke

Til at lede den indsatte man i 1680 en ny generalguvernør ved navn Rutger Von Ascheberg ind i Skåne. Han var meget Stockholm-tro, og selvom forsvenskningen på en måde stadig foregik i et roligt tempo, blev det mere effektivt. 

Generalguvernøren valgte nemlig, at det skulle ske gennem kirken og sproget. Ikke gennem geværet, som det var tilfældet i krigen. 

»Kirken var jo der, hvor alle fik deres input fra. Det var her, folk mødtes, og på den måde kunne man så sende det svenske sprog direkte ind i deres hjerter,« fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

Rutger Von Ascheberg fik blandt andet en meget toneangivende biskop ved navn Canutus Hahn til at forestå forsvenskningen. I praksis blev kirkens opgave at styre uddannelsen af befolkningen. 

»Han lovede blandt andet præstestanden i Skåne, at hvis de fik indsat svensk i skrift- og prædikesproget, fik de til gengæld repræsentation i Rigsdagen i Stockholm, som de ellers havde mistet under krigen,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

»Så det var en gulerod, der var til at føle på.«

Forbud i kirken og en svensk præst 

For befolkningen medførte forsvenskningen, at man i kirken pludselig skulle vænne sig til et andet sprog end det, man talte med hinanden og på den anden side af kirkens døre. 

Det er et skifte, ikke alle er lige tilfredse med, og mange fatter ikke rigtigt, hvad der bliver sagt i kirken. 

Rutger Von Ascheberg (Litografi: Alexander Clemens Wetterling (1796-1858), CC0 1.0)

»De klagede over, at de blev påtvunget et nyt sprog, og de unge, der skulle lære at læse på svensk, udeblev også fra læsemøderne, som var blevet organiseret i regi af kirken. De skød bl.a. skylden på arbejdsopgaverne eller nedslidte sko,« fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

Men selvom der i anden omgang blev sat mere effektivt ind med forsvenskningen, betød det ikke, at bønder og andet godtfolk i Skånelandene måtte kigge sig over skulderen, hvis de gik og talte dansk. 

Det var nemlig ikke strafbart for befolkningen, og kun i kirken blandede man sig. 

I kirkeligt regi kom der blandt andet ordrer om, at hvis der var præster, der insisterede på at prædike på dansk i Skåne, skulle de fjernes fra deres embede. 

»Så der kom altså noget straf ind i billedet,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

»Og hvis klokkeren i kirken sang på dansk i stedet for svensk, kunne han også risikere at blive fyret.« 

Der findes også historiske eksempler på det, der minder om en form for spionvirksomhed, hvor der blev holdt øje med sproget i kirken. 

»Der er for eksempel en historie om en skruppelløs svensk provst ved navn Sven Knutsson, der en søndag i 1682 sneg sig ind i Igelösa kirke for at kontrollere, hvilket sprog, der blev prædiket på,« fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

Levn fra dansk? 

Forsvenskningen af Halland, Blekinge og Skåne ruller derudad - men hvornår er projektet så fuldført? 

»Man skulle jo tro, at folket i skånelandene efterhånden blev omvendt, men det var ikke helt tilfældet. De lærte selvfølgelig svensk, men man blev ved med at tale den lokale sprogvariant, som altså er formet af en blanding af træk fra både 'mere danske' og 'mere svenske' sprogvarianter, helt op til sidst i midten af 1800-tallet,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

»Her har man talt det, der på nogle områder mere lyder i retning af bornholmsk, end det lyder som rigsdansk.« 

Men selvom de taler svensk i dag, er forsvenskningen i virkeligheden ikke slut endnu. Der lever nemlig stadig levn fra dansk i små lommer i disse områder, forklarer Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

Der er tale om små rester fra to af de førnævnte træk, der kom ind fra Sjælland for flere hundrede år tilbage: 

• Brug af b, d og g frem for p, t og k efter første vokal i et ord (klusilsvækkelse).

Det er kun i meget begrænsede grupper af talere, at dette træk stadig lever i Skåne, hvor man stadig bruger b, d, og g efter dansk mønster i stedet for p, t og k, som det er standard i resten af Sverige. 

Det er for eksempel i skånske ord som gaba (at gabe), mad (mad) og kaga (kage), der på standard-svensk hedder gapa, mat og kaka.

Formerne ligner hybrider mellem dansk og svensk. Der er b, d og g efter dansk mønster, mens a-endelsen er bevaret efter svensk mønster. 

• Stadig blød udtale i ordet due, som på skånsk hedder dua (spirantsvækkelsen).

Som det eneste af de træk, der er kommet ind i den lokale sprogvariant i Skåne fra den danske side, er udtalen af netop ordet due (og andre ord, der oprindeligt havde v i denne stilling) efter dansk form stadig ganske udbredt. 

Så mens resten af Sverige siger duva, siger man dua på skånsk, som med sit manglende v lægger sig op ad det danske due. 

Det sidste træk, e-endelserne i det sydvestligste Skåne, lever ikke videre hos nogen talere i dag. I seneste årtier er der sket en massiv påvirkning fra svensk, så a er blevet genindført i området.

»Så på det punkt er forsvenskningen fuldbragt,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

Faldende nabosprogsforståelse

De få træk, der endnu er tilbage, lever ifølge Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen på sidste vers. Det er forsvenskningen fra 1600-tallet, der skal have de sidste ting med i Skåne - noget, der nok vil ske inden for en generation eller to. 

»Den sproglige 'forsvenskning' af talesproget fra sidste halvdel af 1800-tallet og fremefter er blot udtryk for den generelle standardisering af talesproget, der har fundet sted i hele Sverige i denne periode, og tilsvarende hele Danmark. Alle andre dialekter rammes også af denne proces,« beskriver han.

I virkeligheden skal forsvenskningen også ses i lyset af en anden udvikling, hvor svensk og dansk bevæger sig længere væk fra hinanden.

»Sproget udvikler sig uanset hvad, men der er også en faldende nabosprogsforståelse, og det kan have noget at gøre med, at vi i mindre grad eksponeres for hinandens sprog. Der er nok heller ikke så mange danskere, der ser svensk tv til daglig,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen. 

Tak til Svend!

Vi takker Svend for det interessante spørgsmål. Vi sender en T-shirt som tak. 

Hvis du har et spørgsmål, en undren eller lignende, som du gerne vil have svar på, kan du skrive til os på sv@videnskab.dk. Så kan det være, vi finder en forsker, der er i stand til at give dig et fyldestgørende svar.