Højtlæsning redder Danmark fra total PISA-fiasko
Hvis danske forældre ikke læste højt for deres børn, ville folkeskoleelever klare sig endnu mere miserabelt i PISA-undersøgelser.

Hvis du læser højt for dine børn, bliver de så meget dygtigere, at det svarer til, at de ryger et klassetrin opad, lyder det fra forskere. (Foto: Colourbox)

Hvis du læser højt for dine børn, bliver de så meget dygtigere, at det svarer til, at de ryger et klassetrin opad, lyder det fra forskere. (Foto: Colourbox)

Børn, der fik læst bøger højt, da de var små, og som fører samtaler over aftensmaden med deres forældre, klarer sig markant bedre i PISA undersøgelser, end børn der aldrig har hørt deres forældre læse en bog eller som aldrig diskuterer verden og hverdagen henover middagen.

Det viser en OECD-undersøgelse af PISA-tallene fra 2009, hvor 5.000 forældre i 15 af PISA-landene bl.a. blev spurgt, om de læste bøger for deres børn, da barnet begyndte i skolen.

Samtale med barnet virker som indlæring

Resultatet viser, at børn der kommer fra et hjem med højtlæsning og samtale næsten er et helt klassetrin længere fremme på PISA-ranglisten, end børn der ikke er blevet stimuleret.

»15-årige elever, der fik læst højt af forældrene, da de gik i 1. klasse, scorer væsentligt højere, end elever der ikke fik læst højt. Forskellen er til stede, selvom man indregner socio-økonomiske forskelle.«

Fakta

PISA-undersøgelserne gennemføres for OECD og har til formål at undersøge og rangordne lande med hensyn til elevernes præstationer på tre områder: Læsning, matematik og videnskab. Midlet er pædagogiske test.

Den seneste PISA-undersøgelse viste, at danske elever læser dårligere end elever i en række andre sammenlignelige lande, og at de ikke er blevet bedre til at læse i de senere år.

»Forældreinvolvering i børnenes hverdag har en klar sammenhæng med scoren i PISA-undersøgelser. Bare det at spørge sit barn, hvordan dagen har været, kan have samme betydning som timevis af privat tutoring,« skriver forskerne bag undersøgelsen.

Forældre kompenserer lidt for dårlige skoler

Tallene for Danmark viser, at børn der fik læst bøger højt flere gange om ugen klarer sig 30 point bedre end børn der ikke fik læst højt. Ifølge den danske PISA-ekspert professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet, så svarer 39 point til en enkelt års undervisning. 

Derfor er børn, der ikke fik læst højt, næsten et helt år bagud. Hvis man tager højde for socio-økonomiske forskelle, så er forskellen knap 18 point.

Danmark klarer sig traditionelt katastrofalt dårligt i PISA-undersøgelser. Men det betyder ikke, at danske forældre ikke læser for deres børn. I det hele taget er det et krav i det danske skolesystem, at forældre er involveret - så de dårlige placeringer er mere et udtryk for, hvor gode skolerne er, mener Niels Egelund.

Det er udbredt, at danske forældre læser for deres børn. Derfor viser tallene, at danske børn ville klare sig endnu dårligere, hvis deres forældre ikke læste for dem.

Niels Egelund

»Grunden til at danske børn klarer sig dårligt, er skolens kvalitet. Så vi kan ikke løfte det generelle niveau ved at få forældre til at læse mere for deres børn, vi kan kun hæve det ved at forbedre skolernes kvalitet,« mener Niels Egelund.

Højtlæsning giver større ordforråd

Det er ikke kun højtlæsning, der har indflydelse på elevernes præstationer. Hvis de kommer fra et hjem, hvor man dagligt taler politik og kultur, klarer de sig omkring 25 point bedre, og hvis man renser for socio-økonomiske forskelle, er forskellen omkring 15 point.

Der er stor forskel på, hvordan højlæsning påvirker elever i de forskellige undersøgte lande. Mens danske elever som sagt bliver 30 point bedre af højtlæsning, så bliver tyske og new zealandske børn over 50 point bedre, hvilket svarer til mere end et klassetrin.

Det danske Nationalt videnscenter for læsning har tidligere understreget vigtigheden af at læse for sine børn. Centrets forskning viser, at børn får et større ordforråd, kendskab til andre verdener, og at læsning bliver en naturlig del af tilværelsen.  

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.