Musikundervisningen i den vestlige verden lægger stor vægt på den musikalske læsefærdighed - evnen til at kunne læse nodesystemerne flydende. Men det er ikke altid lige let - selv for professionelle musikere. Hvilket rejser spørgsmålet, om der findes noget, der hedder 'musikalsk dysleksi'?

Dysleksi er en slags indlæringsvanskelighed, hvor hjernen ikke er i stand til at afkode skrevne ord, selvom personen har modtaget passende læsetræning. Forskerne debatterer stadig de underliggende årsager og behandlingsmetoder, men den fremherskende teori er, at mennesker med dysleksi har problemer med fonologisk forarbejdning.

Det vil sige, at ordblinde har vanskeligt ved at opdele sammenhængende tale i de sproglyde (fonemer), som danner grundlaget for skriften. Dysleksi er vanskelig at diagnosticere, men menes at forekomme i op til 10 procent af befolkningen.

I 2000 fremlagde Neil Gordon, en pensioneret pædiatrisk neurolog, teorien om musikalsk dysleksi. Han baserede sin teori på den voksende mængde af evidens, at forskellige områder i hjernen bruges til at læse musik og til at læse skrift.

Teorien om, at dysleksi kan påvirke evnen til at læse ikke-sproglige symboler, er ikke ny. For eksempel betyder dyskalkuli (eller talblindhed), at personen har svært ved at afkode og forstå matematiske symboler.

Ny forskning har understøttet ideen om, at dysleksi og dyskalkuli er to særskilte tilstande med hver sine årsager (man mener, at dyskalkuli skyldes en manglende spatial - eller rummelig - evne i isselappen). Hvis hjernen bearbejder ord og matematiske symboler forskelligt, hvorfor så ikke også musikalske symboler?

Musikkens skrevne system

Vestlig musik er - ligesom sprog - et højt udviklet system af koder. Det betyder, at den kan skrives ned og overføres fra komponisten til de optrædende. Men i modsætning til sproget, benytter musikken sig af et spatialt arrangement af tonehøjden. Et nodepapir er inddelt i stave på hver fem linjer. Jo højere et symbol er placeret på stavene, jo højere er tonehøjden.

I modsætning til bogstaver i et tekststykke, kan tonehøjderne stables for at indikere, at de skal spilles samtidig (akkorder). Musikken benytter også et system af symboler, som indikerer, hvordan tonehøjden skal spilles.

Symbolerne kan indikere varighed (rytme), lydstyrke (dynamik) og andre signaler.

Musikken benytter også skrevne ord til at indikere musikkens udtryksfuldhed og vokalmusikkens sangtekster. Sangteksterne er ikke nødvendigvis på et sprog, som de optrædende kan tale.

Grundet de skrevne systemers fysiske forskelle, giver det mening, at hjernen læser noder og tekststykker på forskellig måde. Det ser også ud til at være tilfældet - i hvert fald i en vis udstrækning.

Sådan læser hjernen tekststykker og musik

Når hjernen læser noder, er det en meget omfattende aktivitet - en modalitet, der involverer mange forskellige områder af hjernen samtidig - heriblandt de motoriske, visuelle, auditive, audiovisuelle, somatiske-sanselige områder, isselappen og de frontale områder i begge hjernehalvdele og lillehjernen - man kan i den grad sige, at det er en aktivitet for hele hjernen.

Det neurale netværk styrkes gennem træning. Bare en musiker læser en enkelt tone, aktiveres hele netværket. Selvom tekst og musik deler enkelte netværk, er de overvejende uafhængige.

Aktiveringen danner forskellige mønstre i hjernen afhængigt af, om der læses musikalske symboler eller bogstaver.

Hjerneskade, især hvis den er omfattende, vil højst sandsynligt svække både evnen til at læse tekststykker og noder. Det var tilfældet med komponisten Maurice Ravel, der nok er bedst kendt for Boléro, og som kæmpede med afasi og demens. Men vi kender også til tilfælde, hvor en mere begrænset hjerneskade svækkede evnen til at læse et kodesystem og ellers ikke et andet.

Den franske komponist Maurice Ravel kæmpede med afasi og demens. (Foto: Wikimedia Commons/Maurice Ravel 1912)

Ian McDonald, neurolog og amatørpianist, dokumenterede sit tab af evnen til at læse noder efter et slagtilfælde, på trods af at hans evne til at læse tekststykker var upåvirket. Oliver Sacks beskrev en professionel pianist, som gennem en degenerativ hjernesygdom mistede evnen til at læse noder, men i mange år stadig havde evnen til at læse tekststykker.

I andre tilfælde sker det modsatte - en musiker mister evnen til at læse tekststykker, men ikke noder.

LÆS OGSÅ: Den dag jeg ikke længere kunne læse

Sang kan erstatte sprog

De tilfælde, hvor musik og sprog på forskellig vis er påvirket af en hjerneskade, har i årevis fascineret videnskaben. Det tidligst rapporterede tilfælde er en mand, der ikke var i stand til at tale, men som kunne synge.

Tilfældet blev i 1745 beskrevet i artiklen 'Om en stum der kan synge'. Den russiske komponist Vissarion Sjebalin mistede sine sproglige færdigheder efter et voldsomt slagtilfælde, men var stadig i stand til at komponere.

Evnen til at synge, på trods af manglen på sprog, har ført til skabelsen af den terapeutiske behandlingsmetode kaldet Melodic Intonation Therapy (melodisk intonations terapi), som erstatter taleevnen med sang, og derved lader patienten kommunikere verbalt.

De føromtalte tilfælde - og mange andre - påviser, at musik og sprog i en vis udstrækning er adskilte neurologiske processer.

Der forekommer endda forskelle i læsefærdigheden inden for den musiske notation. Der er rapporteret tilfælde af musikere, som har mistet evnen til at læse tonehøjden, men ikke rytmen og visa versa.

fMRI-forskning har bekræftet, at hjernen bearbejder tonehøjde (spatial information) og rytme (symbolgenkendelse) forskelligt.

Musikalsk dysleksi

Forskningen er begyndt at antyde, hvordan en særlig musisk dysleksi kan forekomme - enten centreret omkring tonehøjde, musikalske symboler eller begge dele. Der er endnu ikke blevet rapporteret et endegyldigt tilfælde af musisk dysleksi (selvom Hébert og kollager kom tæt på), og bestræbelserne på at bestemme dysleksiens indflydelse på evnen til at læse noder har indtil videre ikke været entydige.

Børn i den vestlige verden lærer at læse tekststykker, men ikke altid at læse noder - og i de tilfælde hvor de gør, anses det ikke for et større problem, hvis de har vanskeligt ved det.

Mange talentfulde musikere klarer sig på et professionelt niveau ved at lære musikken udenad.

Ikke alle musikere er lige gode til at læse noder. Det er særligt tydeligt, den første gang et stykke musik spilles igennem efter noderne. Ved at identificere musikalsk dysleksi, kan vi til dels forklare, hvorfor nogle musikere læser godt og andre ikke.

Jennifer Mishra hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark