Historiker: Danskerne har glemt Norge
Adskillelsen fra Norge i 1814 har ikke fået meget opmærksomhed i dansk historieskrivning. Men tabet har betydet meget for Danmarks udvikling mod demokrati og selvopfattelse som 'småstat', mener historiker.

Efter Norge og Danmarks adskillelse fik Norge relativt hurtigt sin egen grundlov - Eidsvold. Der skulle som bekendt gå 35 år, før Danmarks Riges Grundlov blev til.

Som moderne dansker tænker man måske ikke så meget over, at Norge engang var en del af Danmark.

Ifølge historiker Rasmus Glenthøj, der har skrevet sin ph.d.-afhandling om adskillelsen af Danmark og Norge i 1814, skyldes det, at statsfællesskabet med Norge ikke er særlig grundigt behandlet i dansk historieskrivning.

»Danmark fylder meget i norsk historieskrivning, men Norge fylder meget lidt i dansk historieskrivning, selvom adskillelsen af de to lande i 1814 indiskutabelt er det største territorielle og befolkningsmæssige tab i Danmarkshistorien,« fortæller han.

Kun skrevet få hundrede bøger

Sammenligner man med 2. Verdenskrig og 1864, som der er skrevet i omegnen af henholdsvis 15.000 og 3.000 danske bøger om, er det påfaldende, at der efter Rasmus Glenthøjs bedste vurdering ikke er skrevet mere end nogle få hundrede bøger om årene omkring 1814.

Især når man tager i betragtning, hvor turbulent perioden var; med langvarige krige der involverede Europas mægtigste stormagter, England og Frankrig, statsbankerot, konfiskering af hele flåden og et København der både nedbrændte og blev sønderbombet.

Fakta

Rasmus Glenthøjs ph.d.-afhandling om adskillelsen af Danmark og Norge udkommer i bogform 17. maj på Syddansk Universitetsforlag under titlen ’Skilsmissen - Dansk og norsk identitet før og efter 1814’.

Så hvorfor er perioden ikke bedre behandlet? Måske fordi den rent historisk er blevet overskygget af tabet af Slesvig-Holsten i 1864. Men måske også fordi den var pinlig for landets mest magtfulde person.

Norge blev personligt traume for kongen

I 1814 var Danmark stadig en enevældig stat, og regenten hed Frederik 6. Han var en stolt og egensindig hersker, der havde meget høje tanker om kongens værdighed og troede på enevælde som den bedste styreform.

Men tabet af Norge gjorde Frederik 6. voldsomt upopulær, og København var på randen af revolution. Samtidig indførte det nyligt uafhængige Norge en demokratisk forfatning kort efter adskillelsen, hvilke affødte krav om demokratiske reformer i Danmark.

Frederik 6. så begge dele som en trussel mod den danske styreform og hans personlige magtposition. Derfor var det vigtigt for ham hurtigt at slette sporene af sin udenrigspolitiske fiasko.

»Tabet var et personligt traume for kong Frederik 6. Han gjorde alt, hvad han overhovedet kunne, for, at Norge blev glemt, så danskerne fik ikke lov til at bearbejde tabet,« fortæller Rasmus Glenthøj og eksemplificerer:

Det var en pinlig sag for Danmarks konge, Frederik 6., at miste Norge, og han gjorde, hvad han kunne for at neddrosle den udadtil.

»Han indførte blandt andet censur, forbød norske aviser og fik sine embedsmænd til at publicere pamfletter om, at adskillelsen var en velsignelse for Danmark, fordi Norge var en økonomisk byrde, som man nu slap for. Og det var en lodret løgn.«

Demokratiske tanker var en farlig virus

Frederik 6. gjorde derfor alt, hvad han kunne for at holde liberale norske strømninger ude af Danmark. En overgang stoppede han postgangen over Skagerrak, og da den blev genoptaget, fik han forsendelserne overvåget.

I Odsherred og Jylland satte kongen sågar politispioner til at overvåge, om norske idéer havde infiltreret det danske samfund. Foreninger med norske medlemmer blev overvåget, fordi kongen så det som en revolutionær rugekasse.

»Norge var blevet farligt, fordi det fik en fri forfatning: De liberale idéer var en virus, der ikke måtte inficere den danske statskrop. Det, de liberale ønskede i Danmark, havde de fået i Norge. Så for kongen gjaldt det om, at Norge skulle glemmes, og alle kontakter så vidt muligt brydes,« fortæller Rasmus Glenthøj.

Fra enevælde til demokrati

Rasmus Glenthøj har undersøgt et væld af både norske og danske skriftlige kilder fra perioden i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. De viser blandt andet, at Danmark – trods det rigide enevælde – var påvirket af de demokratiske strømninger i Europa.

Fakta

VIDSTE DU ...

I 1813 var der i den danske presse en debat om, hvorvidt hele den danske stat skulle skifte navn til ’Dannora’ eller ’Dannorig’ for at markere et ligeværd og et evigt bånd imellem Danmark og Norge.

Ifølge Rasmus Glenthøj er dette det eneste kendte tilfælde i Danmarkshistorien, hvor det er blevet foreslået, at Danmark skulle skifte navn.

For eksempel blev der allerede i 1814 skrevet en afhandling med et udkast til en demokratisk dansk forfatning.

Der skulle dog gå 35 år, før Danmark – et af Europas mest enevældige monarkier - blev en demokratisk stat. Og da Grundloven blev indført i 1849, var den norske grundlov en af hovedinspirationskilderne.

»Norge var danskernes helt store liberale forbillede, og Danmarks forfatning og hele den liberale strømning og tankegang i 1830'erne og 40'erne var stærkt inspireret af Norge,« fortæller Rasmus Glenthøj.

1814 overskygget af 1864

I de to slesvigske krige (1848-51 og 1864) var Danmark igen i udenrigspolitisk krise. Denne gang mistede vi Slesvig-Holsten, og dette tab har sat langt mere synlige spor i dansk kulturhistorie og politik.

Mange af de institutioner og kulturinstanser, der har formet det moderne Danmark, opstod i kølvandet på 1864, og det selvdestruktive post-krigstraume og nationale mindreværd, krigen medførte, har formet en stor del af den danske mentalitet og selvforståelse.

Fakta

Under Napoleonskrigene invaderede den svenske konge i 1813 Jylland sydfra og besatte Slesvig-Holsten med krav om, at Danmark afstod Norge.

Danmark havde mistet sin flåde og var gået fallit året før og måtte overgive sig. Med Kiel-traktaten i 1814 blev Danmark og Norge skilt fra hinanden efter 434 års union.

Nordmændene fik hurtigt dannet en selvstændig stat med en demokratisk forfatning, men den svenske hær erobrede landet på under to uger.

Norge hørte herefter til Sverige frem til 1905.

Fra 1864 og helt frem til 1990’erne har Danmark eksempelvis ført en passiv udenrigspolitik og ikke deltaget aktivt i nogen krige overhovedet. Danmark var blevet en ’småstat’, der tilpassede sig stormagter som USA og Tyskland i stedet for at agere selvstændigt.

Men hvorfor fylder tabet af hertugdømmerne så meget mere i dansk kultur, politik og historieskrivning end tabet af Norge, som både var større geografisk og befolkningsmæssigt, og havde hørt sammen med Danmark i længere tid?

Historikernes tunnelsyn præger 1814

»Da historieskrivningen blev professionaliseret sidst i 1800-tallet, var det 1864, der fyldte i landskabet. Og efterfølgende har historikerne projiceret den rent danske nationalstat, der først blev en realitet efter 1864, tilbage i historien,« forklarer historiker Rasmus Glenthøj.

»Derfor forstod historikerne ikke, hvilken sammensat stat Danmark var centrum i tidligere, og tabet af Norge blev bagatelliseret. Men i virkeligheden var det i 1814, og ikke i 1864, at ’småstaten’ Danmark blev født,« fortsætter forskeren og eksemplificerer:

»Den danske udenrigsminister erklærede efter 1814, at landets udenrigspolitik var, at man ikke havde nogen. Man var passiv og forholdt sig til, hvad stormagterne gjorde, for ikke fornærme nogen - især ikke Rusland. I en periode var Danmark nærmest en russisk klientstat.«

Rasmus Glenthøjs ph.d.-afhandling om adskillelsen af Danmark og Norge udkommer i bogform 1. maj på Syddansk Universitetsforlag under titlen ’Skilsmissen - Dansk og norsk identitet før og efter 1814’.

De største danskere i starten af 1800-tallet

Selvom Danmark var politisk og økonomisk rabundus i årene omkring 1814, var det også i denne periode, at nogle af de største danskere levede

Årtierne efter adskillelsen blev faktisk nogle af de mest centrale for udviklingen af dansk kultur, politik og nationalidentitet:

• Dansk malerkunst havde sin absolutte guldalder, anført af C. W. Eckersberg.

• Bertel Thorvaldsen var Europas førende skulptør.

• H.C. Andersen, Danmarks uden sidestykke mest udbredte forfatter, og måske den mest berømte dansker nogensinde, havde sit virke i disse år.

• Digtere som Oehlenschläger og Ingemann skrev banebrydende lyrik og prosa.

• H.C. Ørsted opdagede i 1820 elektromagnetismen og gjorde dermed København til Europas førende videnskabscentrum.

• Grundtvig lagde i sine skrifter fundamentet til dansk nationalisme.

• Søren Kierkegaard grundlagde den eksistentialistiske filosofi.

• I 1847 grundlagde J. C. Jacobsen Carlsberg, der i dag er verdens fjerdestørste bryggerigruppe.

Kong Frederik 6. og truslen fra de progressive reformer

Kong Frederik 6. af Danmark var født i 1768 og regerede Danmark som prinsregent fra 1784 og som konge fra 1808 til sin død i 1839.

Frederik 6. måtte overtage ansvaret som regent allerede som 14-årig, fordi hans far, den sindssyge kong Christian 7., var ude af stand til at regere.

Christian 7. kan netop nu ses portrætteret i biografen i filmen ’En Kongelig Affære’. Filmen illustrerer, hvordan kongens livlæge, oplysningsmanden Johann Struensee, manipulerede kongen til at indføre liberale reformer.

Måske var det på grund af Struensee-affæren, at Frederik 6. havde så stor modvilje mod demokrati og progressive reformer.

Vi alene vide…

Et af de bedste eksempler på Frederik 6. enevolds-konservatisme, er nok den berømte vending: »Vi alene vide…[hvad der er til folkets bedste.]«.

Udtrykket stammer fra et svar, kongen gav 28. februar 1835, på en liberal adresse fra 572 borgere, der udtrykte bekymring over forestående stramninger i censuren.

Svaret blev trykt i Collegial-Tidende, og er noget mere kringlet formuleret. Det afviste blankt borgernes ønske om at øve indflydelse på lovgivningen.

Læs kongens svar HER.

Hør et radioprogram om udtrykket HER.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud