Derfor har alt, absolut alt, en historie
Traditionelt har begrebet historie betydet studiet af fortiden, beretningen om fortiden og fortiden selv. Men fra cirka 1750 begyndte det så småt at antage endnu en betydning, idet historien kom til at betegne den forandrende kraft, der driver udviklingen.

Stormen på Bastillen, der, i hvert fald symbolsk, markerer begyndelsen på den franske revolution, en begivenhed med vidtrækkende konsekvenser i historien. (Foto: Shutterstock)

 

Historien lader de omstændigheder, hvorunder menneskelivet udspiller sig, undergå de forvandlinger, der adskiller fortid fra samtid og samtid fra fremtid.

Den disciplin, der beskæftiger sig med historien som en sådan dynamisk proces, hvor forskellige epoker følger efter hinanden, får efterhånden navnet historiefilosofi, eftersom det netop er i filosofien, at eventuelle almene principper lader sig opspore.

At historie og filosofi lader sig kombinere i en historiefilosofi, var imidlertid langtfra givet. Der er nemlig tale om videnformer, som blev opfattet som mere eller mindre modsatrettede: 

Hvor historie i overensstemmelse med det græske historia betegner en type af viden, der baserer sig på empirisk beskrivelse af enkeltfænomener, søger filosofien de universelle fornuftssandheder, der gør sig gældende inden for et bestemt felt.

Kendsgerninger møder abstraktioner

I et 'videnskabsteoretisk' notat fra cirka 1830 fastslog Leopold von Ranke (1795-1886), den moderne historievidenskabs grundlægger, således, at filosofi og historie udgør de paradigmatiske modpoler, den menneskelige viden er udspændt imellem. Mens filosofi opererer med abstraktioner og almenbegreber, er historie kendetegnet ved en erkendelse af det særlige og egenartede. 

Derfor må historikeren være besjælet af en kærlighed til og glæde ved det særskilte i hele dets rige mangfoldighed, der netop unddrager sig filosofiens abstrakte almenbegreber.

Den filosofi, Ranke først og fremmest opponerede imod, er helt åbenlyst den, der er udviklet af hans professorkollega ved Berlins Universitet, nemlig Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), der fra 1822 og frem til sin død holdt forelæsninger over historiens filosofi.

Samtidig betonede Ranke imidlertid også, at historien ikke blot er 'et uhyre aggregat af kendsgerninger'. Lige såvel som filosoffen må historikeren søge sammenhænge – og i sidste instans det almene. Men hvor filosofien ifølge Ranke forsøger at bringe det mangfoldige på etablerede og abstrakte almenbegreber, præsenterer historikeren, den gode historiker, i stedet den sammenhæng og almenhed, der så at sige vokser frem ved betragtningen af det særskilte.

Rankes protest mod at bringe historien på filosofiske principper er imidlertid nok så meget et vidnesbyrd om historiefilosofiens umiskendelige succes.

Det første kig på 'historiefilosofien'

En af de første, der betragtede historien i et filosofisk udviklingsperspektiv (men endnu ikke eksplicit benytter termen historiefilosofi), var den franske økonom og filosof Anne-Robert-Jacques Turgot (1727-1781), som i 1750 holdt en forelæsning på Sorbonne i Paris under titlen »Filosofisk tableau over den menneskelige ånds successive fremskridt«.

Her skitserede han en historisk stadieteori og etablerede en teori om en generel lovmæssighed i historiens gang. Historien, universalhistorien, består ikke blot af en række spredte begivenheder, men er derimod kædet sammen i et forløb, hvis drivkræfter lader sig påvise, og hvis retning lader sig bestemme.

Og det sker vel at mærke på rent sekulær grund. Selv om Turgot indledningsvis understregede, at hans teori på ingen måde stod i modsætning til ideen om et guddommeligt forsyn, beror den proces, han ridsede op, helt og holdent på menneskenes egen aktivitet.

I den henseende adskiller Turgots universalhistorie sig også fra enhver kristen sådan. Selve navnet historiefilosofi dukkede første gang op i 1765 hos den franske filosof og forfatter Voltaire (François-Marie Arouet, 1694-1778). Her var den først og fremmest et navn for en upartisk og fornuftsbaseret omgang med historien, der ikke lod sig lede af snævre nationale og teologiske interesser og fordomme.

Voltaire anlagde i vid udstrækning sit eget oplyste århundredes standarder som målestok for al historie, hvilket fik den tyske litterat, filosof og teolog Johann Gottfried von Herder (1744-1803) til at anklage Voltaires angivelige universalisme for at være en fordækt provinsialisme, som reducerede den historiske mangfoldighed til fad almenhed.

Fakta

 

Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her

 

I stedet understregede Herder, at »enhver nation har sin lykkes midtpunkt i sig, som enhver kugle sit tyngdepunkt«.

Historien er ikke bare årstal og datoer

Uanset hvor uenige Voltaire og Herder var om den rette måde at bedrive historiefilosofi på, bidrog de begge til en nyetableret genre, der ikke lader sig nøje med at berette om begivenhederne og deres indbyrdes sammenhæng, men reflekterer over det historiske forløb som sådan, over dets potentielle drivkræfter og dets mulige orden, dets eventuelle almene lovmæssigheder og de individuelle særegenheder, der måtte gøre sig gældende i dets forskellige epoker.

Særligt ét spørgsmål kom efterhånden til at kendetegne og dominere historiefilosofien, nemlig spørgsmålet om hvorvidt historien som sådan udgør et generelt fremskridt mod det bedre.

En af dem, der tidligt svarede på det spørgsmål, var den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som i 1784 publicerede en »Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt«.

Kant medgiver straks fra begyndelsen, at man, når man ser menneskenes »gøren og laden opstillet på den store verdensscene«, dårligt kan værge sig mod 'en vis uvilje', fordi billedet synes sammenvævet af lige store dele dårskab, forfængelighed, ondskabsfuldhed og ødelæggelsestrang.

Rent empirisk er det med andre ord vanskeligt at få øje på fremskridt i den menneskelige historie. Men ved at anlægge et filosofisk perspektiv stiller sagen sig anderledes, idet det, der for en umiddelbar betragtning tager sig ud som et destruktivt kaos, viser sig at rumme en bestemt plan, der 'hemmeligt forbundet med visdom' leder vor art fra dyriskhedens laveste til menneskehedens højeste niveau.

Stridigheder fremmer vores udvikling

Drivkraften i den fremadskridende udvikling er ifølge Kant striden. Stridigheder driver os til at udvikle den fornuftsevne, der udmærker mennesket frem for alle andre jordiske skabninger.

»Naturen skal altså have tak for ufordrageligheden, for den misundeligt konkurrerende forfængelighed og for det umættelige begær efter at eje eller også efter at herske! Uden disse ville alle fortræffelige naturanlæg i menneskeheden slumre evigt i uudviklet tilstand. Mennesket vil samdrægtighed; men naturen ved bedre, hvad der er godt for dets art: Den vil splid. Det vil leve mageligt og fornøjeligt; naturen vil imidlertid, at det skal forlade nonchalancen og den  virksomme nøjsomhed og kaste sig ud i arbejde og besværligheder for så til gengæld også at opdage midlerne til atter klogelig at unddrage sig disse besværligheder«, skrev han.

At historien således først og fremmest er karakteriseret ved strid, er et klassisk tema. Allerede i den antikke historieskrivning er striden par exellence, nemlig krigen, det altdominerende emne, Perserkrigene hos Herodot (cirka 484-425 f.v.t.) og Den Peloponnesiske Krig hos Thukydid (cirka 460-400 f.v.t.).

Den er siden forblevet et historisk grundmotiv, og tanken rykker med over i historiefilosofien, idet konflikter ses som det, der driver historien fremad.

Derfor er det også, at Kant, selv om han på den ene side ikke tøver med at udnævne krigen til 'ødelæggeren af alt godt', på den anden side kan fastslå, at den er en drivfjeder til »at udvikle alle talenter, der tjener kulturen, til deres højeste grad«. Uden konflikt ingen udvikling.

Historien kræver modsætninger

»De lykkelige perioder er«, som Hegel senere formulerede det, »de blanke sider« i verdenshistorien, »for de er de perioder, hvor der råder harmoni, og modsætningen mangler«. Modsætninger er nu engang det essentielle i historien. Det gælder hos Kant, det gælder hos Hegel, og det gælder ikke mindst hos den revolutionære socialist Karl Marx (1818-1883), der slog fast, at alle samfunds historie er klassekampens historie.

Når Kant betragtede det historiske forløb som en gradvis udvikling, forstod han også historien som en slags kollektiv dannelse af menneskearten. At det historiske forløb på denne måde tager form af en læreproces, må ikke forveksles med den klassiske idé om at tage ved lære af historien.

Den tanke fik sin første, kanoniske formulering hos den romerske politiker Cicero (106-43 f.v.t.), der udnævnte historien til at være livets læremester, og det er på sin side en bestemmelse, som har hængt ved, og som til dels hænger ved den dag i dag.

Krige, strid og splid driver historien fremad. Men er uroen i for eksempel Syrien en skelsættende historisk begivenhed, når vi kigger tilbage om 50 år? (Foto: Shutterstock)

 

Historie studerer man for at drage nytte og lade sig belære af tidligere erfaringer. Men at vi på den måde kan tage ved lære af erfaringer forudsætter, at alle menneskelige erfaringer tilhører en fælles pulje af eksemplariske lærestykker, der kan bruges i samtiden. Og det kan der være gode grunde til at betvivle.

Livets læremester og evnen til at lære af andres fejl

Det gjorde for eksempel Hegel i indledningen til sine forelæsninger om historiens filosofi:

»Man henviser især regenter, statsmænd, folkeslag til at lade sig belære af den historiske erfaring. Men hvad erfaringen og historien lærer, er dette, at folkene og regeringerne aldrig har lært noget af historien eller handlet efter lærdomme, som skulle være uddraget af den. Enhver tid har sådanne særegne omstændigheder og er i en så individuel forfatning, at den må bestemmes ud fra sig selv og alene kan bestemmes derfra.«

At vi ikke er i stand til at lære af andre menneskers erfaringer, er en indsigelse, der er lige så gammel som selve tanken om historien som livets læremester. Hegels indvendig mod forestillingen er imidlertid ikke så meget et udtryk for et skeptisk syn på den menneskelige erfaringskapacitet som en understregning af, at historiske erfaringer ikke meningsfuldt lader sig overføre fra én epoke til en anden.

»Intet er«, fortsatte han i sin indledning, »flovere end den ofte tilbagevendende påberåbelse af græske og romerske eksempler, som så hyppigt forekom hos franskmændene i revolutionstiden. Intet er mere forskelligt end disse folkeslags natur og vore tiders natur.«

Paradoksalt nok er det således historien selv, der i sidste instans underminerer ideen om historien som livets læremester, simpelthen fordi de historiske erfaringer netop er historiske: De tilhører en svunden tid og er blevet til under omstændigheder, der ikke længere kan sammenlignes med aktuelle forhold.

Idéen om historie er afgørende for anskuelsen af verden

I en vis forstand er forskellen mellem Ciceros forestilling om historien som en livets læremester og Kants (og Hegels) forestilling om historien som en kollektiv læreproces ret enkel at gøre op: Den første refererer til historien som studiet af fortiden og forudsætter en menneskenatur, som tværs igennem historiens mange tilskikkelser forbliver forholdsvis konstant, stabil og genkendelig, for det er forudsætningen for, at erfaringer kan udveksles.

Den anden refererer til historien som den historiske udvikling selv (altså den betydning af historie, som Cicero ikke kendte og ikke kunne kende til) og hævder, at den menneskelige natur er en plastisk størrelse, som formes af det historiske forløb, der sætter skel mellem for eksempel revolutionstidens franskmænd og antikkens grækere og romere.

Det betød i øvrigt ikke, at grækerne og romerne ikke kunne være normsættende. Det var de i høj grad, hvilket den samtidige neoklassicisme helt åbenlyst vidner om. Men det betød, at de ikke kunne være det i form af eksempler til umiddelbar efterfølgelse.

I stedet måtte man netop reflektere over de historiske omstændigheder, der adskilte den moderne samtid fra den antikke oldtid. I dag er vi måske nok tilbøjelige til at møde den klassiske historiefilosofi med et skuldertræk.

Det er en genre, som ikke mindst i lyset af 1900-tallets begivenheder er blevet utroværdig, og som i sin naive fremskridtsoptimisme endog kan forekomme kynisk.

Når Hegel spørger om »for hvem, for hvilket endemål« alle historiens uhyre ofre er blevet bragt, savner vi svar, fordi vi ikke længere kan tro på, at der overhovedet kan gives et godt svar på det spørgsmål, som jo i øvrigt vidner om, at historiefilosofien aldrig for alvor formåede at vriste sig fri af den kristne frelseshistorie, den ellers var tænkt som et opgør med.

Den efterspørger en mening med historien, men historien har næppe nogen mening – den hænder bare.

Og måske er det i sidste instans den lektie, historiefilosofien har at tilbyde. Da Ranke protesterede mod at gøre historien til et filosofisk anliggende, var det først og fremmest for at redde historien – for at give det historiske den plads, det fortjener, og ikke underlægge det en filosofisk abstraktion.

Meget taler imidlertidig for, at Rankes frygt var ubegrundet: Efter historiefilosofien lever vi i en verden hvor alt, absolut alt, har en historie.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.