Her er de bedste podcasts om videnskab
Vi har gennemsøgt podcast-junglen og fundet ni anbefalelsesværdige podcasts om videnskab.
Podcast videnskab DR Radio24Syv Statens Naturhistoriske Museum Gimlet Media W

Podcastmediet bliver mere og mere udbredt, og der kommer nye podcasts til hver dag. Så hvordan kommer man i gang med at lytte til dem, og hvilke podcast-apps skal man vælge? Få svarene længere ned i artiklen. (Collage af podcastlogoer af Jais Baggestrøm Koch)

For ét år siden havde Ugens podcast på Videnskab.dk premiere.

Den første episode havde historier om ålegræs, kreativitet og nul-resultater, og siden da er det blevet til over 40 podcasts, hvor vi har været omkring alt fra kvantefysik til antropologisk forskning om spøgelser.

Det er heldigvis ikke kun Videnskab.dk, der laver podcasts om videnskab og forskning, så vi bringer her en samling af de bedste danske og udenlandske podcasts om videnskab i anledning af Videnskab.dk’s podcast-fødselsdag.

Vi starter med de danske:

Oversigt over de bedste podcasts

I artiklen gennemgår vi disse ni podcasts:

DR's podcast om teknologi: Digitalt

Alle DR’s radioudsendelser kan høres som podcast, og hver uge producerer DR en række udsendelser, der på hver sin måde inddrager videnskab og forskning. En af dem er programmet Digitalt.

Digitalt er, som navnet antyder, et ugentligt magasin om teknologi, og i de seneste episoder har de to værter, Chris Lehmann og Esben Hardenberg, kigget på krypto-valuta, sexrobotter og den 'mørke' del af internettet, 'dark web'.

I Digitalt bliver teknologistoffet formidlet, så alle kan være med, og programmet er både for bitcoin-nørder og nysgerrige bedsteforældre, der gerne vil vide mere om børnebørnenes gadgets.

IDA og Ingeniørens podcasts: TechTopia og Transformator

Vi bliver i teknologiens verden. De tidligere værter på P1's hedengangne program, Harddisken, laver nu hver sin podcast for Ingeniørforeningen, IDA, og Mediehuset Ingeniøren.

Henrik Føhns laver podcasten TechTopia, der ligesom Digitalt holder øje med nye tendenser inden for teknologi, og nogle af de seneste podcasts har omhandlet biohacking, startup-virksomheder og kunstig intelligens.

Hvis du er interesseret i teknologi og i det hele taget savner Harddisken på P1, er TechTopia en podcast for dig.

Den anden del af værtsparret fra Harddisken, Anders Høeg Nissen, laver podcasten Transformator.

Transformator er et nyhedsmagasin, der tager udgangspunkt i historier fra mediet Ingeniøren, og Anders Høeg Nissen taler hver uge med journalister og redaktører, der fortæller om nye historier om for eksempel førerløse tog, selvkørende biler og termodynamik.

Hvis du savner Anders Høeg Nissens dybe røst og gerne vil holde dig opdateret på nyt fra Ingeniøren, er Transformator podcasten for dig.

Hvad er en podcast?

Bag det noget intetsigende ord, podcast, gemmer der sig digital radio.

En podcast er altså 'bare' radio, og podcasts er en slags pendant til TV on demand, fordi du kan høre en podcast, når du vil.

Podcast på P1 om sex og sundhed: Tændt

Sprøjteorgasmer, for tidlig sædafgang og analsex. Det er alle emner, der bliver behandlet i DR's program Tændt, der sendes på P1, og som kan høres som podcast.

Der findes masser af programmer, der omhandler sex, men Tændt skiller sig ud ved at finde svar på spørgsmål om sex og seksuel sundhed i videnskaben.

Programmets faste vært, Satie Espersen, er hver uge flankeret af lektor og overlæge Astrid Ditte Højgaard, der leverer forskningsbaseret rådgivning om for eksempel rejsningsproblemer.

Tændt inddrager forskere, sex-undersøgelser og andre eksperter, når programmet formidler videnskabens bedste løsninger på helt almindelige seksuelle problemer - dét er public service!

Statens Naturhistoriske Museums podcast: Dissektion

Hvordan lyder det, når en konservator skærer bugen op på en gråhaj? Ja, det kan du høre i podcasten Dissektion, der produceres for Statens Naturhistoriske Museum.

Dissektion tager udgangspunkt i dyr fra den danske natur, og dyr som katten, grisen og svanen bliver i podcasten dissekeret af en konservator fra Statens Naturhistoriske Museum.

Med udgangspunkt i det lidt makabre i eksempelvis gråhajens indre taler de to værter, Anna Thaulow og Mikkel Bøgeskov Andersson, med forskere, der fortæller, hvor længe der har eksisteret hajer på Jorden, og hvordan den danske videnskabsmand, Steno (Niels Steensen, red.), undersøgte hajtænder i 1600-tallet.

I Dissektion bliver du taget i hånden af de to værter, der roligt guider dig frem og tilbage mellem forskerne og dissektionsbordet, og podcasten er lavet i bedste radiomontage-stil, hvor der er tænkt grundigt over brugen af musik og lydeffekter.

Hvis du er til biologi og radiomontager, er Dissektion podcasten for dig.

Hvordan kommer jeg i gang med at lytte på podcasts?

Det er ikke så svært, når man først er kommet i gang, men der findes mange muligheder.

Se guiden i boksen under artiklen.

Radio24Syv: 24 Spørgsmål til Professoren

Den sidste i rækken af danske podcasts om videnskab er '24 Spørgsmål til Professoren', der både sendes på Radio24Syv og bliver udgivet som podcast.

Værten, Lone Frank, der har en baggrund som hjerneforsker, er en kendt formidler af videnskab, og hun interviewer hver uge en forsker om hans eller hendes forskningsfelt.

Det særlige ved 24 Spørgsmål til Professoren er, at forskerne får meget taletid.

Når forskere ellers optræder i radioen, bliver de typisk brugt som eksperter, der kort og præcist skal levere forskningsbaserede svar på aktuelle problemstillinger. Men i 24 Spørgsmål til Professoren, får forskerne lov til at stå 'alene', og de får mulighed for at folde deres forskningsfelt ud i ét langt interview.

Bedste podcasts om videnskab forskning Videnskab.dk

Tre udenlandske podcasts skiller sig ud. (Collage af podcastlogoer af Jais Baggestrøm Koch)

De bedste engelsksprogede podcasts om videnskab

Der findes et hav af engelsksprogede podcasts om videnskab, og det er svært at finde ud af, hvor man skal starte i den hastigt voksende jungle af udenlandske podcast.

Her anbefaler vi tre gode podcasts om videnskab på engelsk:

The Guardian's Science Weekly

The Guardian laver en ugentlig podcast om videnskab og forskning. Podcasten dykker hver uge ned i ét emne, der bliver foldet ud via interview med forskere fra hele verden.

De seneste emner tæller kunstig intelligens, CRISPR og et litteraturhistorisk blik på den kendte roman Frankenstein.

The Guardian's Science Weekly er velproduceret, og podcasten giver forskere god tid til at levere store svar på store spørgsmål som for eksempel neurovidenskabens svar på, hvordan vi mennesker træffer beslutninger.

Videnskab.dk Podcast

Videnskab.dk udgiver en podcast om ugen.

Du kan finde alle vores artikler, der beskriver podcast-episoderne, her.

Du finder vores podcasts i din podcastapp ved at søge på: Videnskab.dk Podcast.

Radiolab

USA er på mange måder dét førende land, når det kommer til podcasts; de laver mange af dem, og der er mange, der lytter til dem.

En af de bedste amerikanske podcasts, Radiolab, handler om videnskab og er produceret af WNYC Studios.

Radiolab inddrager forskning på forskellige måder, men ofte tager episoderne udgangspunkt i historier eller anekdoter, som vækker en undren hos værterne, og som kræver en videnskabelig forklaring.

Det kan for eksempel være historien om en skovbrand ved østfronten i 2. verdenskrig uden for Leningrad, der sender en flok heste i vild flugt ned i en sø, der pludseligt fryser til is, da hestene rammer vandet. Hestene er fanget i isen, de dør, og søen er forvandlet til en uhyggelig heste-kirkegård.

Kan det virkelig passe? Kan en sø fryse til is, bare fordi heste løber ned i vandet?

De to værter, Jad Abumrad og Robert Krulwich, inddrager forskere fra flere forskellige forskningsfelter for at få svaret på, om den fantastiske historie fra 2. verdenskrig kan være sand (det kan den ikke, siger forskerne).

Radiolab udmærker sig ved at bruge klipning, musik og lydeffekter meget kreativt, og lytteoplevelsen er en oplevelse i sig selv.

Science Vs

Den sidste podcast vi har sat på listen over de bedste podcasts om videnskab er Science Vs. Podcasten er produceret af amerikanske Gimlet Media.

Science Vs minder på mange måder om Videnskab.dk’s læserbrevkasse, Spørg Videnskaben.

Podcasten tager udgangspunkt i emner, der berører vores dagligdag. Det kan være overvægt, prævention og hårtab, og hver episode bruger en personlig beretning som afsæt.

Det kan for eksempel være Matthew Nelsons historie om, hvor nedtrykt han blev, da han som ung mand begyndte at tabe sit hår og endte med at blive skaldet. En historie, de fleste unge mænd, der er ved at blive tynde i toppen, kan relatere til.

Værten, Wendy Zukerman, spørger forskere, hvorfor nogle mænd taber håret, og hvad man kan gøre ved det?  

Science Vs er et enkelt koncept. Det fungerer, og podcasten får trukket forskningsbaseret viden ned på jorden, hvor alle kan være med.

Der findes selvfølgelig masser af andre gode podcasts om videnskab, end dem vi har nævnt i artiklen her.

Så det er bare med at gå på opdagelse i den store 'pod-o-sfære'.

God lytning!

Sådan kommer du i gang med at lytte til podcasts

Du kan altid finde og lytte til podcasts på din computer; alle, der laver podcasts, lægger dem ud på deres site, hvor de kan høres via en lille afspiller - ligesom på Videnskab.dk.

Men det bliver først rigtigt smart, hvis du downloader en podcast-app til din smartphone. I app’en kan du abonnere på dine yndlings podcasts, og du får automatisk besked, hver gang der udkommer nye episoder.

Her kommer en liste over podcast-apps til iPhone og Android-telefoner:

iPhone:

Android:

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.