Handelfiner danner ’kammeratskab’ med delfiner, der har hjulpet dem, indikerer studie
Delfiner Venner Samarbejdspartnere

Tre handelfiner og en hundelfin svømmer rundt i det vestlige Australien. Et nyt studie viser, at handelfiner reagerer stærkere på kald fra delfiner, som de tidligere har 'arbejdet sammen med', end kald fra delfiner, de ikke kender. (Foto: Dr Simon Allen)

Tre handelfiner og en hundelfin svømmer rundt i det vestlige Australien. Et nyt studie viser, at handelfiner reagerer stærkere på kald fra delfiner, som de tidligere har 'arbejdet sammen med', end kald fra delfiner, de ikke kender. (Foto: Dr Simon Allen)

26 april 2021

Det er efterhånden velkendt gennem mange studier, at delfiner er sociale dyr.

Faktisk er de så veludviklede i deres sociale liv, at de reagerer meget forskelligt på kald fra delfiner fra deres sociale cirkel og kald fra delfiner, som de tidligere har 'samarbejdet med', lyder det ifølge et nyt studie, som forskere fra University of Bristol i England står bag.

Sammen med forskere fra University of Zürich i Schweiz og University of Massachussets i USA har de engelske forskere analyseret 30 års data fra Shark Bay i den vestlige del af Australien, skriver de i en pressemeddelse.

Her har forskere studeret en større delfingruppes opførsel i årtier, mens de også har udført eksperimenter med delfinerne, hvor de har afspillet forskellige lyde for delfinerne, for at se hvordan de reagerede på dem.

Lydene varierede i at være fra delfiner, som delfinerne tidligere havde 'arbejdet sammen med' (for eksempel med at finde føde), eller delfiner fra deres egen sociale cirkel.

»Vi fløj over delfingrupperne med droner, som optog deres opførsel, mens vi afspillede lydene, hvor vi kunne følge deres bevægelser under vandet, hvilket gav os indsigt i, hvordan handelfiner reagerer på andre handelfiners kald,« fortæller Simon Allen fra Bristols School of Biological Sciences i en pressemeddelelse.

Handelfiner svarede især på kald fra delfiner, som havde hjulpet dem tidligere i deres liv, også selvom de ifølge forskerne ikke kendte hinanden særligt godt. Derimod svarede handelfinerne ikke på kald fra delfiner, som ikke havde hjulpet dem tidligere – også selvom de kunne kategoriseres som ’venner’.

Ifølge forskerne peger studiet på, at delfinerne danner sociale bånd og ’kammeratskab’ med de delfiner, som de deler en historie med i form af have samarbejdet tidligere.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Communications.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.