Halvdelen af danskerne ved ikke, hvad biomasse er
træpiller bliver brændt som energikilde

Afbrændingen af biomasse fra træer i form af træpiller og træflis er en af Danmarks helt store energikilder. Men et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at overraskende mange danskere ikke ved, hvad biomasse er. (Foto: Shutterstock)

Afbrændingen af biomasse fra træer i form af træpiller og træflis er en af Danmarks helt store energikilder. Men et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at overraskende mange danskere ikke ved, hvad biomasse er. (Foto: Shutterstock)

03 oktober 2022

Har du hørt om energikilden træbiomasse?

Om dit svar, kære læser, er ja eller nej, er faktisk nogenlunde lige sandsynligt. Et nyt studie viser nemlig, at næsten halvdelen af danskerne ikke ved, hvad biomasse er.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Biomasse i form af blandt andet træpiller og træflis er Danmarks største fornybare energikilde, der ifølge Københavns Universitet dækker hele 48 procent af landets samlede vedvarende energiforsyning.

I årevis har der da også været godt gang i diskussionen om energikilden mellem politikere, fagfolk og interesseorganisationer, der blandt andet diskuterer, hvorvidt biomasse fra træ reelt kan kaldes bæredygtigt. Men skal man tro de nye tal, har den diskussion øjensynligt ikke spredt sig til den brede befolkning.

»Vi ville finde ud af, hvad almindelige danskere egentlig mener om biomasse, for vi ser ikke, at de deltager i den eksisterende debat,« udtaler studiets førsteforfatter, Paula Ugarte Lucas, i pressemeddelelsen.

»Til vores overraskelse havde 45 procent af alle deltagerne aldrig hørt om træbiomasse før vores undersøgelse,« fortsætter forskeren.

graf over årsager til usikkerhed vedrørende biomasse

Næsten halvdelen af danskerne er ikke sikre på, hvad de mener om at bruge biomasse i stedet for fossile brændstoffer. Hele 68 procent af dem svarer, at det blandt andet skyldes, at de ikke synes, de ved nok. (Graf: Lucas et al.)

Studiet fandt også ud af, at den samme andel af danskerne, 45 procent, er i tvivl om, hvorvidt træbiomasse skal erstatte fossile brændstoffer som gas og olie.

Den uafklarethed hænger ifølge deltagerne selv sammen med, at de ikke føler, de ved nok. Det er da også et komplekst spørgsmål med stor uenighed, selv blandt eksperter, påpeger Paula Ugarte Lucas.

»Det er ikke så mærkeligt, at den brede befolkning har svært ved at tage stilling. Men det er problematisk, at det hos så mange danskere skyldes, at de ikke har hørt om en energikilde, der er blevet brugt i årtier, og som en meget stor del af Danmarks grønne omstilling er baseret på,« mener Paula Ugarte Lucas.

Et spørgsmål trænger sig dog på - kunne det tænkes, at 45 procent af danskerne bare var ... ligeglade?

Men nej. 78 procent af deltagerne i det nye studie fortæller, at de er bekymrede over klimaforandringerne i enten moderat, høj eller ekstrem grad.

Dette får Paula Ugarte Lucas til at komme med en klar opfordring: Ryk debatten om biomasse ud i det offentlige rum, så menigmand kan være med.

Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Renewable Energy.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.