Gyseren 'You’re Next' er uhyggeligt god
You’re Next home invasion gyser gyserfilm

De nuttede dyremasker er knapt så nuttede i home invasion-gyset 'You’re Next'. (Foto: Scanbox)

De nuttede dyremasker er knapt så nuttede i home invasion-gyset 'You’re Next'. (Foto: Scanbox)

Hvis du tænker, du har set det hele før, så tænk om og se 'You’re Next', en amerikansk home-invasion gyser af  Adam Wingard.

Du kender maskerne, slasher-temaet, og det øde hjem – men denne gang er plottet forrygende originalt. Filmen har musik af danske Mads Heltberg, der også har komponeret til 'Excision' (2012) og 'Cheap Thrills' (2013).

Trods sin ungdomstitel er 'You’re Next' faktisk ikke en teen-slasher-film, men en home-invasion gyser med voksne i hovedrollerne. Glem teen-erotik og popcorn, de forsvinder nemlig i første scene, der foregår i et nabohus. Plottet samler derefter forældrene Paul (Rob Moran) og Aubrey (Barbara Crampton) og deres tre voksne børn med kærester i en villa i stil med de engelske mansions. Her er dømt weekend-uhygge for alle pengene med utallige værelser, kælder og loft. Men altså også et overraskende udfald.

De voksne børn er ikke de bedste venner, men det er lykkedes forældrene at samle alle for at fejre deres bryllupsdag. Sønnerne Felix (Nicholas Tucci) og Crispian (AJ Bowen) og deres kærester Zee (Wendy Glenn) og Erin (Sharni Vinson) og datteren Aimee (Any Seimetz) med den selvfede og irriterende mand Drake (Joe Swanberg). Spørgsmålet er nu, om familien kan enes, når døden smadrer gennem vinduet? Og hvem skal egentlig dø – og hvorfor? Og så er der for en gangs skyld en, der viser sig at være god til at slå tilbage...

Lydsiden rammer plet

Fra 'The Strangers' (2008) husker vi brugen af 'uskyldige' masker, og i 'You’re Next' har skurkene kære dyremasker på: Lam, tiger og ræv. Disse hvide dyremasker er på én gang ironiske, humoristiske og så samtidg effektivt creepy, ligesom fortællingen snor sig igennem plots, først det vi kender, men som så vikler ind i sin egen version af subgenren.

Og som sagt er musikken komponeret af danske Mads Heldtberg, der leverer et flot og fedt score, der glider mellem lydflader af støj, effekter og ubehag, der skifter over til musik, der veksler mellem nervøs baggrund og højdramatisk forgrund. Jeg skal ikke prale af stor musikalsk indsigt, men fra min forskning ved jeg, at musik er et abstrakt sprog, der virker direkte på vores følelser og ikke først skal 'fortolkes' som fx ord.

Musikken virker på flere måder: Neuroforskeren Antonio Damasio sammenligner fx background emotions med baggrundsmusik, der sætter en stemning, en atmosfære og skaber et humør hos os, uden at vi er bevidste om det. De store følelser slås derimod an med rytmer og ledemotiv og ender måske som klassiske temaer som Bernard Herrmanns hvinende violiner i 'Psycho' (1960) eller Carpenters jingle-tema i 'Maskernes Nat' (1978).

Heldtbergs score gør 'You’re Next' til veldirigeret uhygge-fornøjelse. Tænk 'Irreversible' uden den tunge eksistentialisme. Og så bliver nabo-husets muntre musik (der kører i loop i cd-spilleren) brugt til at skifte stemning, men igen, uden den Kubrick’ske dystopi.

God kombination

Yes, folk dør på stribe, men skrækken er indlejret i en begavet leg med gysets spilleregler. Instruktør Wingard og manuskriptforfatter Simon Barrett kender deres klassikere, inklusiv de franske home-invasion film 'Ils' (2006) og 'A l’intérieur' (2007). Og så er 'You’re Next' overraskende velspillet, man kommer faktisk til at holde af personerne, især de der er rigtig irriterende. Scenen med skænderiet om middagsbordet er intet mindre end befriende vittig.

Æstetisk blander filmen en realistisk æstetik (tænk 'House of the Devil') med reel terror ('Ils') og et knivspids sort humor ('Scream'). Og så har jeg slet ikke nævnt vores horror-heltinde – hende skal man selv have lov at opdage, og hun er supergod.

Mine favorit home-invasion film:

  • Night of the Living Dead (1968)
  • Straw Dogs (1971)
  • Cape Fear (1991)
  • Funny Games (1997)
  • Ils (Them, 2006)
  • A l’intérieur (Inside, 2007)
  • The Strangers (2008)
  • You’re Next (2011)

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.