Så er der 'Blodig Weekend' i København, en filmfestival med spændende, blodige, uhyggelige og skræmmende gyserfilm fra torsdag 27. til søndag 30 september 2012.

Jeg skal straks fremhæve den franske gyserfilm 'Livide' fra 2011 (på dansk: 'Gusten') af instruktørerne Alexandre Bustillo og Julien Maury, der stod bag den blodige 'À l’intérieur' fra 2007) (på engelsk: 'Inside'), en af mine absolutte favorit-gysere.

'À l’intérieur' handlede om en gravid kvinde, der, aftenen inden hun skal føde med planlagt kejsersnit, bliver opsøgt af en kvinde, der vil have hendes barn.

Yes, så går den blodige skattejagt.

Man kan møde de to franske instruktører lørdag eftermiddag kl. 14 i Cinemateket, hvor de indleder 'Livide'.

Personligt glæder jeg mig også til at se '[REC]³'. Da jeg så '[REC]' (2007) hoppede jeg i sædet af skræk og skreg højt.

Det husker jeg ret tydeligt, og det gjorde jeg både, da jeg så den spanske original og den amerikanske remake. Jeg kan lide begge versioner.

LÆS OGSÅ: Forskere: Åbne og nysgerrige mennesker er gladest for gyserfilm

Gyserfilm vækker mange forskellige følelser

Men lad mig vende tilbage til det med skræk og rædsel og blod.

'À l’intérieur' husker jeg (og de mennesker, som jeg har vist klip fra filmen for) for dens aldeles blodige og grafiske scener, mens [REC] gav mig ét af mine bedste filmchok.

Og sådan er det med gyserfilm: Skræk, frygt, eller hvad vi kalder det, er ikke én følelse, men mange forskellige følelser.

LÆS OGSÅ: Derfor er musikken til gyserfilm så skræmmende

Fem typer af gyserfilm

Den hollandske filmforsker Julian Hanich har skrevet en bog om frygt i gyserfilm: 'Cinematic Emotion in Horror Films and Thrillers: The Aesthetic Paradox of Pleasurable Fear' (2010).

Hanich deler frygt i fem forskellige typer, som han undersøger nærmere i fem kapitler.

De fem typer frygt er:

Direkte horror

(Direct horror) er, når man ser det horrible, og det horrible er grafisk, in-your-face, ofte blodigt eller splattet.

Besættelsesscenerne fra 'Exorcisten' er et eksempel, hvor Regans krop bliver grotesk, og hun kan dreje sit hoved 180 grader bagud og spytte på præsterne.

Intet er overladt til fantasien, det bliver vist, og man behøver ikke at forestille sig det horrible.

LÆS OGSÅ: Derfor er horrorfilm populære

Antydet horror

(Suggested horror) er, når det horrible netop bliver antydet, enten ved at nogen fortæller om noget grusomt, at vi hører nogen skrige off-screen og forestiller os, hvad der sker med vedkommende, eller at vi får vist torturinstrumenter og derefter skal forestille os, hvordan de bliver anvendt.

Antydningens kunst har mange varianter, men her skal tilskueren forestille sig, hvad der vil ske.

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Vores DNA elsker gyserfilm

Cinematisk chok

(Shock) er forskrækkelsens kunst. Det engelske 'startle', forskrækkelse, er en automatisk reaktion på noget pludseligt og uventet. En dør smækker bag os, og vi hopper af forskrækkelse.

Når forskrækkelse er parret med forventningen om noget slemt (altså startle parret med anxious anticipation), har vi gysets chok-effekt.

Chokket er her og nu, og det er en automatisk refleks og reaktion. Vores reaktion er automatisk, men dens udtryk kan delvis styres: Vi kvinder skriger for eksempel mere end mænd, når vi ser gyserfilm.

LÆS OGSÅ: Kvinder er ikke længere gyserfilmenes ofre

Cinematisk skræk

(cinematic dread). Hanich kalder dread (på dansk skræk) for anxious anticipation, hvilket er den angstfyldte forventning om noget skrækkeligt.

Den klassiske scene er at være alene i et hus og høre lyde. Når heltinden med løftet kniv skal hen til døren eller vinduet for at undersøge den mystiske lyd – ja, da føler publikum angstfyldt forventning eller dread (de engelske ord passer her bedre end det danske skræk, synes jeg).

Denne skræk projicerer vores angst ud i fremtiden, her forestiller vi os igen, hvad der vil ske (uden at have fået vist præcist, hvad vi skal forestille os).

Den ansigtsløse skræk kan være utrolig stærk, som i Spielbergs 'Duellen', hvor vi aldrig ser føreren af den terroriserende truck. Gyserfilmen 'The Strangers' (2008) er én lang opbygning af denne form for dread, indtil de tre mordere tager maskerne af.

LÆS OGSÅ: Hvad ville du selv gøre? Om god horror og grænseoverskridelsen

Cinematisk terror

(Terror). Den sidste kategori er terror, hvilket Hanich definerer som den type gys, hvor vi ser og bekæmper det monstrøse, hvor hovedpersonen er aktiv, og vi som tilskuer er aktive med hovedpersonen.

Ripley i 'Alien'-serien er et eksempel på terror i gyserfilm, med de mange scener, hvor hun (og andre karakterer) bekæmper monstrene. Her holder man med hovedpersonen, og vi ved ikke, om hovedpersonen overlever.

Terror giver os den hæsblæsende jagt, som vi kender fra slutningen af  gyserfilm fra 'Halloween' til 'Scream' og 'Silence of the Lambs'.

I terror ved vi, hvordan monsteret ser ud, og vi ved, hvad der sker, hvis monsteret når heltinden, der kæmper desperat for sit liv.

Nogle gyserfilm rendyrker én af disse typer gys, andre blander kortene. Men se selv, og meld tilbage, hvilken du foretrækker. Hvilken type gys er din favorit? Hvilken af festivalens film bliver din favorit?

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

LÆS OGSÅ: Derfor er huse uhyggelige

LÆS OGSÅ: Forsøg i spøgelseshus i Vejle undersøger, hvordan vi styrer vores frygt