Gymnasiepiger er porno-glade
Mange piger er lige så glade for porno, som drenge er. Se her, hvor stor forskellen er på drenge og pigers porno-forbrug.

Flere svenske piger er glade for porno, end man hidtil har troet. Og hver tiende vil faktisk gerne se mere porno, end hun gør i øjeblikket. (Foto: Shutterstock)

Flere svenske piger er glade for porno, end man hidtil har troet. Og hver tiende vil faktisk gerne se mere porno, end hun gør i øjeblikket. (Foto: Shutterstock)

 

Svenske gymnasiepiger er pjattede med porno. 30 procent af dem er i hvert fald lige så glade for porno som fyrene i deres klasse. Og over halvdelen har tyet til porno på et eller andet tidspunkt.

Det viser en stor spørgeskemaundersøgelse blandt midtsvenske gymnasieelever. Den har kastet lys over unge kvinders porno-forbrug og seksuelle fantasier.

At mange piger faktisk er glade for porno kom bag på forskerne bag undersøgelsen.

»Det var en overraskelse. Tidligere troede man, at drenge var mere positive over for pornografi end piger. Det var også billedet her, hvis vi sammenlignede alle drengene med alle pigerne. Men når vi kun så på de 30 procent af pigerne, der faktisk havde brugt porno, var de lige så positive som drengene,« siger postdoc ved Uppsala Universitet Magdalena Mattebo, der er hovedforfatter på studiet.

Hver tiende pige ser mindre porno, end hun har lyst til

877 svenske gymnasieelever på omkring 16 år har besvaret forskernes spørgeskema om seksualitet og pornoforbrug. Skemaerne sladrede om, at:

  • 54 procent af pigerne havde tyet til porno på et eller andet tidspunkt, og 1 ud af 3 havde brugt porno for nylig.
     
  • 96 procent af drengene havde set porno, og 9 ud af 10 havde gjort det relativt kort tid, før de besvarede skemaet.

»Der er en meget stor forskel på, hvor mange drenge og piger der ser porno. Men 10 procent af pigerne sagde, at de ser mindre pornografi, end de faktisk har lyst til,« fortæller Magdalena Mattebo.

Forskerne ved ikke, hvorfor hver tiende pige afholder sig fra at se den porno, hun egentlig vil.

»Det er ikke adgangen til pornografi, der forhindrer dem i at bruge det – pornografi er let at finde på internettet. Måske skyldes deres afholdenhed, at det er forventet, at piger ikke har lyst til at se pornografi. Så hvis pigerne kan lide at bruge det, kan de få følelser af skyld og skam,« siger Magdalena Mattebo og fortæller, at opfølgende interviews med pigerne kan kaste lys over spørgsmålet.

Piger og drenge har samme sex-fantasier

Fakta

Undersøgelsen er lavet på baggrund af spørgeskemaer, som forskerne har delt ud i 53 tilfældigt udvalgte gymnasieklasser i Midtsverige. Det var frivilligt, om man ville medvirke. Langt de fleste opgav deres navne, så forskerne kan følge dem i tiden fremover.

Når der åbenbart er forskel på pigers og drenges forbrug af porno, kunne man tro, at drengene havde mere porno-baserede sex-fantasier end pigerne. Men det er ikke tilfældet.

»Drenge og piger har de samme seksuelle fantasier. Den mest almindelige fantasi er vaginalt samleje. Så kommer oralsex, analsex og gruppesex. Det gælder for både drenge og piger.«

»De to køn var også lige inspireret af porno, når de havde sex. 30 procent af både drenge og piger har udlevet pornoinspirerede fantasier med deres partnere – og der er typisk tale om vaginal- og oralsex,« fortæller Magdalena Mattebo.

Gymnasiepigerne opsøger især porno, fordi de er nysgerrige i forhold til sex. Magdalena Mattebo ser det som et tegn på, at den svenske seksualundervisning er for ringe.

Lektor Gert Martin Hald fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, har tidligere kommenteret andre resultater fra Magdalena Mattebos undersøgelse, Han vurderede dengang, at både når det kommer til seksualundervisning og forbrug af porno, så ligner de svenske og danske teenagere hinanden.

»I forhold til pornografi er seksualmoralen i Sverige nok lidt skrappere, end den er i Danmark. Jeg tror, at en svensk og en dansk gymnasieklasse er forskellige på nogle måder, men at der er flere ligheder end forskelle,« siger Gert Martin Hald.

Undersøgelsen er publiceret i tidsskriftet Journal of Developmental & Behavioral Pediatrics.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.



Det sker