Guide til videnskabelig Kulturnat: Historiske tattoos, dissekeret hummer og chatbots
Vi har samlet 15 fede videnskabsevents, som du bør opleve.
Videnskab.dk kulturnat 2018

Årets Kulturnat byder på masser af guf for videnskabselskere - udover Videnskab.dk's egne fede events. (Foto: Videnskab.dk)

På fredag 12. oktober inviterer hele København til fest i kulturens navn, når efterårsferien traditionen tro skydes i gang med Kulturnatten.

Med 240 arrangementer er der nok oplevelser at plukke af. Men hvis du har en særlig interesse for de videnskabelige af slagsen, er du landet det helt rigtige sted.

Vi har nemlig håndplukket alle arrangementerne, der har en videnskabelig kant, og inddelt dem i temaer her i artiklen - så scroll ned og tjek det ud.

Videnskab.dk spotter sundhedsfejl

Vi vil naturligvis gerne lægge ud med at reklamere lidt for vores eget event.

Igen i år har vi strikket et underholdende og lærerigt videnskabsarrangment sammen, som du kan opleve i vores stand hos Styrelsen for Forskning og Uddannelse:

  • Klokken 20.00: Kan du spotte sundhedsfejlene i medierne? Quizzen tager udgangspunkt i Videnskab.dk's manifest med 5 spørgsmål, som du skal stille dig selv, når du læser om forskning, og som Videnskab.dk har udgivet i foråret.
  • Klokken 21.00: Spørg Videnskaben – Hvordan lever man klimavenligt? Spørg Videnskaben er Videnskab.dk’s brevkasse, som vi bringer ud til brugerne under dette års Kulturnat. Det overordnede emne er mad og klima, og du kan stille de inviterede forskere spørgsmål om, hvordan man kan spise klimavenligt.  

Styrelsen for Forskning og Uddannelse har både en scene i gården og i et foredragstelt, hvor du for eksempel kan opleve en videnskabelig dissektion af en polarulv, et kemishow inspireret af insekternes superkræfter og en Virtual Reality-koncert.

Tid og sted: Bredgade 40, 1260 København K - 18:00 - 23:00. Se hele programmet her.

Sundhed og kroppen: Den utrolige hjerne og forunderlig sundhedsforskning

Kulturnatten er en aften, hvor universiteterne har mulighed for at invitere offentligheden ind bag videnskabens tykke mure. 

Den mulighed har man også grebet i Københavns nye forskertårn, Mærsk Tårnet, der åbnede sidste år.

Her kan du blandt andet blive klogere på alt fra spiselige QR-koder, historien om ruslægemidler til giftige slanger.

Tid og sted: Klokken 18.00-22.00, Blegdamsvej 3B, 2200 København N. Se hele programmet her.

Der er både walk, talks, musik, film, god udsigt og massere interaktive videnskabsarrangmenter i Mærsk Tårnet. (Video: Københavns Universitet)

Er du til uhygge og lidt kilden i maven, så tag forbi Medicinsk Museion, der holder Kulturnat i frugtbarhedens tegn.

Mød forvirrede sædceller, livsfarlige fødsler og fostre til en aften med fokus på reproduktion og fertilitet.

Til sidst bliver aftenen sluttet af med en koncert med Bastionskoret i auditoriet.

Tid og sted: Klokken 18.00-24.00, Bredgade 62, 1260 København K. Se programmet her.

Der er fokus på empati og bearbejdelsen af hjerneskader, når Hjernesagen og Center for Hjerneskade i fællesskab inviterer til en aften om vores utrolige hjerne. 

Huset bliver fyldt med viden, underholdning og udfordringer for både børn og voksne. For eksempel kan du opleve komiker Sebastian Dorset og hjerneforsker Jesper Mogensen i en medrivende dialog om hjernen.

Tid og sted: Klokken 18:00 - 22:00, Amagerfælledvej 56A, 2300 København S. Se programmet her.

Naturvidenskab: Dissekering, sanserejser og biologi i øjenhøjde

Dyk ned i det sensoriske system, når det økologiske design- og kulturhus Bioteket kuraterer en sanselig rejse af duft-, lyd-, syns– og smagsindtryk.

I samarbejde med Osramhuset, holder Bioteket åbent hus under Kulturnatten, hvor de viser projekter med svampe, planter, insekter og fisk frem.

Tid og sted: Klokken 18:00 - 00:00, Valhalsgade 4, 2200 København N. Se programmet her.

Den gamle veterinærskole på Frederiksberg åbner også dørene for en aften med spændende foredrag, dissekering og rundvisninger.

Her kan du opleve Den Zoologiske Samling, være med, når der bliver dissekeret dyr i Anatomisalen og blive klogere på alt fra dyrenes parasitter, veterinærhistorie til husdyrenes udvikling og knogler.

Kulturnat 2018

Der er mulighed for at overvære en dissektion på Veterinærskolen. (Foto: Shutterstock)

Tid og sted: Klokken 18.00-22.00, Grønnegårdsvej 7, 1870 Frederiksberg C. Se programmet her.

Det helt store biologiske knudepunkt kommer nok til at være i Universitetsparken.

Her opstiller Københavns Universitets BiocenterInstitut for Matematik, Institut for Kemi og Niels Bohr Institutet en teltby, hvor du kan få en personlig snak med forskere, deltage i sjove eksperimenter og høre fascinerende foredrag.

Tid og sted: Klokken 18:00-00:00, Vandrehallen på HCØ, Universitetsparken 5. Se programmet her.

Har du brug for at lette lidt fra Jorden, så pakker Tycho Brahe Planetarium kufferterne, drager ud i universet og kigger på, hvilke planeter vi kan opleve nordlys på.

Der vil i løbet af aftenen være talks om nordlys og stjernehimlen, hvor du samtidig kan nyde lidt forfriskninger. Hele aftenen vil bygningen være pakket ind i et nordlysshow, som man kan se fra gaden.

Tid og sted: Klokken 18:00 - 00:00, Gl. Kongevej 10, 1610 København V. Se programmet her. 

Samfund og historie: Få en historisk tattoo, eller oplev 1800-tallets lægevidenskab

Få en tatovering baseret på modeller fra gamle dokumenter, kom i gang med slægtsforskning og lær at skrive med fjerpen og blæk.

Der er lagt op til en anderledes nat på arkivet, når Rigsarkivet åbner dørene for det enorme historiske værksted i midten af København.

I Rigsarkivet finder du originale kilder til det danske samfunds fortid og samtid, og på Kulturnatten åbnes der også for kulisserne på de ellers lukkede magasiner.

Tid og sted: Klokken 18:00 - 23:00, Tøjhusgade 1, 1218 København K. Se programmet her.

Kan du bedre overskue noget københavnsk lokalhistorie, så kan du smutte ind på Københavns Stadsarkiv.

Her viser de helt eksklusivt arkivets skatte og undervurderede perler. Dokumenter så gamle og skrøbelige, at de normalt ikke tåler dagens lys.

Der vil også være dramatiske og glemte københavnerhistorier, og du kan selv gå på opdagelse i de store samlinger af billeder fra det gamle København og se, hvem der boede i dit hus for 100 år siden.

Tid og sted: Klokken 18:00 - 00:00, Rådhuspladsen 1 stuen, 1599 København V (på Københavns Rådhus). Se programmet her.

Oplev helt eksklusivt kapellet under den grønne kuppel på Kommunehosptialet. (Foto: Wikimedia Commons)

Tænder du ikke på støvede arkiver? Så tag forbi det gamle Kommunehospital, hvor Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet holder til.

Her kan du få et sjældent indblik i Kommunehospitalets historie fra 1800-tallets lægevidenskab til Kong Frederik 9.'s død i 1972 frem til i dag, hvor hospitalets bygninger bliver brugt til forskning i nutidens samfundsproblemer.

Du kan møde psykologer, antropologer, økonomer og andre forskere, som i dag sammen med de studerende har indtaget det fredede hospital, og se den lille hospitalskirke under den grønne kuppel, der kun er åben denne aften.

Tid og sted: Klokken 18:00 - 22:00, Øster Farimagsgade 5, 1353 København K. Se programmet her.

Teknologi: Chatbots, bitcoins og rumrejser

Hack det amerikanske valg, tal med en chatbot, eller få en lampe til at læse din cyklus.

Der er garanti for førstegangsoplevelser, når IT Universitetet holder Kulturnat.

Der er aktiviteter for alle aldersgrupper, for dem, der selv vil pille ved det hele, og for dem, der gerne bare vil lytte og lære.

Tid og sted: 18:00 - 23:00, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København S. Se programmet her.

Kunstig intelligens, bitcoins, it-projekter, algoritmer og hacking for både små, unge og voksne. På Datalogisk Institut kan du blive klogere på, hvad der gemmer sig bag buzzwords som blockchain, Internet of Things og augmmented reality.

Få en introduktion til grundprincipperne i datalogi, og hør om din digitale fremtid.

Tid og sted: 18:00 - 00:00, Universitetsparken 5 st, Vandrehallen, 2100 København Ø. Se programmet her.

Tag på VR rumrejse med Andreas Mogensen, hør om havnens spiselige potentiale, og oplev et kemi-trylleshow.

Teknologiens Hus er igen i år fyldt til randen med spændende foredrag, udstillinger og testområder, når Ingeniørforeningen holder Kulturnat.

Mød eksperterne, rør ved teknologien, og bliv fascineret af en fremtid, der allerede er her.

Tid og sted: 18:00 - 23:00, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V. Se programmet her.

Vi ses!

Vi håber, at du har fået et bedre overblik over Kulturnattens fede, videnskabsnørdede arrangementer. 

Du kan se Kulturnattens fulde program her.

Og så skal vi minde dig om, at du skal huske at købe kulturpas, hvilket du kan læse mere om her.

God fornøjelse!

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker

Foredrag på Bloom-festivalen i 2017.
25/05 kl. 08:00
Oplægsholder
Adresse
Søndermarken, Pile Allé 55, 2000 Frederiksberg
I samarbejde med