Guide til universiteternes stande på Science in the City-festivalen
Gourmet affaldsmad, 3D-scanninger og danserobotter. Der er meget at udforske på universiteternes forskellige stande på den gratis videnskabsfestival Science In The City i Carlsberg Byen. Videnskab.dk guider dig.

Danserobotten tiltrækker alle børnene i AU's stand i Discover. (Foto: Emmelie Hytting)

Danserobotten tiltrækker alle børnene i AU's stand i Discover. (Foto: Emmelie Hytting)

AU: Et miljørigtigt paradis

(Standen ligger i Discover)

Når man træder ind på Aarhus Universitets blå løber, bliver man mødt af ordene TOUCH, TASTE og TEST. Og det er præcist dét, man som besøgende kan få lov til inde i det store telt. Fødevareforskning er klart i fokus, og det bugner med bæredygtige projekter.

De fartglade bør tage en snak med de superengagerede fyre, der står bag en soldrevet el-racerbil, der vandt en tilfredsstillende 5. plads ved årets Shell Eco-Marthon. 

Bevæger man sig længere ind i teltet, kan man tage en svingom med en dansende læringsrobot, der skal være et supplement i fremtidens folkeskole. De urban-smarte kan høre mere om urban farming, der er bæredygtigt landbrug, som dyrkes i storbyen. Hvis man vil deltage aktivt i forskningen, kan man også sætte sig ved et af bordene med ternede duge og anmelde morgenmadsprodukter. Efter festivalen vil resultaterne blive brugt i et forskningsprojekt.

Besøg standen hvis du er: Miljøbevidst og interesseret i bæredygtighed.

Kan jeg lære noget nyt? Helt sikkert. Hvis du ikke er blevet mere oplyst om fremtidens fødevareforskning, når du træder ud af teltet, er det din egen skyld. De frivillige er mere end villige til at fortælle om projekterne.

Hvad med ungerne? De fleste børn vil nok blive mest fascineret af danserobotten, men ellers er der ikke så meget i børnehøjde.

SDU: Få sved på panden

Hop op på løbebåndet og få en god work-out. (Foto: Emmelie Hytting)

(Standen ligger i Discover)

Romaskinen og motionscyklen foran SDU's Active Living House indikerer det gennemgående tema for standen. Her kan de besøgende lære, hvordan man bliver mere fysisk aktiv i sin hverdag, og hvad konsekvenserne er af at være en stillesiddende sofakartoffel. Så snart man fordyber sig i de forskellige installationer, begynder den dårlige samvittighed over mangel på motion i hverdagen at ulme i baghovedet.

I indgangen til teltet bliver man opfordret til at downloade den gratis app ActiveLiving. Her kan man enten få en thumbs-up eller -down fra Sundhedsstyrelsen, alt efter om man lever op til deres anbefaling om 3,5 timers moderat motion om ugen.

Man kan få god rådgivning om kalorietab, tage en intens tur på løbebåndet og blive motiveret til at vælge trappen frem for rulletrappen, næste gang dilemmaet opstår.

Besøg standen hvis du: Gerne vil være mere motionsbevidst og interesseret i sundhed.

Kan jeg lære noget nyt? Ja, der er en masse oplysninger om hverdagsmotion, men hvis man rigtig gerne vil deltage i nogle fysiske  forsøg, er der ikke så meget at vælge i mellem.

Hvad med børnene? Her er det nok mest de forskellige motionsmaskiner, der får ungernes opmærksomhed. Standen lægger dog op til, at man kan gøre børnene opmærksomme på at være fysisk aktive i hverdagen.

DTU: Et ægte nørde-laboratorium

Tørstig? Få en lækker øl i DTU-teltet. (Foto: Emmelie Hytting)

(Standen ligger i Discover)

I DTU-teltet får tekniknørderne lov til at udfolde sig i fuldt flor. Her kan man tage et kig på partikelacceleratoren og 3D-printeren, der kan printe fysiske figurer ud. 

Inde i teltet finder man en innovativ tanke-workshop omkring cigaretskodder, og sammen med dygtige fagfolk kan de besøgende diskutere, hvordan fremtidens affald kan blive brugbare ressourcer i fremtiden. Synes man, at Avatar var en fantastisk film, er der mulighed for at se sit ansigt blive forvandlet til en fantasy-ork via et computerprogram.

Husk at smage én af de to fremragende øl, som DTU bryghus serverer. Tanken bag projektet er at optimere bryggeprocessen for at reducere CO2-udslippet. Tag også et kig på de farverige skimmelsvampe i mikroskopet, der måske kan erstatte de kemiske farvestoffer i madprodukter.

Besøg standen hvis du er: En kæmpe fan af teknik og innovation, eller hvis du trænger til en tår øl.

Kan jeg lære noget nyt? I høj grad! Men vær forberedt på at holde tungen lige i munden, da nogle af forskningsprojekterne er temmelig avancerede.

Hvad med børnene? De frivillige er rigtig gode til at gøre deres projekter vedkommende for både voksne og børn. 3D-printeren er et stort hit.

CBS: Smart iværksætteri-lounge

Her kan man få et pusterum til at fordøje alle de fede oplevelser. (Foto: Emmelie Hytting)

(Standen ligger i Explorer)

CBS har formået at skabe et hyggeligt pusterum på festivalen, hvor der både er stof til eftertanke og mulighed for at hænge ud med familien.

Substainability Café'en laver en rigtig god kaffe, og der er sunde snacks til både store og små. Loungen emmer af bæredygtighed, hvor man kan slappe i de overraskende behagelige møbler, der er lavet af dæk og træbjælker.

Der er rigtig mange interessante informationer at hente for iværksættertypen. Man kan diskutere gode idéer med de frivillige, løse opgaver med børnene og teste, om ens tøjforbrug nu er bæredygtigt eller ej. Derudover kan man træde ind i en helt ny festivalbolig, som Rockwool præsenterede på Roskilde-festivalen sidste år. Formålet er at skabe et supplement til de mange telte, som skrottes hvert år.

Besøg standen hvis du er: Iværksættertypen eller har brug for et pusterum.

Kan jeg lære noget nyt? Ja, men mange af de spændende oplysninger hænger som informationstavler. Der er ikke så mange fysiske forsøg, som man kan deltage i.

Hvad med børnene? CBS har været så smarte at kreere en skattejagt, så forældrene kan nyde kaffen i loungen, mens børnene går på opdagelse i området. Explore er et meget børnevenligt område.

KU: Sjov videnskab for børn og barnlige sjæle

En lækker lakseskinds-blinis? (Foto: Emmelie Hytting)

(Standen ligger i Wonder)

Det høje røde klatretårn foran teltet er fyldt med glade børn, og træder man ind i KU's telt, fortsætter legen i højt humør. Her vrimler det med frivillige i hvide kitler, som hjælper børnene med at drive et bamsehospital. Her kan bamserne blive scannet for sygdomme, få forbinding på og blive behandlet i trygge hænder.

I hjørnet står den store interaktive installation Breaking and Entering, som stiller samfundsrelaterede spørgsmål til de nysgerrige. Her får man udleveret en iPad, som man skal bruge, når man bevæger sig rundt i installationen. Her får man informationer om de etiske spørgsmål, som man skal tage stilling til.

De madglade kan få stillet sulten i den gastronomiske legestue, hvor madaffald bliver små lækre retter. Prøv en lakseskinds-blinis og en sød kartoffelkage, der er lavet på kartoffelrester. De modige bør også prøve den mørke chokoladeis, hvor æg er skiftet ud med svineblod.

Besøg standen hvis du er: En nysgerrig småbørnsfamilie, der vil udforske hverdagsvidenskaben.

Kan jeg lære noget nyt? Ja, særligt installationen Breaking and Entering giver stof til eftertanke. Men man fornemmer hurtigt, at videnskaben er sat meget i børnehøjde, og derfor ikke er så avanceret

Hvad med børnene? Meget, meget optimalt for børnene!

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.