Der sættes ofte et skel mellem naturreligioner og kristendommen.
Men vil det at kunne se kristendommen som en naturreligion reducere dens budskab og begrænse de troende til primitive væsner?
Ved at dø på korset overvinder Kristus døden. At det gode overvinder det onde, er kristendommens kerne. Moderne mennesker har større tiltro til ny teknologi end til Kristus og korsets kraft.
I Mayareligionen eksisterede korset længe før, europæerne kom med deres religion, deres kors og deres koloniseringsprojekt. Da spanierne indtog mayaernes rige, blev de mødt af et 2,5 meter højt kors, som indianerne brugte til at bøje sig for og tilbede.
I tekster fra 1518 fortæller spanierne, at indianerne tilbeder korset, når der er tørke, og de trænger til vand til afgrøderne. Mayaerne beder om det, de behøver for at overleve.
Majs giver liv
‘Giv os i dag vort daglige brød’, beder vi. På samme måde som hvede og hvedekorn giver de kristne brød, er det majs, der giver indianerne brød. Den har i årtusinder været livsgrundlaget for de troende. Før europæerne kom, dyrkede mayaerne et højere guddommeligt væsen, en guddommelig årsag, kilde eller ophav.
Gud er livgiveren, som sender regn over majsen og brødføder folket. Så vigtig var majsen, at hele religionen og kulturen var baseret på majsens cyklus. Mayaerne oplevede, at tiden gik i en cyklus.
For at kunne forudse ubalance i naturen studerede de tiden og naturfænomenerne meget nøje. Tid var alt, og alt var tid. Majsen blev den jordiske inkarnation af tiden.
\ Fakta
VIDSTE DU
Mayaerne levede i, hvad der i dag er det sydlige Mexico samt Belize, Guatemala, El Salvador og det vestlige Honduras.
I Palenque i det sydlige Mexico finder vi den bedst bevarede afbildning af Mayakorset.
Det er et stiliseret majskors, dækket af majsblade og majskolber, og symboliserer enhed i al skabelse. I skabelsesmyterne står korset i verdens centrum og peger mod de fire verdenshjørner. Korset er en korsvej, et vejkryds, og det at komme dertil opleves som noget skræmmende.
De bliver nødt til at vælge en af vejene. Når figurerne i fortællingen kommer til et vejkryds, gør de altid noget nyt. Hver vej har sin farve. Vælger de eksempelvis den sorte vej, bliver man taget fra øst til vest gennem underverdenen.
Katolske præster åbne for dialog
Majsen gav brød til folket, men den kunne ikke befrugte sig selv. Derfor krævede kosmos et offer for at opretholde livet. De første spaniere, som kom til mayaernes rige kunne se mayaerne ofre fugle til korset.
Som en del af en civiliseret kristen kultur ser vi måske sådan noget som en grotesk handling. Men vi har samme tanke i den kristne begrebsverden – vi drikker Jesu blod. ‘Hans blod, som blev udgydt for os’.
På trods af 500 års kolonisering har mayaerne i høj grad formået at bevare deres gamle religion. Det har de klaret ved tilsyneladende at overtage den kristne religion, mens de i al hemmelighed har dyrket deres egen religion.
\ Fakta
I dag er flere katolske præster åbne for at gå i dialog med mayaerne. Baseret på denne dialog er der opstået en frugtbar nyfortolkning af korset som symbol.
Når mayaerne i dag knæler foran korset, hvad bøjer de sig da for? I indianske landsbyer og kirker bliver korset pyntet med blomster. Er korset blevet til et simpelt stativ til at hænge blomster på? Beretninger fra indianere i dag tyder på, at de stadig tillægger korset en stor betydning.
Korset bestemmer
Mayaernes kors er bundet til Jorden. Den vertikale stamme er en forlængelse af Jorden og strækker sig mod himlen. Den horisontale stamme sætter et skel, eller en grænse, mellem de jordiske og guddommelige samfund.
Sagt med naturens sprog er det både for universet og menneskerne farligt at få for meget sol. Korset fungerer som en beskytter eller hyrde i ceremonierne, men også om natten. Den sovendes sjæl rejser til korset, og det er korset, som bestemmer, om sjælen kan komme sund og frisk tilbage.
I den civiliserede verden hedder det ‘fremskridt’ og ‘tid er penge’. En sådan livsstil har gjort mange mennesker syge, både fysisk og psykisk. Vi har set eksempler på, at mennesker heles ved at flytte ud af byerne og stresse ned.
Er det Gud, som åbenbarer sig gennem naturen og overvinder dødskræfterne? Kan vores tiltro til korsets genoprettes gennem korsets primitive kraft?
Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm