Gotiske katedraler var middelalderens skyskrabere
Bygherrer og arkitekter udtænkte konstruktioner, som i højde og elegance pressede byggeteknikken til det yderste, og de udviklede bemærkelsesværdige tekniske løsninger. Det førte til fantastiske gotiske katedraler og katastrofale sammenstyrtninger.
katedral bygningsværk vidunder

Koret i katedralen i Beauvais, nord for Paris. Arbejdet pågik fra 1225 til 1272. Undervejs byggede man koret 5 meter højere end planlagt og gjorde søjlerne slankere for at få mere lys ind. I 1284 styrtede dele af loftet ned. Kirken blev repareret og holder i dag højderekorden: 48 meter fra gulv til hvælvingernes top. (Foto: Shutterstock)

»Vi vil bygge en katedral, der er så stor, at når den står færdig, vil de, der ser den, tænke, at vi var vanvittige,« skrev en administrator ved katedralen i Sevilla i 1402.

Katedralen stod færdig i 1506 og er stadig den største gotiske katedral i verden. Men efter bare fem år brasede kirkens kuppel sammen og måtte genopføres. På det tidspunkt var den gotiske byggefeber dog for længst kulmineret.

Storhedstiden var fra cirka 1150 til cirka 1400, hvor en rivende udvikling inden for arkitektur, håndværk og arbejdsorganisation fandt sted. Katedralbyggeriet antog nærmest maniske dimensioner.

Understrege kongeslægtens og Guds magt

I Frankrig alene påbegyndte man bygningen af 80 katedraler og 500 andre store kirker. Klosterkirken i Saint-Denis nord for Paris regnes for den første kirke i fuld gotisk stil. Kirkens kor blev indviet i juni 1144 efter en større ombygning af kirken.

Byggearbejdet blev ledet af klosterets forstander, abbed Suger (cirka 1080-1151), der var en af de store fornyere af middelalderens byggestil. Han var en fremtrædende kirkemand og havde også stor politisk indflydelse og nære forbindelser til det franske hof.

Sugers mål var at bygge en kirke, der var stor nok til at rumme flere tusinde mennesker og prægtig nok til at understrege kongeslægtens og Guds magt. Især skulle indgangen være monumental, og koret skulle være højt og badet i lys, der faldt ind gennem høje vinduer.

Udgangspunktet var romansk rundbuestil

Den byggetradition, som Suger tog udgangspunkt i, kaldes romansk stil eller rundbuestil. Den er karakteriseret ved tykke mure, solide søjler, vinduer med runde halvbuer foroven og lofter, der enten er flade eller formet i hvælvinger med et cirkelformet tværsnit (tøndehvælvinger).

I kirker og klostre blev disse elementer anvendt i hele Europa – og var blevet det i århundreder. I løbet af 1000-tallet blev der bygget mange store romanske kirker, dels ved klostre på landet, dels som samlingssteder i byerne, og stort set alle danske landsbykirker er bygget i romansk stil.

De fleste gotiske kirker er romanske bykirker, der blev bygget om og gjort større, og næsten alle de store gotiske kirker blev opført i byer. Konstruktionen af disse enorme bygninger hænger derfor tæt sammen med byernes kraftige vækst i 1100- og 1200-tallet.

milano katedral kirke gotisk arkitektur

Pladsen ved katedralen i Milano i Italien mellem 1860-1865. (Illustration: Carlo Canella)

Kombination af en række strukturelle elementer

I bestræbelserne på at gøre den eksisterende kirke ved Saint-Denis højere og give den store vinduer uden at ødelægge bygningens stabilitet 'opfandt' Suger den gotiske katedral ved at kombinerede en række strukturelle elementer: Spidsbuen, den ribbede hvælving, bundtede søjler (søjleknipper) og stræbepiller med stræbebuer.

Spidsbuen blev det mest karakteristiske element. Den blev brugt som afslutning på døråbninger og vinduer, men blev især vigtig i forbindelse med kirkens loft, hvis hvælvinger også bar det ydre tag.

Enhver hvælving har tendens til at påvirke de søjler (eller mure), den hviler på, med kræfter, der skubber 'udad'. Men spidsbuen fordeler kræfterne mere lodret end en rundbue, så man kan gøre hvælvingerne bredere og søjlerne højere uden at miste stabilitet.

På Sugers tid var brugen af spidsbuer ikke ny. Den var almindelig i islamiske byggerier og havde været kendt i Europa i omkring 100 år. Det er kombinationen af spidsbuen med de andre strukturelle elementer, der gør en kirke gotisk.

Katedraler er store og flotte, men også dyre

Nogle katedralbyggerier trak ud i hundreder af år. Sjældent fordi det tog så lang tid at bygge en stor kirke, men fordi det ofte var vanskeligt at skaffe penge til de store byggerier, og byggeriet måtte sættes i stå, indtil der var finansieringsmuligheder.

Der er historier om, at katedralerne blev betalt af utallige donationer fra en bys begejstrede borgere, men historierne er sjældent sande, ligesom det sjældent var tilfældet, at store dele af arbejdskraften blev leveret af ivrige frivillige.

Hvordan pengene til de store byggerier blev bragt til veje, afhang af lokale muligheder, og der var ikke nogen standardmodel for, hvordan man kunne skaffe penge til et så stort byggeri. Bortset fra nogle få kirker i England var kongen eller statsmagten sjældent involveret.

Oftest var det den lokale biskop, der tog beslutningen om at sætte det enorme projekt i gang og tog sig af at løse pengeproblemerne gennem besparelser på andre områder, inddrivning af forhøjede afgifter, brug af opsparede kirkemidler og lobbyarbejde hos rige borgere eller foreninger.

Færrest arbejdere ved jul og flest om sommeren

Vi ved ikke så meget om, hvordan byggepladsen og arbejdsprocesserne var organiseret. Dog har vi en opgørelse fra 1253 over ansatte på byggepladsen ved Westminster Abbey i London. Det samlede antal beskæftigede varierede med årstiden.

Der var færrest ved juletid, hvor der var 100, og flest om sommeren, hvor der var 428. De største grupper af faglige specialister var stenhuggere og murere.

Stenhuggerne var delt op i 'bløde sten' (skulpturer og dekorationer) og 'hårde sten' til vægge, søjler og ribber. Desuden var der mindre grupper af specialister: Tømrere, slibere, glasmagere, taglæggere og endelig en stor gruppe arbejdsmænd.

I lange perioder var der så mange kirkebyggerier i gang, at mange af arbejderne levede som omvandrende håndværkere. Arbejdet blev ledet af en arkitekt, som både stod for kirkens design og for at organisere byggearbejdet.

Vi kender navnene på flere af de arkitekter, der stod for opførelsen af de store katedraler, da deres navne ofte blev indhugget i en mur, eller der blev lavet en buste af dem. Men vi ved ikke meget om, hvordan de var uddannet, eller hvordan de arbejdede.

Der er ingen tvivl om, at arbejdet krævede umådelig stor dygtighed på mange fronter, og at valget af arkitekt var afgørende, når man besluttede sig for at starte et stort byggeri.

gotisk katedral lissabon portugal stilart

Katedralen i Lissabon, Portugal. Katedralen blev opført i 1100-tallet i romansk stil, og facaden har kun runde buer. Senere fik kirken flere tilbygninger i forskellige stilarter: Gotisk, renæssance, rokoko og neoklassisk. I 1900-tallet blev de nyere elementer fjernet eller ændret, så kirken fik et mere gotisk udtryk. (Foto: Shutterstock)

Alt byggeri var baseret på erfaring

Vi ved dog med sikkerhed, at bygningens dimensioner ikke blev bestemt ved styrkeberegninger som i moderne byggeri. Det kræver kendskab til formler og materialekonstanter, og dem havde man ikke.

Alt var baseret på erfaring. I nye bygninger holdt man øje med, om der opstod revner i søjler eller mure, og der er eksempler på, at man brød ufærdige bygninger ned, fordi de var ved at styrte sammen, og så begyndte man forfra.

Derimod ser det ud til, at arkitekterne havde stor praktisk (og måske teoretisk) geometrisk kunnen. Og at deres viden på området voksede i løbet af middelalderen, blandt andet fordi arabiske bøger om geometri blev oversat til latin.

Samfundsudviklinger banede vej for kirkebyggeri

Officielt blev de store kirker bygget til Guds ære og som et symbol på den religiøse fromhed og moral blandt byens borgere, der var medlemmer af menigheden og deltog aktivt i kirkelivet.

Men de mange imponerende kirkebyggerier blev hjulpet godt på vej af samfundsudviklinger, som den enkelte menighed eller biskop ikke havde megen indflydelse på.

Efter en politisk kamp mellem pavemagten og de tysk-romerske kejsere i slutningen af 1000-tallet stod kirken styrket. I løbet af det næste århundrede steg kirkens folkelige popularitet og dermed de lokale biskoppers indflydelse over for hertuger og konger.

Samtidig voksede byerne som centre for håndværk og handel. Derfor var de store kirkebyggerier også politisk motiverede og skulle understrege byens velstand og biskoppens magt.

Kirkerne, med bemandingen af biskop, præster og administratorer, havde stor indflydelse på livet i byerne. Des rigere og mere magtfuld by, des større og flottere kirke.

Samlingspunkt for handel og uddannelse

Katedralen var langt den største og vigtigste bygning i byen. Den fungerede ikke kun som kirke, men lagde rum til mange andre funktioner. Når der var marked i byer, blev der solgt varer ved kirkens sideindgange: Kød, grøntsager og brændsel på den ene side og tøj og tekstiler på den anden.

Ved hovedindgangen i kirkens vestlige ende – eller måske inde i selve kirken – holdt pengevekslerne og vinhandlerne til. Da de fleste større byer havde deres egen møntfod, var der god brug for vekselerer, der var forløberne for egentlige banker.

Inde i kirken kunne man også støde på håndværkere eller daglejere, der ventede på at blive tilbudt arbejde. Ofte var området omkring katedralen en 'frihandelszone', hvor det var nemmere og billigere at få lov til at handle end på byens markedsplads.

Samtidig var kirkebygningen centrum for religiøse ceremonier – gudstjenester og messer flere gange om dagen, processioner, dåb, bryllup, begravelse. Kirken rummede byens samling af relikvier, og måske tiltrak den pilgrimme.

Katedralerne blev centre for uddannelse (katedralskoler) og anden lærdom. For eksempel arbejdede den store astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543) ved en katedral. Også udviklingen af musik og kunsthåndværk var i mange tilfælde knyttet til katedralerne, ligesom den indflydelsesrige biskop afgjorde retstvister.

gotisk katedral new york usa neogotisk

St. Patrick’s Cathedral i New York omgivet af moderne skyskrabere. Opførelsen af den store kirke begyndte i 1858. Efter at gotisk stil havde været ugleset i 2-300 år, kom både middelalderen og gotikken på mode igen i 1800-tallet. Stilen kaldes neogotisk. (Foto: Shutterstock)

Renæssancen begynder sit indtog

I løbet af 1300-tallet ebbede det ud med tekniske og arkitektoniske gennembrud, og i det følgende århundrede udviklede man først og fremmest bygningernes udsmykning.

I løbet af 1400-tallet opgav man gradvist den gotiske stil – først i Italien og senere i resten af Europa. Nu ville man hellere se tilbage på klassisk græsk og romersk arkitektur som inspirationskilder.

Den nye stil hed renæssance. Gotisk byggestil faldt i miskredit. De byggerier, der ikke var blevet færdige, gik i stå, og de færdigbyggede katedraler blev sjældent vedligeholdt.

Faktisk er det ironisk, at vi i vore dage omtaler stilen som 'gotisk' – og ofte med stor beundring. I samtiden hed stilen 'fransk arbejde' (Opus Francigenum). Første gang, den blev omtalt som 'gotisk', var i 1550.

En italiensk kunsthistoriker, Giorgio Vasari (1511-1574), viste sin afsky for stilen, der i hans øjne var grim og gammeldags, ved at kalde den 'gotisk' efter de gotiske stammer, der havde forårsaget Romerrigets fald tusind år før.

I de følgende århundreder faldt flere katedraler hen som ruiner, og stenene blev brugt til andre bygninger. Under Den Franske Revolution blev nogle ligefrem revet ned.

Romantikken genfinder interessen

Først da romantikken brød igennem i kunst og litteratur i 1800-tallet, blev middelalderens æstetik igen betragtet som interessant. De store bygninger blev nu koblet med national historieskrivning og nationale følelser, og i nogle lande med en genrejsning af katolicismen.

Det førte til endnu en omvæltning i synet på deres plads i historie og kulturarv, og så godt som alle blev bygget færdige eller restaureret. I dag er de fleste gotiske katedraler turistikoner og opfattes som uerstattelige kulturminder.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede