Gør robotter os overflødige? Videnskab.dk modererer talk på Heartland Festival
Robotterne kommer - tager de vores jobs eller bliver de vores hjælpere? To robot-forskere giver deres perspektiv, når de mødes til en samtale på den fynske festival.
heartland_talk_festival_moderator_robotter_sociale_robot

Foruden en god portion talks, hvoraf Videnskab.dk moderer én, byder festivalen på kunstindslag, koncerter og god mad. (Foto: Rasmus Laurvig / Heartland Festival)

Foruden en god portion talks, hvoraf Videnskab.dk moderer én, byder festivalen på kunstindslag, koncerter og god mad. (Foto: Rasmus Laurvig / Heartland Festival)

I næste uge bevæger Videnskab.dk sig ud i slotsparken ved Egeskov Slot for at finde ud af, hvordan man bygger de rette robotter til fremtiden. For kan en robot være en god partner, ven eller socialrådgiver?

Heartland Festival og Videnskab.dk er gået sammen om at lave en talk og har inviteret to af Danmarks førende eksperter inden for robotvidenskab og robotfilosofi. Talken foregår på festivalens Future Talk-scene, som har særligt fokus på forskning.  

Redaktør for Videnskab.dk´s Forskerzonen, Anders Høeg Lammers, skal føre de to forskere og publikum igennem samtalen, og det ser han frem til:  

»Det bliver fantastisk spændende at tale med to så vidende forskere om et af de emner, der virkelig kommer til at definere vores fremtid. Heartlands Future Talk-format er genialt til dybe samtaler og diskussioner. Og efter to års pandemi og aflyste festivaler, bliver det dejligt at være samlet fysisk i et større fællesskab.«

Hvor og hvornår?


Titel: 'Vil intelligente robotter gøre mennesker overflødige?'

Dato: Fredag 3. juni kl. 10.30

Sted: Future Talk-scenen på Heartland Festival, Egeskov Slot ​​​​

Future Talk-scenen: Tidligere har eksempelvis Minik Rosing, Svend Brinkmann og Judith Butler gæstet Future Talk-scenen. Scenen kan rumme et publikum på 1.200 gæster.

Moderator: Anders Høeg Lammers, redaktør for Videnskab.dk’s Forskerzonen

Forsker i at give robotter evnen til at tage højde for andre  

Talk-formatet på Heartland er live-samtaler, der udforsker og udfordrer perspektiver på den verden, vi lever i.

I talken ’Vil intelligente robotter gøre mennesker overflødige?’ vil professorerne Johanna Seibt og Thomas Bolander sammen undersøge spørgsmål som: ‘Hvordan bygger vi sociale robotter, der interagerer med mennesker på en måde, der ikke går på kompromis med vores værdier?’ og ‘Hvordan sikrer vi, at robotter og kunstig intelligens arbejder til menneskehedens bedste?'

Thomas Bolander er professor på DTU, hvor han forsker i logik og kunstig intelligens (AI) med særlig fokus på sociale aspekter af AI. Han er initiativtageren til forskningsfeltet ’Epistemisk Planlægning’, hvor målet er at give AI-systemer, som robotter, evnen til at tage højde for andre, når de planlægger deres handlinger.

Bolander er desuden en af Danmarks førende formidlere af AI, hvorfor han også blev kåret som årets underviser på DTU i 2006 og i 2019 modtog H.C. Ørstedsmedaljen for fremragende forskningsformidling.

Robotteknologi skal bevare kulturelle værdier

Johanna Seibt er professor i filosofi på Aarhus Universitet og leder den tværfaglige enhed ’Research Unit for Robophilosophy and Integrative Social Robotics’. 

Sammen med sine kollegaer har hun etableret ’robophilosophy’ som et nyt område i international filosofisk forskning og udarbejdet en ny tilgang til ansvarlig udvikling af sociale robotter.

Metoden hedder ’Integrative Social Robotics’ og skal sikre, at vi kun bruger robotteknologi, som bevarer kulturelle værdier. Forskningsgruppens arbejde har fået anerkendelse fra forskellige nationale og internationale forskningsfonde.

Ud over de to forskere kommer der selvfølgelig også en robot på scenen. Få en forsmag på, hvordan Thomas Bolander træner sin robot i artiklen Pepper lærer at stætte sig i andres sted.

Om Heartland


Heartland Festival er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: MUSIC, ART, TALKS og FOOD.

Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.

Send os dit spørgsmål

Du har læst med hertil? Så er der måske også et spørgsmål eller to, du vil stille forskerne!

Vi ved, at vi har nysgerrige og kloge læsere, og derfor vil det kun give mening at tage spørgsmål fra jer, kære læsere, med op på scenen.

Har du et spørgsmål til forskere, så skriv til formidling@videnskab.dk.

To af jer kan blive de heldige modtagere af Videnskab.dk-t-shirts.

Talk’en kan downloades som podcast efter festivalen på Heartlands hjemmeside. Så hvis du ikke tropper op på selve festivalen, er det i podcasten, du kan høre, om dit spørgsmål er blevet stillet.

heartland_talk_festival_moderator_robotter_sociale_robot

Bliv klogere på udfordringerne ved den teknologiske udvikling, oplev et udpluk af samtidskunsten eller lyt til et af de musikalske indslag i de smukke omgivelser på Egeskov Slot. (Foto: Peter Kirkegaard / Heartland Festival)

Podcasten Brainstorm

Lyt til Videnskab.dk's podcast om hjernen, Brainstorm, herunder. Du kan også finde flere podcasts fra Videnskab.dk i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk