Global guldfeber forgifter kloden med kviksølv

Guldfeberen raser blandt verdens investorer, og i takt med de stigende guldpriser i de seneste årtier har stadigt flere fattige landarbejdere i udviklingslande kastet sig over guldgravning.

Men en stigende mængde forskning dokumenterer, at guldgravningen har medført omfattende forurening med kviksølv.

En forurening, som ikke alene forgifter guldgraverne og deres naboer, men som kan påvirke mennesker, dyr og økosystemer verden over.

»I dag er guldgravning blevet verdens største kilde til forurening med kviksølv. Det er et globalt problem, som også rammer os i Norden, fordi kviksølvet fra guldminer på den anden side af kloden ryger op i atmosfæren og kan transporteres over store afstande,« forklarer seniorrådgiver Jesper Leth Bak, som forsker i kviksølvforurening fra guldminer ved Aarhus Universitet.

Kviksølv spredes globalt

I en række nyere studier har Jesper Leth Bak været med til at dokumentere kviksølvforurening fra små, illegale guldminer i Ghana i Vestafrika.

Minearbejderne bruger kviksølvet til at udvinde og isolere guld, og efterfølgende bliver det giftige stof typisk brændt væk. Kviksølvet forsvinder imidlertid ikke, men ryger op i luften, ud i jorden, floder, søer, drikkevand og hav.

»Når en guldgraver i Ghana afbrænder kviksølv, kan det i princippet ende med at ryge hele vejen op til Arktis og blive en del af fødekæden for isbjørne, sæler og mennesker,« forklarer Jesper Leth Bak, som er næstformand i en forskningsgruppe under FN, som blandt andet kortlægger den globale transport af kviksølv i luften.

»Man anslår, at omkring en tredjedel af kviksølvforureningen i Arktis stammer fra guldgravere på den anden side af kloden. Det er voldsomt.«

Et stigende problem

Ifølge den seneste rapport fra FN’s Miljøprogram UNEP er forurening med kviksølv et stigende problem, og koncentrationen af kviksølv i atmosfæren er i dag »omkring 450 procent over det naturlige niveau«.

Tidligere var afbrænding af fossile brændstoffer den største kilde til menneskeskabt kviksølvforurening, men i dag er førstepladsen overtaget af uformel eller illegal guldminedrift – på engelsk kendt som ’Artisanal and small scale gold mining’.

Betegnelsen dækker over guldgravning, som typisk udføres af den fattige landbefolkning i udviklingslande uden formel tilladelse eller uddannelse i at grave efter guld.

»De stigende guldpriser har gjort det mere attraktivt at grave guld end at dyrke jorden. Problemet er simpelthen drevet af fattigdom,« siger lektor og speciallæge Erik Jørs, der er leder af et globalt videnskabeligt netværk om arbejdsbetingede sygdomme fra minedrift.Klik på ikonerne på den interaktive grafik for at følge kviksølvets rejse fra guldgravere til dit spisebord. (Grafik: Lise Brix/Thøger Junker)

Farligt for guldgraverne

Han forklarer, at brugen af kviksølv til udvindingen af guld i første omgang går ud over helbredet for guldgraverne, deres familier og naboer.

»Når man inhalererer kviksølv kan det skade centralnervesystemet og immunsystemet. Kviksølvet kan også være skadeligt for huden, lungerne og nyrerne. Det kan koste guldgraverne livet, men forgiftningen går ofte meget langsomt,« fortæller Erik Jørs, som er klinisk lektor i arbejds- og miljømedicin ved Syddansk Universitet.

Et dansk oversigts-studie fra 2013, som samler data om mere end 3.000 guldgravere i udviklingslande, bekræfter, at de uformelle minearbejdere er i risiko for både akutte og langtidseffekter af forgiftning fra kviksølv.

Og problemet forsvinder ikke så let. Når kviksølv først er blevet udledt, kan det blive ved med at cirkulere rundt i miljøet gennem årtusinder.

Reduktion i Europas udledning

Både Danmark og resten af Europa har historisk set udledt store mængder af kviksølv, men i de seneste årtier har en række tiltag imidlertid ført til en stærk reduktion af Europas udledning af kviksølv.

»I Europa har man gjort en større indsats for at begrænse kviksølvforureningen fra kulforbrænding. Men man kan sige, at indsatsen til dels bliver sat over styr, fordi folk i andre lande jagter guld og brænder kviksølv af, som stiger op i atmosfæren,« fortæller Philippe Grandjean, som forsker i kviksølvforuening.

En rapport fra Det Europæiske Miljøagentur påpeger netop også, at Europas reduktion i udledningen af kviksølv bliver modarbejdet af stigende udledninger i andre lande,

»Desværre har den globale udledning af kviksølv været stigende på grund af aktiviteter som kulafbrænding og guldminedrift. Disse udledninger påvirker Europas miljø, fordi kviksølvforurening har en global karakter: Omkring 50 procent af det kviksølv, som årligt aflejres i Europa, stammer fra lande uden for Europa, herunder stammer 30 procent fra Asien,« lyder det i rapporten fra Det Europæiske Miljøagentur, som er et organ under EU, der har til formål at samle og formidle uafhængige informationer om miljø.

\ Læs mere

Global kviksølvforurening kortlægges af danske forskere

Kviksølv i Danmark

Dermed kan kviksølv fra uformelle guldminer i Asien, Afrika og Sydamerika altså godt kan ende i luftlagene over Danmark. Men så længe det befinder sig i luften, har det formentlig ikke nogen betydning for vores helbred, påpeger professor Philippe Grandjean.

»Den smule kviksølv, vi inhalerer fra luften i Danmark, spiller formentlig ingen praktisk rolle. Men vi bliver indirekte påvirket af kviksølvforurening fra guldgraverne gennem vores kost,« forklarer Philippe Grandjean, som er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og mangeårig forsker i kviksølv.

»Problemet er, at kviksølvet ryger op i atmosfæren, og det kan ende med at regne ned i verdenshavene. I havet kan kviksølvet blive optaget af rovfisk, som vi også spiser i Danmark,« tilføjer han.

Han forklarer, at når kviksølvet befinder sig i atmosfæren – og når det bruges af guldgravere – er det næsten altid i sin rene form, også kaldet metallisk eller uorganisk kviksølv.

Men hvis kviksølvet drysser ned i havet, søer og floder kan det blive omformet af mikroorganismer til et endnu farligere giftstof: Methylkviksølv.

Rovfisk får ekstra kviksølv

Methylkviksølvet kan efterfølgende blive optaget af småfisk, og det giftige stof kan rejse med op igennem havets fødekæde. Dermed er det typisk rovfisk, hajer, sæler, grindehvaler og visse havfugle fra den øverste ende af havets fødekæde, som har en høj koncentrationen af methylkviksølv i kroppen.

»Det er stadig fint at spise sild, torsk, laks og makrel, men man skal passe på med kviksølv i rovfisk såsom tun, sværdfisk, haj og gedde. Særligt hvis man er gravid eller er et lille barn,« lyder rådet fra Philippe Grandjean.

Flere områder på kloden, hvor befolkningen har tradition for at leve af den slags rovfisk med højt kviksølvindhold, er der ligeledes dokumenteret kviksølvskader hos mennesker.

\ Læs mere

Kviksølv-forurening gør EU's børn milliarder af euro fattigere

Kviksølv og nedsat intelligens

Professor Philippe Grandjean har blandt andet lavet en række opsigtsvækkende studier blandt færøske børn, som blev udsat for et relativt højt niveau af kviksølv, fordi færingerne har tradition for at spise grindehval.

Ved at følge børnene igennem årtier, kunne forskerne påvise, at kviksølvet nedsatte børnenes indlæringsevne og intelligens, fortæller Philippe Grandjean.

»Vi målte, hvor meget kviksølv børnene blev udsat for, inden de blev født ved at måle niveauet af kviksølv i blodet fra fostrets navlesnor. Vores undersøgelser var med til at kaste lys over, at selv små niveauer af kviksølv kan have betydning for udviklingen blandt fostre og små børn,« siger Philippe Grandjean.

Lignende studier er i dag blevet lavet blandt befolkningsgrupper, som lever selvforsynende af fiskeri i lande som Canada, Grønland, Brasilien, Kina og Colombia. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO har disse undersøgelser indikeret, at omkring 1,15-1,7 procent af disse udvalgte befolkningsgrupper udviste kognitiv svækkelse (mild mental retardering) på grund af deres indtagelse af fisk med højt kviksølvindtag.

Minemata-ulykken

Flere forskere påpeger imidlertid, at det var de dansk-færøske studier, som for alvor fik åbnet verdens blik for konsekvenserne af at indtage selv små mængder kviksølv.

»Vores undersøgelser fik Videnskabernes selskab i USA til at lave en vurdering af, hvor farligt kviksølv egentlig var. Og det blev startskuddet til forhandlingerne om Minamata-konventionen,« fortæller Philippe Grandjean.

Minamata-konventionen er en FN-konvention, som har til formål at hindre spredning af kviksølvforurening verden over. Danmark tiltrådte konventionen i 2017 sammen med 127 andre lande.

Konventionen er opkaldt efter en japansk by, hvor en kemifabrik i 1956 var årsag til en tragisk kviksølvforurening, hvor over 1.700 mennesker døde, og mange flere blev invaliderede. Læs mere om, hvorfor der gik over 50 år fra ulykken, til politikerne fik stablet en kviksølv-konvention på banen i artiklen Forskere: Videnskab skal hurtigere blive til politik.

I kommende artikler på Videnskab.dk kan du møde guldgravere i Ghana, som dagligt bruger kviksølv uden at bekymre sig. Du kan også læse meget mere om, hvordan det går med at forhindre spredningen af kviksølv, og hvordan man kan undgå brugen af kviksølv til udvinding af guld.

\ Læs mere

Derfor har guld altid været værdifuldt