Gamle skrifter fortæller alternative historier om Jesus
Med jævne mellemrum dukker der århundreder gamle skrifter op, som fortæller beretninger om Jesus, der ikke stemmer overens med dem i Biblen. Det viser sig, at der er tale om meget gammel 'fan-fiction'.

Historierne om Jesus har fascineret mennesker i 2000 år. Nogen blev så fascinerede, at de digtede videre på historierne. De gamle beretninger kom aldrig med i Biblen, men når de bliver opdaget i dag, opstår der tit snak om, at de måske skulle. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/cat.mhtml?lang=da&search_source=search_form&...)

De færreste er nok klar over det, men Jesus var i virkeligheden en ’shape-shifter’ – han kunne skifte udseende, når han ønskede det.

Det var derfor, Jesus’ fjender betalte disciplen Judas for at afsløre hans identiet med et kys i Getsemane have. Guds søn antog nemlig hele tiden nye skikkelser.

Sådan foregik det i virkeligheden, dagen før Jesus blev korsfæstet. I hvert fald hvis man skal tro en gammel egyptisk tekst, der netop er blevet tydet af kristendomshistorikere fra Utrecht Universitet i Holland.

Teksten er et af de såkaldte apokryfe skrifter. De fortæller om Jesus’ liv, men er alligevel aldrig blevet en del af Biblen. Det er der dog en god grund til, fortæller professor Jesper Tang Nielsen, som forsker i apokryfe tekster ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

»Mange apokryfe skrifter stammer fra tiden efter år 400. På det tidspunkt havde de kristne besluttet, hvilke tekster der skulle være i Biblen. Apokryferne er et udtryk for, at man har digtet videre på historierne om Jesus og hans disciple. De har været brugt som en form for belærende underholdning,« siger Jesper Tang Nielsen.

Jesus: Muslimernes Muhammed kommer

Indimellem dukker der nye apokryfe skrifter op, som skaber store overskrifter i medierne over hele verden. Sidste år dukkede der for eksempel en opsigtsvækkende, gammel bibel op i Tyrkiet. Dens sider var lavet af hud, og den var skrevet med aramæiske guldbogstaver.

Efter sigende er bogen 1.500 år gammel, og den adskiller sig fra den bibel, vi kender i dag. I bogen forudser Jesus blandt andet, at den muslimske profet Muhammed vil blive født.

Fakta

Beslutningen om, hvilke tekster der hører til Biblen, blev taget i 300-tallet. Ved et af de afgørende møder deltog biskopper for alle de kristne menigheder i den vestlige del af kirken, og deres mission var at udpege hvilke kristne tekster, der skulle være ’de officielle’.

I 300-tallet var der nemlig andre kristne grupper, som brugte andre tekster til at tale om Jesus ud fra. Det var grupper, som storkirken ikke anerkendte. De havde ikke den samme forståelse af, hvad kristendom var.

Blandt størstedelen af de kristne menigheder var der dog rimelig enighed om, at visse skrifter havde en særlig status. De havde været i brug i gudstjenesten i flere hundrede år. Det er de tekster, der udgør hovedstammen i Det Nye Testamente. I løbet af 300-tallet afklarede man blot detaljerne.

Den tyrkiske kultur- og turismeminister, Ertugrul Gunay, mener, ifølge det engelske tabloidmedie Daily Mail, at bogen sagtens kan være den oprindelige bibel.

Grunden til, at verden ikke har hørt om bogen før nu er – ifølge ministeren – at den katolske kirke igennem århundreder har hemmeligholdt den. Paverne og deres kardinaler har frygtet bogen, fordi dens indhold så ud til at være i tråd med islams syn på Jesus som en profet blandt mange.

Journalister misforstår apokryferne

Jesper Tang Nielsen vurderer, at den gamle bibel fra Tyrkiet er en apokryf tekst – altså en videredigtning af den officielle bibels tekster.

Men ligesom andre apokryfe skrifter er den gamle ’bibel’ blevet misforstået af journalister og konspirationsteoretikere. De er blevet forblændet af forestillingen om, at et gammelt dokument med ét kan trække tæppet væk under den 2.000 år gamle kristne tradition.

Det var også tilfældet, da det 1.700 år gamle ’Judas Evangelium’ dukkede op i 2006. Den tekst fortæller, at Judas rent faktisk var Jesus’ mest betroede discipel, og at han kun forrådte Jesus med et kys, fordi Guds søn selv havde bedt ham gøre det.

»I en film antydede National Geographic, at dette var den historiske sandhed om Judas. Han var alligevel ikke forræderisk, som evangelierne påstår,« fortæller Jesper Tang Nielsen.

Apokryfer fortæller ikke den historiske sandhed

De apokryfe skrifter er fascinerende, fordi de udfordrer vores barnelærdom om Jesus. Men Jesper Tang Nielsen mener, at vi ikke skal forveksle apokryferne med ’den sande’ historie om Kristus.

Når der dukker nye apokryfe skrifter op, har journalister tit udlagt dem som 'en ny sandhed om Jesus'. Konspirations-teoretikere kan også finde brændstof til deres teorier i de over tusind år gamle tekster. (Foto:
<a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Skrifterne refererer helt sikkert ikke til noget, der faktisk skete historisk. Hvis man underlægger dem en historievidenskabelig undersøgelse, bliver det tydeligt hvorfor,« siger Jesper Tang Nielsen.

Teksterne er som regel skrevet mange år efter dem, der findes i Biblen. For eksempel fortæller en tekst – der blev skrevet omkring 700 år efter Jesus levede – at han spiste middag med Pontius Pilatus før korsfæstelsen. Og at Pontius tilbød Jesus at korsfæste sin egen søn i stedet.

»Det er usandsynligt, at sådan nogle informationer er blevet overleveret i 700 år, uden at de også er blevet skrevet ned andre steder. Så det er et eksempel på, at nogen har digtet videre på historierne i Det Nye Testamente,« siger Jesper Tang Nielsen.

Skrifterne afslører, hvordan kristne levede

Informationerne i de gamle skrifter er alligevel interessante. De afslører nemlig, hvordan de tidlige kristne menigheder opfattede verden og kristendommen.

»Når de fortalte videre på historierne, så kom de nye fortællinger til at afspejle situationer i samtiden.«

»Den måde, som Jomfru Maria bliver beskrevet på, fortæller os, hvilket kvindeideal der var i kristne menigheder for 1.500 år siden. For eksempel er der tekster, som fortæller om hendes barndom, hvor hun bad hver sjette time. Det kan afspejle den rytme, man havde i det kloster, hvor skriftet blev skrevet,« fortæller Jesper Tang Nielsen.

Man kan i dag konstatere, at de kendte og elskede figurer fra Det Nye Testamente blev brugt til at propagandere for den særlige moral eller levevis, der var almindelig, da de apokryfe skrifter blev nedfældet.

Fakta

Der findes både nytestamentelige- og gammeltestamentelige apokryfer.

De nytestamentelige handler om Jesus, Maria og Josef.

De gammeltestamentelige handler om jødedommen og Israel i tiden mellem det gamle og det nye testamente.

I nogle skrifter blev seksuel afholdenhed fremhævet som et ideal, selvom vi ved, at det faktisk ikke var det på Jesu tid.

»Afholdenhed var et ideal i klostrene. Og det er endnu et eksempel på, at de apokryfe skrifter siger rigtigt meget om den tid, hvor de blev til – og intet om, hvordan Jesus faktisk levede sit liv,« siger Jesper Tang Nielsen.

Kristne ville udfylde Bibelens huller

Dengang de apokryfe skrifter blev skrevet, troede forfatterne og læserne heller ikke, at de fortalte sandheden. Historierne blev derimod opfattet som en form for underholdning.

De opstod, når de kristne nærlæste Bibelens historier om Jesus og Maria og fandt ’huller’ i den store bogs fortællinger. For hvordan var Marias barndom? Og hvad skete der, da Jesus var dreng?

»I Biblen får Josef besked på, at han skal tage Maria og lille Jesus med til Egypten, fordi Herodes vil slå alle drengebørn ihjel. Men der står ikke noget om, hvad der skete i de to år, de var i Egypten,« siger Jesper Tang Nielsen.

De huller i fortællingen råder et af de apokryfe skrifter bod på.

»I skriftet, der har fået navnet ’det falske Mattheus-evangelium’, får vi at vide, hvad der skete i de to år, familien var i Egypten. Blandt andet hører vi, at det vand, Jesus blev vasket i, fik helbredende egenskaber.«

Også i nutiden er der mange eksempler på 'apokryfe skrifter'. Når fans af tv-serier, bøger eller film selv fantaserer videre på de historier, de elsker, gør de det samme, som fortidens kristne gjorde, da de forfattede de apokryfe skrifter. Det samme er tilfældet, når der opstår hele mytologier omkring fiktive personer - for eksempel Indiana Jones. (Foto: Furado)

»Det gav sikkert mening for de folk, der skrev teksten, fordi de troede på, at vievand havde en særlig kraft,« fortæller Jesper Tang Nielsen.

Der er også ’apokryfe skrifter’ om Indiana Jones

I dag kan det måske virke lidt langt ude, at folk digter underholdende historier om Biblens figurer. Men i virkeligheden er det ikke et helt ukendt fænomen, at man i dag digter videre på nogle historier, man har et nært forhold til.

På internettet findes en masse såkaldt fan-fiction, hvor fans af film, tv-serier og popstjerner fortæller historier om de figurer, de holder af. Men også professionelle forfattere, filminstruktører og tegneserie-skabere gør det samme som forfatterne bag de apokryfe skrifter.

»Et eksempel er historierne om Indiana Jones. Han var en interessant figur, man lavede en film om, og siden fulgte flere film. Så blev hans far draget ind i historierne, og når Indiana Jones har en far, er det nærlæggende at fantasere over, hvordan hans barndom var. Så det lavede man så en tv-serie om,« siger Jesper Tang Nielsen.

Af andre eksempler nævner han filmene om Olsenbanden, der inspirerede til en julekalender, der handlede om bandens barndom. Og Anders And-tegneren Don Rosa, der har lavet en lang fortælling om Onkel Joakims barndom og ungdom – baseret på spredte bemærkninger i Carl Barks gamle tegneserier.

Vi mennesker har åbenbart en stor lyst til at videreudvikle de fortællinger, vi holder af – og det er de apokryfe skrifter eksempler på.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.