Gådefuldt æg slår Instagram-rekord. Hvorfor?
KOMMENTAR: Et ganske normalt æg har slået det hidtil mest likede Instagram-opslag med flere millioner likes. Forsker i sociale medier giver sit bud på, hvad i alverden der foregår.
æg likes rekord instagram

Ægget kom måske, måske ikke før hønen. Men det er i hvert fald kommet først til 39 millioner likes på Instagram. (Foto: Shutterstock)

Mandag morgen dansk tid lykkedes det et billede af et ganske regulært æg på en hvid baggrund at fuldføre sin mission:

At blive det mest likede opslag nogensinde på det sociale medie Instagram.

Indtil da havde reality-tv-berømtheden Kylie Jenners opslag, hvor hun annoncerer sin graviditet, været det mest likede med over 18 millioner likes.

Men det er nu lykkedes profilen ’world_record_egg’ at samle over 39 millioner likes. Og tallet er stigende i skrivende stund.

Det er uvist, hvem der har lagt billedet op, og indtil videre har profilen, der erklærer det som sit mål at slå Kylie Jenners rekord, kun dette ene opslag.

 

Hvad kan forklaringen være på, at ægget er lykkedes med at ’gå viralt’?

280.000 følgere til en ananas

Det er ikke første gang, at et opslag, der handler om at samle et vist antal likes, går viralt.

I dansk sammenhæng har vi for eksempel haft den virale Facebook-gruppe ’Kan denne ananas få flere likes end Sidney Lee’, der tilbage i 2010-2012 endte med at få over 280.000 følgere (gruppen eksisterer i øvrigt stadig).

Den gruppe havde i udgangspunktet i høj grad den samme præmis som ’ægge-opslaget’, nemlig at samle momentum ved at fungere som en form for satirisk kommentar til reality-tv og reality-stjerner. 

Derfor liker folk ægget

Men hvorfor går lige et billede af æg viralt?

Der er i 'ægge-sagen' sandsynligvis flere ting på spil:

1) Folk liker opslaget, netop for at markere sig som nogle, der er ’anti-reality-tv’ og i opposition til Jenner-familiens popularitet.

2) Nogle af de internetsites, der er kendt for at orkestrere virale begivenheder, har været involveret og gjort deres til at booste antallet af likes på opslaget – i dette tilfælde er der således nogle, der peger på, at Reddit (en social nyheds- og underholdningshjemmeside, hvor registrerede brugere indsender indhold, red.) og en ellere flere undersider på Reddit har spillet en rolle (hvis man skal tro brugerne på Reddit). 

3) En eller flere berømtheder eller mediepersonligheder har omtalt opslaget og eventuelt opfordret deres følgere til at like det, hvorved det er blevet spredt i endnu flere netværk og nået ud til endnu flere mennesker. Kylie Jenner selv er endda kommet med sin kommentar til ødelæggelsen af hendes eget opslags rekord, hvor hun klækker et æg på asfalten som ’hævn’. 

4) Online nyhedsmedier og portaler med fokus på netop viralt indhold har efterfølgende omtalt opslaget, hvilket har skabt endnu mere opmærksomhed om det og fået endnu flere til at like det.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Kædereaktion drevet af absurditet og reality-antipati

Der er altså tale om en kædereaktion, der – når den først er gået i gang – kan resultere i massiv omtale, også i de ’gamle’ nyhedsmedier.

Hvis opslaget bare havde handlet om at få mange likes, vil det ikke være gået viralt.

Det sker netop, fordi præmissen har været at bryde en rekord på en lettere absurd facon og samtidig give folk mulighed for på en meget nem måde at markere deres holdning til reality-stjerner.

Det er sandsynligvis dét, der har gjort, at folk har valgt at bidrage med et like.

Husker du manden med piratskibet?

Et tredje eksempel på et lignende viralt fænomen så vi på samme tid som Sidney Lee-eksemplet, da en mand på Facebook fik mere end én million mennesker til at ’stemme for’, at hans hus skulle ombygges til et piratskip (hvilket kæresten ellers var imod).

Siden eksisterer ikke mere, men dette er endnu et eksempel på, at det netop er den skæve eller absurde vinkling på like-indsamlingen, der får folk til at gå med på den.

Lisbeth Klastrup forsker i sociale medier og online.kultur. Bogen 'Transmedial Worlds and Everyday Life', skrevet sammen med lektor Susana Tosca fra RUC, udkommer på forlaget Routledge i 2019.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.