Frygtløs kvinde giver håb til traumatiserede soldater
Hun mangler den del af hjernen kaldet amygdala, og derfor frygter hun hverken slanger eller voldtægtsmænd. Viden om hende kan hjælpe psykisk skadede soldater.

Er du bange? Nej, kan en amerikansk kvinde til alle tider svare uden snerten af hovmod. Hun mangler den del af hjernen, der styrer frygt.

Er du bange? Nej, kan en amerikansk kvinde til alle tider svare uden snerten af hovmod. Hun mangler den del af hjernen, der styrer frygt.

For nogle år siden blev hun overfaldet og truet med en kniv, da hun midt om natten vadede gennem en park. Næste nat gik hun samme tur. Den 44-årige amerikanske kvinde, kendt som SM, er et medicinsk unikum.

Hun føler ingen dødsangst eller anden form for frygt, og trods adskillige væbnede overfald viser hun ingen tegn på psykisk overlast. Alligevel besidder hun alle andre former for menneskelige følelser som sorg og glæde.

Nu overvejer læger ifølge telegraph.co.uk, om man kunstigt og i mild grad kan efterligne kvindens tilstand, så folk med posttraumatisk stress, som f.eks. hjemvendte soldater, og folk med fobier effektivt kan slippe af med ængstelsen.

Frygten sidder i amygdala

SM lider af en sygdom kaldet Urbach-Wiethe, der har ødelagt et mandelformet område i midten af hjernen kaldet amygdala.

Siden 1930'erne har man eksperimenteret med at fjerne amygdala på dyr, og det viste sig hurtigt, at dyrene blev frygtløse. Aber gav sig blandt andet til at lege med giftslanger, der normalt ville få dem til at flygte op i trætoppene.

Med SM er det dog første gang, man har kunnet påvise, at det samme gør sig gældende hos mennesker.

»Frygt handler om overlevelse, og amygdala hjælper os med at forblive i live ved at undgå farlige situationer, personer og genstande,« siger Justin Feinstein fra University of Iowa, USA, til telegraph.co.uk. Han står bag en række undersøgelser af SM.

Derfor overrasker det Justin Feinstein, at SM stadig er i live, når ingen alarmklokker advarer hende om fare.

Slanger, gyserfilm og spøgelseshuse

I bestræbelserne på at forstå SMs tilstand udsatte forskergruppen hende for en række normalt angstprovokerende forsøg.

Hun sad i rum med slanger og edderkopper, besøgte en af verdens mest uhyggelige spøgelseshuse og så adskillige gyserfilm. Derudover skulle hun også udfylde en række spørgeskemaer og føre dagbog over sine følelser.

Intet fik SM til at ryste, og forskerne konkluderer derfor, at amygdala også i mennesker er afgørende for evnen til at føle frygt.

Hjælp til soldater

Ifølge Justin Feinstein indikerer resultaterne, at man ved at dæmpe aktiviteterne i amygdala kan hjælpe folk med for eksempel posttraumatisk stress.

Han har selv behandlet flere krigsveteraner fra Irak og Afghanistan med lidelsen.

»Deres liv er fyldt med frygt, og nogle gange bliver de ude af stand til at forlade huset på grund af en allestedsnærværende følelse af fare,« forklarer Justin Feinstein.

Modsat efterlader ellers traumatiske oplevelser SM følelsesmæssig upåvirket.

Resultaterne er netop offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.