Det er lørdag eftermiddag på Aarhus Universitet. En flok granvoksne mennesker er mødt frem til et foredrag på Institut for Filosofi og Idéhistorie. De sidder og snakker i det hvide, lyse klasselokale. De venter.
»Endelig får jeg fornøjelsen af at møde Dorthe Jørgensen,« siger en ældre herre.
En anden mand, som ved hvad der venter ham, kan ikke holde sig tilbage.
»Første gang jeg hørte hende, blev jeg helt betaget…,« siger han med et insisterende blik.
Danmarks første kvindelige doktor i filosofi, Dorthe Jørgensen, skal holde foredrag om sine forskningsfelter: Skønhed og det at være fri, skabende intellektuel.
Filosof med stor fanskare
Flere af de fremmødte hører til hendes fanskare. Den tæller efterhånden en del. I Danmark er hun især kendt i universitets- og højskolemiljøerne og blandt lærere, pædagoger og sygeplejersker.
Og i et land som Norge bliver hendes tanker brugt på blandt andet teologi-, arkitektur- og politiuddannelserne.
Dorthe Jørgensens fans sætter pris på at følge hendes kamp mod tidsånden. Den som prædiker ekstatisk udadvendthed og overfladisk karrierepleje.
Som modvægt til tidsånden insisterer Dorthe Jørgensen på, at hun har lov til at være en indadvendt, fordybet og frit skabende filosof.
Svinestatistikker satte tanken fri
Da videnskab.dk mødes med Dorthe Jørgensen på hendes kontor nogle dage efter foredraget, fortæller hun, at muligheden for fordybelse har altid været vigtig for hende. Som barn holdt hun af at gå eftertænksomme ture i markerne omkring hendes fars gård lidt udenfor Århus.
Og om aftenen kunne hendes mor ofte finde hende siddende i et hjørne af stuen, hvor hun havde skabt sit eget lille tænksomme rum. I ro lod hun tankerne forsvinde ind i hendes fars landmandsbøger. Mange af dem indeholdt udelukkende gamle statistikker over mælke-, ko- og svineproduktion.
»Objektivt betragtet var bøgerne en fuldstændig meningsløs og kedelig lekture. Men de var lidt gamle. Så jeg brugte dem som afsæt for i fantasien at male billeder af verden af i går,« siger Dorthe Jørgensen.
Kryber gerne i et musehul
Det tænksomme, fantasifyldte rum, hun skabte omkring sig som pige, går hun også ind i, når hun i dag filosoferer.
»Jeg producerer helt givet på min indadvendthed. Det bekommer mig at arbejde selvstændigt. Jeg vil gerne samarbejde og jeg vil gerne formidle. Men når jeg virkelig skal skabe noget, er jeg helt klar over, at det skal foregå i det selvstændige arbejde.«
»Jeg har overhovedet ingen problemer med at isolere mig fra omverdenen i dage eller uger for at få ro til at skrive en tekst. Jeg finder stor tilfredsstillelse i bare at side lige så stille i et musehul og læse og skrive.«
De udadvendte stjæler billedet
Dorthe Jørgensen har i dag en position i samfundet, som betyder, at hun kan tillade sig at arbejde indadvendt. Men hun ser med mismod på fremtiden for de børn og unge, der i dag ikke er naturligt udadvendte og frembrusende. Børn og unge der er som hun selv.
»Der kræves jo udadvendthed over hele banen. Det er smart at være udadvendt. Det er de udadvendte med de store smil, man ser som de mest sympatiske. Hurtig til at få kontakt med andre mennesker. Det er billedet på den succesfulde i dag.«
»Så jeg tror, at det indadvendte temperament i fremtiden kan få det vanskeligt. Man taler for eksempel om, at det er svært for de indadvendte børn at finde en plads i vor tids folkeskole. Fordi man prioriterer det modsatte.«
Når hun taler, afslører de opmærksomme, brune øjne de hyppigt skiftende sindstilstande, hun befinder sig i. Fra skælmsk til forlegen til kontrolleret tordnende.
»Det er det udadvendte, der får anerkendelse. Der skal hele tiden ske noget. Det medvirker til, at der opstår så meget larm, at det er svært at trække sig lidt tilbage. Og sådan… falde ind i sig selv.«
Universitetet bliver indtaget af karrieremagere
Dorthe Jørgensen mener, at universitetet er et af de sidste steder i vores samfund, hvor det stadig accepteres, at mennesker er indadvendte og fordyber sig. Men hun ser, at selv den oase er ved at tørre ud. Da hun kom til universitetet i 1978, var det et sted, hvor det indadvendte og tænksomme blev tilgodeset. I dag tilgodeses derimod det, hun kalder ”karrieremagere”.
Karrieremagere er folk, der ser universitetet som en mulig platform for en karriere. De er udadvendte, og de networker sig til de attraktive ansættelser, frem for at slide sig til dem ved et gedigent stykke forskningsarbejde.
Den, der virkelig plejer sin karriere i universitetssystemet, er den, der gnider ryg med de ’rigtige’ fra begyndelsen.
Dorthe Jørgensen
»Den, der virkelig plejer sin karriere i universitetssystemet, er den, der gnider ryg med de ’rigtige’ fra begyndelsen. Den, der sørger for at komme med i de projekter, der lige bliver bevilget penge til.«
»Sørger for at forske i det, der lige er oppe i tiden. Sørger for at have nogle holdninger, som ikke er alt for meget på kanten med, hvad ’man’ mener i den akademiske verden. Dét er karrierevejen i dag. Og det betyder, at det udadvendte temperament bliver tilgodeset i højere grad end det indadvendte.«
Ro og fantasi skaber filosofiske tekster
Dorthe Jørgensen insisterer på ro til fordybelse, fordi den kan sætte hendes fantasi fri. Ro og fantasi er vigtige størrelser, for uden dem ville hun ikke kunne skabe. Og det er meget vigtigt for hende. At skabe.
»Jeg har kulturen fra landet i mig. Den handler om, at man producerer noget. Det er det, man virker for. Man skaber produkter. Det gjorde min far, og det løber stadig i mit blod.«
»Der er en tilfredsstillelse ved selve produktionen. Man skaber noget ud af de materialer, man nu har med at gøre. For mig er det så selvfølgelig bare omdannet til en produktivitet i sproget.«
Friheden til at skabe er under pres
Behovet for at skabe er ikke det eneste vilkår, som Dorthe Jørgensen mener, hun har tilfælles med sin far. For Dorthe er der et sammenfald mellem den måde, hendes far ønskede at leve på, og den hun selv lever på.
»Den frihed, som jeg har, fandtes flere steder i min barndom. Blandt andet i det, som min far havde forventet, skulle være hans liv.«
»Det han havde regnet med var, at han kunne være selvstændig landmand på den gammeldags måde. Det var det, han kendte, og det var det, han forventede skulle være hans tilværelse. Men det blev anderledes. En større, mere omfattende samfundsudvikling greb meget voldsomt ind i forhold til landbruget.«
Dorthe Jørgensens far var en fri fugl, som havde svært ved at tilpasse sig tidsånden og udviklingen. Som også hun selv har det.
»I dag er så enormt meget arbejde blevet til lønarbejde, og enormt meget af det lønarbejde, der eksisterer, er ved at blive omdannet til karrierearbejde. Og det er ikke arbejde, der hviler i sig selv. Tingene bliver bestemt udefra. Man gør ikke noget for dets egen skyld, men for at komme videre i systemet.«
Efter foredraget
Det er lørdag eftermiddag på Aarhus Universitet. Dorthe Jørgensens foredrag i det hvide klasselokale er slut. Halvanden time er gået. Men taleren får ikke lov til at gå. Ikke endnu. For folk står i kø. De venter tålmodigt på at få signeret en eller flere af hendes mange bøger.
Det kan godt være, at Dorthe Jørgensen taler tidsånden imod. Men hun taler til mennesker.
