De fleste kender Tollundmanden og Grauballemanden.

Mosens helt særlige sure og næringsfattige miljø har bevaret deres hud og sammensunkne kroppe, så man mere end 2.000 år efter deres død stadig kan se deres ansigtsudtryk.

De mange detaljerede moselig i Danmark har fascineret arkæologer fra hele verden. Men måske har de fået lidt for meget opmærksomhed.

For der findes mange andre menneskefund fra samme periode i de danske moser, som aldrig er blevet undersøgt. Nu fortæller danske forskere historien om ti forsømte moseskeletter fra Vesthimmerland i Nordjylland.

Moseskeletter har i modsætning til moselig bevaret deres knogler, men til gengæld er deres hud og hår gået til grunde. Alligevel gemmer skeletterne potentielt på masser af hidtil ukendt viden.

»Ni ud af ti af de skeletter, vi nu har undersøgt, er aldrig før blevet beskrevet i videnskabelige tidsskrifter, selvom de er fundet før 1952.  Det er synd, for tilsammen kan de fortælle os flere sider af historien om de mennesker, der blev udvalgt til at blive lagt i mosen,« siger Karin M. Frei, der er forskningsprofessor ved Nationalmuseet.

Det nye studie er netop udkommet i tidsskriftet Journal of Archaeological Science, hvor danske forskere beskriver de ti skeletter, der er blevet lagt i moser i Nordjylland i tidsperioden mellem yngre stenalder og helt frem til jernalderen.

Moseofringer kan have været særlige mennesker

Det ældste af de 10 skeletter er mere end 3.000 år gammelt, mens det yngste kan være endt i mosen så sent som 64 år e.v.t.

Traditionen med at lægge mennesker i mosen eller ofre dem spænder altså over flere tusind år og adskillige tidsaldre. Men det er stadig et mysterium, hvem der blev udvalgt til at ende sine dage i mosen og hvorfor.

En af teorierne har været, at det var kriminelle, der skulle straffes. Men blandt de nyligt undersøgte skeletter er to børn på henholdsvis seks og otte år samt en kvinde med et tydeligt handicap.

»Jeg tror ikke på forklaringen om, at de var kriminelle. Ikke når det drejer sig om små børn og en kvinde, hvis lårknogle stak så skævt ud til siden, at hun må have haft meget besvær ved at gå,« siger Bjarne Henning Nielsen, der er forskningschef og museumsinspektør ved Vesthimmerlands Museum og førsteforfatter på den videnskabelige artikel.

Moseofringer kan have været særlige mennesker

Kvinden, der i studiet kaldes VMA 2367, har også det mere mundrette navn Gøttrupkvinden.

Hun led af en mærkværdig lidelse, hvor hendes ene lårbensknogle stak 90 grader ud fra hoften, og det var tilsyneladende ikke en skade, hun fik i forbindelse med døden, fortæller Tina Christensen, der har en ph.d. i biologisk antropologi og har undersøgt skeletterne:

»Nede i hofteskålen, har vi en rund knogle, så vi kan dreje og bevæge os. Men kvindens runde knogle var visse steder slebet helt blank, fordi den har slidt mod hofteskålen. Det tager lang tid at slibe sådan en knogle, så hun må have haft det her problem i meget lang tid,« siger Tina Christensen.

Bjarne Henning Nielsen peger på, at flere af personerne i det nye studie har haft særlige skavanker.

»Det kan være, de har været særlige på en eller anden måde. At det, vi i dag tænker som skavanker, i virkeligheden blev set som noget særligt på en positiv måde. For eksempel, at personerne har haft forbindelse til en anden verden. Det kan vi kun gisne om, men skeletterne kan gøre os klogere,« siger han.

Læs også: Ny analysemetode afslører hemmeligheder fra danske moselig

En kvinde i det nye studie havde en lårbensknogle, der var voldsomt medtaget. Hun har formentlig haft en lidelse, der gjorde det svært at gå, og som har slebet knoglen mod hendes hofteskål. (Foto: Mikael Stålnacke)

Mose-skeletter giver andre detaljer end moseligene

Mosen har ifølge Bjarne Henning Nielsen haft særstatus som et mystisk sted i fortiden. 

»Der sker nogle fysiske processer, når mosekonen brygger, og det ser meget ildevarslende ud. Det kan være, at man har set det som porten til en anden verden. Normalt brændte man jo sine døde i bronzealderen og den førromerske jernalder, så der må have været en anden årsag, end ren afskaffelse, når lig blev lagt i mosen,« siger han.

Derfor har forskerne kigget knoglerne efter i sømmene, for at se om der skulle være noget særligt ved de 10 skeletter, som moseligene ikke har afsløret.

»Skeletterne kan fortælle os detaljer, som vi ikke får med, når vi kun ser på moseligene. Moseligenes knogler bliver helt forvrængede, og det kan være svært at se personens alder. Det kan man nemmere se på skeletterne ved at kigge på bækkenet, kraniet eller tænderne,« siger Tina Christensen, der står bag virksomheden Antro Bone Consult, som blandt andet har undersøgt alder og sygdom hos de ti skeletter i det nye studie.

For eksempel er der sammenføjninger på vores knogler, som kaldes epifyser. De vokser ikke sammen, før vi er voksne. Og alt efter, hvilke tænder personen har, kan man se, om der er tale om en voksen eller et barn.

De to skeletter, der er vurderet til blot at have været seks og otte år, da de blev lagt i mosen, stammer fra henholdsvis førromersk jernalder og den sidste del af bronzealderen ifølge kulstof-14-dateringer.

Tollundmanden blev fundet med en løkke om halsen, og Grauballemanden havde et snit på halsen. Men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at de ti skeletter i det nye studie mødte en voldelig skæbne. (Foto: Museum Silkeborg)

Gøttrupkvinden var ikke dansker

Tænder fra et skelet kan ikke bare bruges til at fastslå ejermandens alder. De kan også fortælle forskerne, om personen er vokset op i området, eller om de er rejst til området i voksenlivet.

Gøttrupkvinden med den deforme lårbensknogle skiller sig ikke bare ud på grund af sit handicap. Hun er nemlig også den eneste i studiet, der ser ud til ikke at være dansker.

I de første leveår, hvor emaljen i vores tænder dannes, lagres grundstoffet strontium, der kan erstatte kalk og findes i vand, jord og planter.

Men der findes forskellige varianter af strontium, såkaldte isotoper. To af de fire naturligt forekommende strontiumisotoper kan bruges som en sporingsmetode til at finde et områdes egen 'strontium-signatur'. 

Idéen er, at strontiumisotop-værdierne overføres fra jorden og gennem fødekæden til menneskets skelet.

Det kan du læse mere om i Videnskab.dk's artikel Nyt geokemisk danmarkskort opklarer uløste mysterier.

»Afviger sammensætningen af strontium-isotoper i tænderne tydeligt fra sammensætningen i lokalområdet, kan man udlede, at personen højst sandsynligt er vokset op et andet sted. Gøttrupkvinden havde meget høje værdier, end dem vi finder i det nuværende danske område med undtagelse af Bornholm.  Med andre ord: hun var den eneste af skeletterne, der ikke havde en lokal signatur,« siger Karin Frei.

Udover at bruge data fra generelle prøver for danmarks strontiumisotop-værider, tog forskerne 27 prøver af både jord, vand og planter for hver af de steder, skeletterne var fundet.

Her ses de ti skeletters strontium-værdier. En af dem har så høje værdier, at hun enten må stamme fra udlandet eller fra Bornholm. (Illustration: Nielsen et al.)

Hvorfor endte de ti mennesker i mosen?

Gøttrupkvinden, der levede for lidt over 2.000 år siden, skiller sig altså ud fra de andre skeletter på flere måder:

• For det første  havde hun en hårdt medtaget lårknogle, som vidner om stort gangbesvær
• Og for det andet var hun ikke vokset op i Danmark

Især det sidste finder Niels Lynnerup, der er professor på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet interessant. Han har ikke selv deltaget i studiet, men har læst det igennem for Videnskab.dk.

»Det er bestemt interessant, at hun kan være bragt hertil langvejs fra. Man ved, at man senere hen, for eksempel i den romerske jernalder, har udvekslet gidsler med andre familier som en slags kontraktforsikring, når man indgik en handel med andre. Hvis kontrakten ikke blev overholdt, kunne det ske, at man henrettede gidslet,« siger han.

Det er dog spekulationer i dette tilfælde vurderer Niels Lynnerup og peger på, at der kan være mange forskellige årsager til, at netop de ti skeletter i studiet her har endt deres dage i mosen.

»Jeg tror ikke, der blot er én årsag, der forklarer, at alle de her mennesker fra forskellige tidsaldre er endt i mosen. Det kan være ofringer, forbryderhenrettelser, kamp eller bare sort uheld. Moser er farlige, og træder man lidt forkert, kan man hurtigt blive opslugt,« siger han.

Som gruppe havde de ikke flere skavanker end resten af befolkningen

Når man kigger ned over de ti skeletters sygejournal i det nye studie, kunne man godt få det indtryk, at de var en gruppe skravl.

Infektioner, leddegigt, rådne tænder, ødelagte knæ og en deform hofte. Men både Tina Christensen og Niels Lynnerup vurderer, at skeletterne ikke har været i en dårligere tilstand end gennemsnitsbefolkningen.

»Kigger man på skeletterne samlet set, så ser det ikke ud, som om de har haft flere skavanker, end gennemsnittet havde.«

Det gælder også kvinden med den dårlige hofte.

»Den læsionsform, tror jeg ikke var ualmindelig i oldtiden. Vi finder ofte skeletter ved almindelig gravlæggelse, som har det her glid ved lårbenshovedet,« siger han.

Vender man blikket mod de to børneskeletter, mener han, at de kan være ofringer, eller at de er endt i mosen som en straf for kriminelle handlinger.

»Det behøver ikke være, fordi børnene blev anset som forbrydere. Men æresbegrebet har varieret gennem historien, og man har muligvis straffet hele familier for en enkelt persons gerninger,« siger han, og afslutter:

»Oldtiden er ulykkeligvis mindst lige så kompliceret, som nutiden. Derfor er vi nødt til at blive ved med at undersøge.«

De fleste moselig er dog fundet under tørvegravning. Det er en beskæftigelse, som stort set er ophørt, og derfor regner forskerne bag det nye studie ikke med, at der kommer nye moselig frem. Så for at tyde gåden om, hvorfor mennesker blev lagt eller ofret i mosen, er det nødvendigt at inddrage moseskeletterne, vurderer de.