De to forskere, der i et såkaldt frihedsbrev i Politiken sidste uge gav udtryk for, at forskningsfriheden på de danske universiteter er under pres, bliver inviteret til møde med ministeren i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Det skriver forskningsminister Jesper Petersen (S) i et skriftligt svar til Videnskab.dk.
Invitationen kommer, efter at knap 1.400 danske forskere har skrevet under på frihedsbrevet, der blandt andet beskriver en kultur, hvor forskningen i stigende grad er dikteret af fonde og virksomheder, og hvor antallet af publikationer er vigtigere end kvaliteten af dem.
Derudover beskrives en problematisk topstyring på universiteterne, der har ført til en udpræget tavshedskultur, hvor mange, forskere som studerende, ikke tør ytre kritik over for ledelsen.
Alle ting, der påvirker forskningsfriheden ifølge brevets forfattere, Heine Andersen, professor emeritus på Københavns Universitet, og Maria Toft, ph.d.-studerende, der altså nu vil blive inviteret til et officielt møde med ministeren.
»Generelt mener jeg, at dansk forskning har gode betingelser,« skriver uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i svaret til Videnskab.dk.
»I kombination med at vi har dygtige forskere, er det også væsentligt at tænke på, at dansk forskning er på et højt niveau – også i en international sammenhæng.
Men det åbne brev fra gruppen af forskere gør naturligvis indtryk på mig. Derfor vil jeg nu invitere forfatterne bag brevet til et møde i ministeriet for at drøfte og høre nærmere om de problematikker, de fremhæver. Det gælder f.eks. oplevelserne om indirekte pres på forskningsfriheden på universiteterne,« skriver Jesper Petersen.
Svært at få politikerne i tale
»Det har været en meget tung kamp at få politikerne til at lytte, så jeg er selvfølgelig meget glad for invitationen, og at ministeren gerne vil høre nærmere,« fortæller Heine Andersen, der dog ikke endnu har modtaget invitationen fra ministeren, da Videnskab.dk ringer til ham.
»Jeg har kæmpet for forandring på universiteterne i over 20 år, så jeg vil gå til mødet med en forsigtig optimisme. Men til at starte med, vil jeg se invitationen som et udtryk for en konstruktiv og imødekommende tilgang.«
Forskerne opfordrer politikerne til at nedsætte en kommission, der skal undersøge vilkårene for forskningsfrihed i Danmark. Der udpeges tre områder, som er væsentlige at se på:
1) Behov for evaluering og dernæst revision af universitetsloven, der ifølge forskerne har ført til en topstyret ledelsesmodel, hvor bestyrelserne er nærmest urørlige, hvilket videre medfører, at forskere og studerende ikke tør ytre kritik af frygt for repressalier.
2) Flere basismidler til fri forskning og flere fastansættelser. Dette skal modvirke det stigende pres fra eksterne forskningsmidler fra fonde og virksomheder, der ifølge forskerne driver forskningen mod kortsigtede politiske og erhvervsmæssige interesser.
3) Et generelt eftersyn af incitamentsstrukturerne for og finansieringen af forskningen. Forskerne peger på, at forskningen i dag lider under, at antallet af publikationer og citationer vægtes højere end originaliteten og kvaliteten af dem.
Også Maria Toft er glad for, at deres kampagne har skabt opmærksomhed:
»Som det er nu, så udgør vores universiteter ikke et godt miljø for kreativ og fri forskning, som der er så kraftigt brug for. Især i denne tid, hvor der er krig i Europa, en raserende klimakrise og en truende økonomisk krise på vej,« fortæller hun til Videnskab.dk
»Så jeg er selvfølgelig glad for, at vores kampagne har ramt en åre, og at vi nu kan få lov til at fremlægge de problematikker, vi ser, for ministeren.«
Forskerne er meget klare om, hvad de vil have ud af mødet:
»Der skal gives tilsagn om en kommission, der skal undersøge forskningsfriheden i Danmark,« siger Maria Toft.
»Problemerne ligger så dybt og er så komplekse, at det ikke er noget, man bare lige fikser med et snuptag. Det er vigtigt, at vi får tænkt os om, og derfor mener vi, at der skal nedsættes en kommission, der kan kigge forskningsfriheden i sømmene.«
Heine Andersen stemmer i:
»Vi har ventet på handling i mange år, og i mellemtiden er det kun blevet værre. Så hellere en grundig, velovervejet løsning end en hurtig lappeløsning. Men nu må vi se, hvad ministeren stiller i udsigt,« siger Heine Andersen.