Forskningsfriheden er stadig under pres, viser ny undersøgelse
KOMMENTAR: 16 procent af forskere på Aarhus Universitet har følt sig presset til at levere bestemte resultater. Det er dystre tal og desværre en del af en større tendens.
forskningsfrihed pres forsker resultater

Forskere oplever, at de bliver presset til at levere resultater, der peger i en bestemt retning - både fra eksterne aktører, der finansierer deres arbejde, men også fra universiteternes ledelser. (Foto: Shutterstock)

I starten af december udsendte VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) en rapport om forskningsfrihed på Aarhus Universitet, der med rette vakte opsigt.

Faktisk burde rapporten have vakt langt større opsigt, navnlig i politiske kredse.

Rapporten viste nemlig, at mange forskere på Aarhus Universitet (AU) på den ene eller anden måde har følt sig udsat for pres – herunder pres til at ændre på resultater, undlade publicering eller udsætte publicering – når de skulle offentliggøre resultater.

Det er selvsagt stærkt foruroligende.

Forskere skal kunne formidle deres resultater helt frit og ufiltreret. Det er en af grundpillerne i moderne oplyste demokratier; et princip, der møjsommeligt og med store omkostninger er kæmpet igennem over århundreder.

Universiteter er de institutioner, der er sat i verden for på samfundets vegne at sikre ny, uafhængig og troværdig viden.

Ikke den første sag om presset forskningsfrihed

Rapporten var blevet til på universitetets eget initiativ efter flere skandaleprægede hændelser, der rejste alvorlig tvivl om forskningens uafhængighed og frihed.

Jeg minder om sagen fra 2015/16, der blev døbt ’gyllegate’, hvor miljøminister Eva Kjer Hansen måtte gå af, efter at det blev afsløret, at hun og hendes embedsmænd havde fiflet med tal fra miljøforskere på AU.

Miljøstyrelsen havde i årevis brugt kontrakter med de såkaldte (ulovlige) dobbelte mundkurve, som AU så havde skrevet under på. Det afskar forskerne fra at udtale sig, før det var for sent.

Jeg udgav i 2017 bogen ’Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed’, hvor jeg omtalte disse ’mundkurvskontrakter’, som jeg havde gravet frem. De havde været udbredt og anvendt i mange år.

I den anledning skrev jeg også artiklerne ’Forskningsfriheden er truet på danske universiteter’ og ’Ministerier har i årevis brugt ulovlige mundkurve som i gyllegate’ her på Forskerzonen.

Sagen fortsatte med, at daværende miljøminister Esben Lunde Larsen (V) derefter satte AU i en alvorlig økonomisk klemme ved at ’konkurrenceudsætte’ kontrakter for flere hundrede millioner kroner.

Endnu et stormvejr kom med ’Molt-rapporten’ i 2017. Miljøbiolog Bjørn Molt Petersen rejste kritik af de tal, AU-forskerne havde leveret til Miljøstyrelsen.

Det gav anledning til samråd i miljøudvalget i Folketinget og krisemøder på AU. Berlingske gravede frem, at der havde været intens kontakt på højt plan mellem ministerium og universitet, efter alt at dømme med efterfølgende pres på forskerne for at dæmpe deres lyst til at ytre sig offentligt (se her og her).

Første universitetsundersøgelse af forskningsfrihed

Sammen med andre sager og en intensiveret opmærksomhed i det hele taget var dette formentlig baggrunden for, at AU fik VIVE til at lave en undersøgelse.

Der er i hovedsagen tale om en web-baseret spørgeundersøgelse med et ret snævert fokus, og indenfor rammerne virker undersøgelsen solid og uafhængigt gennemført.

Så vi står med den første undersøgelse her i landet, hvor et universitet selv har foranstaltet en undersøgelse af, hvor godt det er lykkedes med opfyldelsen af det, der skulle være en af universitetets fornemste opgaver:

At værne om forskningsfriheden.

16 procent af forskerne har været udsat for pres

Resultatet er ikke betryggende. Tværtimod.

Især i betragtning af, at det kun er et enkelt aspekt af hele problemkomplekset, der angår forskningsfrihed, man har set på, nemlig publicering.

Ingen tvivl om, at det er en af livsnerverne, men der indgår jo mange andre elementer også:

Valg af emne, metoder og teorier, samarbejdspartnere, ressourcekontrol osv.

Kom til paneldebat om forskningsfrihed

Aarhus Universitet inviterer til offentlig debat om konklusionerne af rapporten om forskningsfrihed blandt medarbejderne. Det foregår mandag d. 28. januar kl. 13.00-16.00.

Læs mere om debatarrangementet her.

Rapporten viser, at 16 procent af de ca. 1.500 forskere, der har svaret, siger, at de har været udsat for pres på mindst 1 af 3 måder de seneste 5 år:

  1. Ændre på resultater
  2. Udsætte publicering
  3. Eller helt at undlade publicering

For at gøre klart, hvor alvorlige ting vi taler om: At ændre eller tilbageholde resultater vil kunne bedømmes som uredelighed, hvilket vil kunne koste karrieren.

Så alvorlige er de uregelmæssigheder, nogen har forsøgt at presse forskerne til.

Det er absolut uhørt og helt uantageligt. Det svarer jo til at forsøge at presse en dommer i en retssag eller en regnskabsansvarlig til at ændre i regnskabsaflæggelse.

Konsekvenserne kan blive alvorlige, for eksempel ved miljø- eller helbredsrisici. Det er ’Gyllegate’ et eksempel på.

Studier vedrørende medicinsk behandling er et andet, jævnfør rapporten fra Nordic Cochrane, som omtales nedenfor.

For det almindelige oplysningsniveau i samfundet er det undergravende, hvis man ikke kan stole på forskningen.

Men det er altså, hvad forskerne rapporterer, de har været ude for.

Desværre ikke en nyhed

I virkeligheden er dette ikke nye oplysninger. De nævnte mundkurvskontrakter blev således anvendt i årevis.

De har pålagt forskerne at holde mund, indtil de fik lov at sige noget. Hvis de ikke fik lov, skulle de tage resultaterne med sig i graven.

Det har universiteterne skrevet under på, og vi ved ikke, hvor mange forskningsresultater, der er blevet tilbageholdt gennem årene. Men at så mange har været udsat for pres, er alligevel også overraskende for mig.

Presset kommer både inde- og udefra

Hvor kommer presset fra?

De fleste, også undertegnede, forventer nok, at presset især kom udefra, fra eksterne interesser med økonomi og/eller magt på spil, for eksempel myndigheder eller private virksomheder. Det er også tilfældet.

Men faktisk siger næsten lige så mange, at de også har oplevet pres fra ledelsen på universitetet.

Taget for pålydende er det jo faktisk tale om anklager for magtmisbrug, der burde udløse tjenstlige undersøgelser.

Det er klart, at vi ikke kan tage spørgeskemabesvarelser som bevis.

Dertil ved vi heller ikke, hvor groft det i givet fald har været, vi kender ikke modpartens forklaring, eller ved om resultater faktisk er blevet ændret og tilbageholdt.

Ikke specielt for Aarhus Universitet

Men at det er sket, ved vi med ret stor sikkerhed fra andre kilder, herunder mine egne undersøgelser. Og AU udgør på ingen måde et særtilfælde.

Kapitel 7 i min bog Forskningsfrihed har overskriften: ’Mundkurve, censur, pression, trusler’, og beretter om flere eksempler. Et af dem handler om, at den tidligere rektor for Aalborg Universitet Finn Kjærsdam blev ringet op af en direktør fra vindmøllebranchen.

Direktøren opfordrede rektor til at fyre en åbenmundet professor i akustik, hvilket rektor dog afviste med henvisning til universitetsloven.

Imidlertid blev også dekan Eske Holm Nielsen udsat for klager over professoren, og dekanen endte med at fyre professoren, angiveligt af økonomiske grunde.

Professor i forvaltningsret Carsten Henrichsen fra Københavns Universitet har omtalt sagen som en »fuldtonet administrativ-politisk skandale« (Forord til ’En skjult magt. »Vindmølleindustrien finder det ikke hensigtsmæssigt«’). Sagen er aldrig blevet undersøgt til bunds.

Godt at få fokus på problemer med forskningsfrihed

Men det er godt, at der nu er kommet en undersøgelse, der viser, at der er mange, der føler sig presset, og at der ikke ’kun’ er tale om enkelte spredte sager.

Det er også opløftende, at universitetets ledelse har sørget for, at den er gennemført i så vidt muligt uafhængigt regi og i samarbejde med repræsentanter for forskerne.

Det har holdt hårdt at komme dertil, og man må inderligt håbe, at de øvrige universiteter vil føle sig tilskyndet eller presset til at gøre det samme.

De signaler, der foreløbigt er kommet fra AU, tyder også på, at undersøgelsen får konsekvenser.

Man må derudover håbe, at forskerne selv vil få større mod til at leve op til deres forskningsetiske pligt og forsvare deres forskningsfrihed. Det er der desværre behov for.

fri forskning interessekonflikt demokrati

Når forskning bliver finansieret af en privat virksomhed eller et ministerium, er det vigtigt, at forskerne kan komme ud med de resultater, som er mest korrekte - ikke dem, som ville være mest gavnlige for den, der betaler. (Foto: Shutterstock)

Mange forskere er lige lovlig pragmatiske

Mange tror, at alle forskere er nærmest genetisk kodet til at hævde forskningsfrihed over alt andet. Det er desværre ikke tilfældet.

Hvis det kommer til dilemmaer og afvejninger – det være sig overfor penge eller karriere, eller ideelle samfundspolitiske mål – kan også forskere tænke meget pragmatisk. Jeg har også fra forskere oplevet det markedsøkonomiske synspunkt, at ’den der betaler, bestemmer…’.

Også embedsmandsloyaliteten, det vil sige, at man som offentligt ansat skal være ubetinget loyal overfor den overordnede myndighed, er til stede blandt nogle forskere.

Det afspejler mangel på viden, også blandt forskere, om, hvad forskningsfrihed er til for.

Universiteterne kan ikke løse problemerne alene

Mere viden på alle niveauer er uden tvivl nødvendigt for at forbedre forholdene.

Der bør indføres undervisning og kurser, også for ledere, bestyrelser og embedsmænd, der forvalter forskning. Det har været forsømt.

Men det er kun en af faktorerne. Rammerne må også ændres.

Som de ydre vilkår er, kan universiteterne ikke selv løse problemerne. Skandale-eksemplerne har vist, at journalister, medier og emeriterede professorer må fungere som vagthunde.

Det er et samfundsanliggende, hvor også politikerne må træde til.

Det hele handler om penge

Overordnet er det to rammevilkår, der systematisk hæmmer forskningsfriheden.

Det ene er, at den styrende tanke for universiteterne og politikerne er blevet, at penge er det vigtigste.

Universiteterne er blevet til forretninger, hvor bundlinjetænkning bestemmer for meget og gennemsyrer organisationen. Men uafhængig forskning kan ikke sikres, hvis det skal ske mod betaling.

Rammerne for myndighedsbetjening illustrerer det: Hvis miljøministeren, som vi har set, kan vælge at konkurrenceudsætte kontrakter for 400 millioner med et års varsel, skaber det et pres, som undergraver uafhængigheden og troværdigheden af forskningen. Det turde være indlysende for enhver.

Vi har også set analyser fra Nordic Cochrane, der viser, at studier af brug af medicin giver påfaldende mere positive resultater, hvis producenterne har betalt for og er med i studierne.

Finansieringsstruktur og rammer til sikring af økonomisk uafhængighed og åbenhed må forbedres. Det kan lade sig gøre.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Topstyring hæmmer fri forskning

Det andet store problem er afskaffelsen af det kollegiale selvstyre på universiteterne.

Forskningsfrihed kan ikke sikres under en hierarkisk topstyret struktur, der lader det være op til bestyrelsens velvilje at afgøre, om forskerne – dem, der har den faglige ekspertise – skal have indflydelse på beslutninger om deres forskning.

At 16 procent af forskerne anonymt siger, at de har været udsat for pres fra ledelsens side i forbindelse med publicering af forskningsresultater, uden at de åbenbart har protesteret over det, turde være bevis nok.

Hvis man ikke synes, det er nok, kan jeg henvise til overgreb i form af overenskomststridige fyringssager og andet, uden at ledelsen er draget til ansvar. Herunder skandalen om dobbelte mundkurve.

Det er som med politiske styreformer: Demokrati baseret alene på den enevældige monarks kærlighed til folket holder ikke.

At ændre på disse rammevilkår sker ikke fra den ene dag til den anden. Et første skridt må under alle omstændigheder være, at offentligheden, ansvarlige politikere og deres rådgivere erkender, at det er et samfundsanliggende, hvis oplyst demokrati skal bevares.

Og der er meget mere, der kan og bør gøres!

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Læs mere om billedet i denne artikel, og se flere flotte billeder på Videnskab.dk's Instagram-profil.