Forskningsfejder: To dinosaur-jægere duellerede i årevis på den amerikanske prærie
Resultatet af duellen viser, at fjendskab mellem forskere kan føre til noget godt.
forskerfejder forsker konflikt videnskabshistorie videnskabsteori historiske fejder

Der kom ikke kun bitterhed ud af den livslange strid mellem de to palæontologer Cope og Marsh. De fyldte museer med fascinerende skeletter og gav forskningen bunkevis af knogler at forske i. (Foto: Shutterstock / Lea Pilsborg)

Der kom ikke kun bitterhed ud af den livslange strid mellem de to palæontologer Cope og Marsh. De fyldte museer med fascinerende skeletter og gav forskningen bunkevis af knogler at forske i. (Foto: Shutterstock / Lea Pilsborg)

’Jurassic Park’-filmene, temaparker, det danskejede Tyrannosauraus rex-fossil Tristan Otto - og ikke mindst palæontologen Ross i den ikoniske TV-serie ’Venner’.

Knoglerester fra fortidens dyreliv er i dag kilde til stor fascination og inspiration, og det skyldes blandt andet en indædt strid mellem to amerikanske palæontologer i 1800-tallet. 

Edward D. Cope og Othinel C. Marsh brugte det meste af deres arbejdsliv på at bekrige hinanden, imens de i et uhyrligt tempo fandt og udgravede dinosaur-fossiler, der skulle fylde hvert deres museum som underholdning for den brede befolkning.

Ud af den personlige konflikt fik de to mænd indsamlet utrolige mængder fossiler, der har åbnet døre til Jordens fortidige dyreliv og historie, gjort palæontologi populært - og så fik man lært eftertidens palæontologer, hvordan man i hvert fald ikke skal behandle sine kollegaer.

Serie: Forskerfejder


I denne artikelserie dykker vi ned i nogle af videnskabshistoriens største konflikter mellem forskere.

Serien behandler fem forskellige konflikter: Én handler om jagten på dinosaurerknogler, en anden om hvad der sker, når to geniale hoveder opfinder det samme samtidig.  

Dette er femte artikel. Du kan læse introartiklen her, om Galilei vs. Paven her, Newton vs. Leibniz her, og om Voltaire vs Newton her.

For videnskabens skyld?

Cope og Marsh ødelagde hinandens fund, stjal fossiler og assistenter fra hinanden og hængte hinanden ud i medierne.

Den personlige konflikt fyldte langt mere end ønsket om videnskabelige fremskridt, og denne konflikt er et godt eksempel på den personlige forskerfejde.

»Meget af det handlede om succes, ære og magt – de har selvfølgelig haft interesse for historien, men det var sideløbende med det andet,« fortæller Jakob Vinther, der er lektor i palæobiologi ved University of Bristol.

For selvom det ikke var for de videnskabelige fremskridts skyld, at Marsh og Cope kappedes, så skabte de tilsammen en uvurderlig stor samling af fortidslevn, som var startskuddet på moderne forskning i planeten, dyrenes og planternes historie.

Dinoer på skinnerne

Striden mellem Marsh og Cope begynder i 1870’erne. Selvom de første dinosaur-fragmenter blev fundet allerede i 1820’erne, og ordet dinosaur var blevet introduceret i forskningen, så var viden om fortidens dyre- og planteliv meget sparsomt. 

»Før 1860’erne var der ikke mange fossiler, og det, man havde, var meget ukomplet,« forklarer Jakob Vinther.

I 1860’erne begynder man at grave ud til togbaner, der skulle gå tværs igennem USA, fra Nebraska i midten og ud til Californien i vest. Under udgravningerne stødte man på en stor bunke mærkeligt udseende knogler, ifølge videnskabsjournalist Hal Hellman, der har skrevet om Cope og Marsh i denne bog om forskerfejder.

»Nu kommer der et væld af fossiler ud af den amerikanske prærie, og man får indtrykket af, at der har været nogle kæmpedyr, der engang har domineret kloden. Man finder forskellige kødædere og planteædere og kan se, at der engang har været en hel verden, der er meget anderledes end den, vi har i dag,« fortæller Jakob Vinther.

Det er især her, på den amerikanske prærie, at konflikten mellem Cope og Marsh udspiller sig. Men før vi når dertil, skal vi lige have styr på, hvem de to herrer er.

Fossilnørden med den rige onkel

Marsh vokser op lidt udenfor New York og har fra en tidlig alder interesse for udeliv og fossiler. I 1852 vælger hans rige onkel Peabody at betale hans uddannelse, og ifølge forfatteren Hal Hellman er Marsh lidt en særling i forhold til sine medstuderende.

othinel marsh palæontolog palæontologi

Portræt af den amerikanske palæontolog Othinel C. Marsh (1831-1899). (Foto: Mathew Brady / Levin Corbin Handy)

I 1862 dimitterer Marsh fra Yale, og han får overtalt sin onkel Peabody til at donere et stort museum til Yale, som skal sikre Marsh en stilling som professor på universitetet.

Museet står endnu: Det hedder Yale Peabody Museum og rummer en umådelig samling af naturhistoriske ting – heriblandt alle Marsh’ fossiler.

»Marsh var en rigmandstype fra Yale og fik et helt museum foræret af sin onkel til universitetet. Marsh ville bare have den største samling af fossiler,« siger Jakob Vinther.

Marsh’ første ekspeditioner efter fossiler foregår mest i det østlige USA, hvor han bor, men efterhånden som nyhederne om fundene ved jernbaneudgravningerne i midtvesten når frem, drager han ud på prærien for sine (og Peabodys) egne penge.

Kvækeren i Philadelphia

Cope har ingen rig onkel, der betaler hans uddannelse, men vokser op indenfor den religiøse bevægelse kvækerne. Efter et års studie i Europa overtager han sin fars gård i 1864.

Kvækere


Kvækerne kaldes også ’Vennernes Religiøse Samfund’, og er en kristen bevægelse der opstod i England i 1650.

Kvækere tror på, at der er en del af Gud i alle mennesker, og at alle mennesker derfor er lige meget værd, og de lægger vægt på ligestilling og krigsmodstand.

Det er blandt andet kvækere, der har været med til at grundlægge Mellemfolkeligt Samvirke og lignende hjælpeorganisationer.

Kilder: Brittanica.com, BBC.co.uk, Mellemfolkeligt Samvirke.

Det lykkes samtidig Cope at få en stilling som lærer på Haverford College i Philadelphia, og de penge, han tjener på at drive gården, bruger han til fossiludgravninger og ekspeditioner. 

»Cope var en fin fyr, som var i det lærde selskab i Philadelphia og havde et godt forhold til dem, der gravede i stenbruddene der,« fortæller Jakob Vinther.

Allerede som 18-årig udgiver Cope sin første videnskabelige artikel, og med tiden får Cope købt sig et tolænget hus i Philadelphia – den ene længe til familien, den anden til alle hans knogler. Han ville skabe sit eget museum og delte på den måde Marsh’ drøm om at kunne vise verden sine bedrifter og fund. 

Før striden tager fart på prærien, arbejder Cope især på udgravninger i Haddonfield i New Jersey ikke så langt fra Philadelphia.

Det er her, konflikten mellem de to mænd tager sin begyndelse, da Marsh en dag dukker op for at aflægge Cope et ’venskabeligt’ besøg.

Fra venskab til fjendskab

I begyndelsen er der faktisk en venskabelig tone mellem Cope og Marsh, de skriver breve til hinanden og er også til stede ved de samme udgravninger et par gange.

»Marsh kontakter Cope, fordi Marsh gerne vil se lokaliteterne i New Jersey, som Cope har været med til at starte, og Cope siger selvfølgelig ja,« fortæller Jakob Vinther.

Men det skulle Cope komme til at fortryde.

»Efterfølgende lægger Cope mærke til, at han ikke længere bliver kontaktet af minearbejderne, der udgraver, når de finder nye fossiler. Det viser sig, at Marsh er gået hen til minearbejderne og har sagt, at han vil betale mere for fossilerne, end Cope gør,« siger Jakob Vinther.

Marsh får kappet Cope’s adgang til fossiler i New Jersey, hvor Cope selv har været med til at opstarte udgravninger. Ifølge Hal Hellman sætter det også fut under striden, da Cope indvier Marsh i sit arbejde på et dinosaurskelet fra Kansas.

Marsh opdager, at Cope har lavet en fejl og placeret hovedet i den forkerte ende af dinosauren, og Marsh udgiver en videnskabelig artikel om det.

Skelettet med det forkerte hoved​​​​


Cope var ikke den eneste, der lavede bommerter. Marsh begik selv nogle gedigne fodfejl.

Marsh troede eksempelvis, at et nyfundet skelet var en helt ny art, fordi hovedet manglede. Han døbte skelettet ’brontosaurus’, men sidenhen har det vist sig, at skelettet var den allerede kendte art ’apatosaurus’.

Brontosaurus-navnet hang dog ved og skaber stadig en del forvirring.

Men fejlen slutter ikke her. I sin iver efter at definere arten satte Marsh et tilfældigt kranie på skelettet, som han havde liggende fra andre udgravninger. Kraniet blev siddende, mens flere modeller af skelettet med det forkerte hoved blev produceret.

Først i 1979 opdagede og løste man fejlen til fulde.

Kilde: Hal Hellman

Dynamit og smadrede kranier

Striden havde taget sin begyndelse på østkysten og bryder nu for alvor ud i 1870’erne, da de to dinosaurjægere rykker vestpå til prærien.

Her konkurrerer de om at få de bedste udgravningsområder og finde flest fossiler, alt imens de beskylder hinanden for at stjæle både fund og assistenter.

»En af deres studerende havde fundet et område med vildt mange fossiler, og den konkurrerende gruppe kom for også at grave, og de havde så travlt, at de faktisk brugte dynamit til at sprænge fossilerne fri. Nogle gange gik de også ind hos hinanden og smadrede hinandens fossiler,« fortæller Jakob Vinther.

»Fordi der var den her konkurrence om at komme først, finde mest og få de flotteste udstillinger, så gik tingene over stok og sten. Der var selvfølgelig en interesse i dyrene, men det blev gjort lidt halvhjertet, og der var heller ikke plads til at snakke med hinanden og finde ud af, hvem der havde hvad,« siger palæobiologen.

I 1877 får de begge tilsendt nogle store knogler fra Colorado, og konkurrencen intensiveres.

De vil begge være den første, der finder det hidtil største dinosaur-fund, og på kort tid får de begge hyret et hold og sat kursen mod Como Bluff i Colorado.

Kogepunktet

Marsh’ folk kommer først til Como Bluff, men Copes hold er lige i hælene.

Marsh’ folk spreder falske rygter om, hvor de tager hen, så Copes hold kommer på vildspor. Begge hold begynder ifølge Hal Hellman at bruge kodesprog i deres telegrammer, så deres fund ikke kan afkodes af konkurrenter.

Konkurrencen foregår også i de videnskabelige tidsskrifter, hvor de primært kritiserer hinandens fortolkninger af fund og diskuterer, hvem der egentligt kom først til hvad.

Cope udgravning dinosaur knogler 1877 strid forskerfejde palæontologi

Knogler fra Camarasaurus supremus bliver udgravet af Copes hold i 1877. (Ukendt fotograf / CC0)

Striden når sit kogepunkt i 1890, da den ender på forsiden af nyhedsavisen ’The Herald’ og dermed rykker fra de lukkede videnskabelige kredse ud i offentligheden.

The Herald kører en hel serie, og Cope beskylder i den første artikel Marsh for inkompetence, ødelæggelse af fossiler og plagiat.

Især det sidste er en alvorlige anklage, og da Marsh ifølge Hal Hellman ikke ligefrem havde behandlet sine assistenter godt og blandt andet ’glemte’ at betale løn eller nævne assistenterne i de videnskabelige artikler, er det ikke svært for Cope at finde opbakning blandt Marsh’ mange fjender.

Der tegner sig en vinder

Efter artikelserien falder interessen for konflikten i offentligheden, men den fortsætter mellem Cope og Marsh. Trods Copes alvorlige anklager er det alligevel Marsh, der opnår størst succes.

edward cope palæontolog palæontologi

Portræt af den amerikanske palæontolog Edward D. Cope (1840-1899). (Foto: Frederick Gutekunst)

Mens Marsh trækker sig fra selve udgravningsturene allerede i 1874 og overlader det hårde arbejde til sine assistenter, så bliver Cope ved med selv at bruge tid ude i felten.

Det giver Marsh mere tid til at lobbye for sit eget arbejde, og han bliver valgt til præsident for ’The National Academy of Science’ og får skubbet Cope ud af den indflydelsesrige forening ’The U.S. Geological Survey’.

Copes sidste år er mere triste. Havde det ikke været for konflikten, havde han i forsøget på at skaffe midler til sine ekspeditioner formentligt ikke satset sine penge i mineeventyr, hvor han mistede nærmest alt.

Marsh begynder at ligne en sejrherre. Men selv i de år, hvor Cope spiller på miner, fordobler han sit videnskabelige output. Cope producerede således over 1.400 videnskabelige artikler og tekster.

Selv idioter kan skabe god forskning

Copes store videnskabelige produktion er et godt eksempel på al den viden, der faktisk kom ud af en tilsyneladende unødvendig strid, der ødelagde både fossiler og videnskabeligt arbejde.

Både Cope og Marsh fandt og hjembragte nemlig enorme mængder fossiler, og det har været afgørende for andre forskere. 

»Konflikter kan faktisk rykke os fremad. En kontrovers, hvor man konkurrerer om at samle gamle knogler, har gjort, at vi har fået en masse fossiler. Havde det ikke været for konkurrencen, så havde der i dag måske ikke været så meget materiale for os forskere at dykke ned i,« siger Jakob Vinther

Ved Como Bluff fandt Cope, Marsh og deres assistenter ikke kun kæmpeknogler: De fandt også den første lille pattedyrs-kæbe. Det fund har været vigtigt for vores viden om pattedyrenes historie, og meget af det, vi ved i dag om fortidens liv, kan føres tilbage til Cope og Marsh.

»Ofte bliver forskere beskrevet som robotter - vi putter dem op på en piedestal. Vi må indse, at vi skal sætte pris på, at forskere har deres fejl, mangler og styrker, og der er mange forskellige former for forskere. Cope fik sin dopamin af at snakke med folk og dele viden, og Marsh var ensom rigmandsfyr, der bare ville have et stort, fedt museum. Det er to forskellige måder at være succesfuld,« siger Jakob Vinther og tilføjer så:

»Men man kan jo stadig skabe god forskning, selvom man er en idiot.«

Fra fossilkrig til Jurassic Park

Et anden positiv effekt af striden mellem Cope og Marsh er den popularitet, som palæontologi har nydt godt af.

De mange knogler og skeletter, der både dengang og nu kan udstilles på museer, og omtalen i pressen af konflikten var afgørende for den offentlige interesse og forkærlighed for de store dinosaurer og planetens forhistorie.

»Der var noget frimærkesamler-agtigt over at beskrive de der fossiler, og det var langt fra beskrivelserne og dokumentationen, der drev værket for Cope og Marsh. Museerne var det primære,« siger Jakob Vinther.

Og netop museerne, der gjorde fortidens verden tilgængelig for den almene befolkning, har haft betydning for den popularitet og interesse, som de oldgamle knogler modtager i dag.

»Der opstod en monster-romanticisme, som er baggrunden for de store museer med fantastiske dinosaur-skeletter, ’Lost World’-bøgerne og ’Jurassic Park’-filmene,« afslutter forskeren.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om de utrolige billeder af Jupiter her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk