Forskningens Døgn 2022: Oplev alt fra en horror-labyrint til nuttede dyr og en LEGO Masters-byggekonkurrence
Danmarks største videnskabsfestival er tilbage. Vi hjælper dig med at få et overblik.
forskningens døgn 2022 program oversigt overblik forskningsfestival

På tværs af det danske land bliver der nu atter sat skarpt på forskningen - til glæde for nysgerrige sjæle i alle aldre. (Foto: Forskningens Døgn)

På tværs af det danske land bliver der nu atter sat skarpt på forskningen - til glæde for nysgerrige sjæle i alle aldre. (Foto: Forskningens Døgn)

Oplev en lys-installation med fascinerende koraller, prøv kræfter i et bæredygtigt madværksted, udforsk naturen med et mikroskop, eller kom til foredrag om alt fra rumvæsener til filosofi for børn.

Fredag 22. april 2022 skydes den ugelange festival Forskningens Døgn i gang, og frem til 29. april kan du komme helt tæt på forskningens fascinerende verden. 

Museer og vidensintitutioner landet over åbner nemlig deres døre for workshops, forsøg, foredrag, aktiviteter, debatter og andet godt. 

Så uanset om du er til praktiske eksperimenter, flotte og informative udstillinger eller læringsrige og afslappende ture i naturen, er det helt sikkert, at der findes noget spændende til dig.

Kig med nedenunder for at se, hvad der sker i din del landet. Det er kun et udsøgt lille udvalg, og du kan finde mange, mange flere arrangementer på Forskningens Døgns hjemmeside.

Hovedstadsområdet

I og omkring København kan du eller familien få et indblik i dyrlægernes hverdag, når Universitetshospitalet for Store Husdyr i Taastrup inviterer til åbent hus lørdag 23. april fra 11:00-14:00.

Her kan du blandt andet møde universitetshospitalets undervisningsdyr – heste, køer, får og (måske) en kat – lære om, hvordan man opererer en hest, eller se røntgenbilleder af ‘en spændende patient’.

Hos Københavns Erhvervsakademi (KEA) kan du høre om de teknologiske og bæredygtige tiltag, som landets virksomheder forsker i.

Det kunne være mini-robotter eller ‘urban mining’, som er jagten på guld og andre ædelmetaller i vores afbrændte husholdningsaffald. Eller hør, hvordan ler kan gøre et comeback som bæredygtigt byggemateriale i fleretagers bygninger.

Er du mere til en sensorisk oplevelse, kan du lægge vej forbi Kulturhuset Indre By, hvor du kan opleve de forunderlige korallers skjulte univers. 

I et flor af farver og lys og mørke lader installationen ‘Breathing Coral’ dig komme tættere på korallerne end nogensinde før og samtidig lære om deres biologi og de udfordringer, de står overfor i klimakrisen.

Få et indblik i korallernes verden, og hvad det vil sige at leve et ‘slowlife’, med Breathing Corals. (Foto: Gabriel Ferreira)
 

Sjælland

Bevæger man sig længere fra storbyen, er en familiedag om klima og bæredygtighed på Stadsbiblioteket i Lyngby en oplagt mulighed.

Her kan børn fra 6 år og op - og nysgerrige forældre og bedsteforældre - lære om klimaforandringerne og de bæredygtige løsninger, der skal redde os.

Det kan være, hvordan vi får proteiner fra havets planter, eller det spændende DTU ScienceShow, hvor der kommer til at være forsøg med ild, vand og røg.

Apropos DTU afholder universitetet også en aften med middag og foredrag om plastikforurening.

Her kommer forsker Nanna Hartmann fra DTU Miljø ind på, hvorfor vi har så store problemer med plastik - både det synlige affald og det flygtige mikroplast, som trænger ind alle vegne - selv i vores egne kroppe - og hvordan vi kan løse problemet.

I Slagelse åbner Campustorvet for en lærerig dag om bæredygtig mad, som også kommer til at byde på musik, kaffe, drinks, oplevelser og viden.

Her står dagen i planternes tegn, og foruden at blive klogere på fremtidens fødevarer, og hvordan vi gør landbruget bæredygtigt, kan du selv prøve kræfter i madværkstedet - eller smage en veggieburger til fællesspisningen.

Kom til fredagscafe om bæredygtig mad, hvor der blandt andet vil være en markedsplads, smagsprøver og oplæg. (Foto: Studieby Slagelse)

Fyn

I det fynske byder Syddansk Universitet i Odense på et regulært slaraffenland til de videnskabsinteresserede.

Lørdag 23. april fra 10:00-16:00 åbner de dørene til mere end 40 arrangementer på deres fem campusser.

Her kommer der til at være foredrag om alt fra rumvæsener til filosofi for børn samt muligheder for at lave TV eller lære at lave computerspil. 

Du kan sågar blande Lego og videnskab sammen med LEGO Masters, som både byder på fri byg og en byggekonkurrence. 

I universitetets kælder kan du komme på robot-workshop eller afprøve dit mod - og lære om gysets anatomi - i horror-labyrinten.

Er du udendørsmenneske, inviterer videncentret Naturama i Svendborg alle til at give forskerne en hjælpende hånd med bevare den nuttede og fredede hasselmus.

I forskernes workshop kommer du helt tæt på Sydfyns natur og vil opleve, hvordan du selv kan gøre noget aktivt for at bevare naturen.

I horror-labyrinten på SDU fortæller lektor Rikke Schubart om, hvorfor vi kan lide af blive skræmt, og had det gør ved os. (Foto: Dystopia Entertainment/SDU)

Nord- og Midtjylland

I Aarhus-området er det også muligt at give forskerne en hånd med, når Aarhus Universitet og Steno Museet sammen afholder ’Fritidsforsker for en dag’, søndag 24. april fra 11:00-16:00.

Her kan man forske i naturen i Universitetsparken, enten som biolog bevæbnet med mikroskop, der skal holdes øje med dyre- og plantelivet, og om det trives, eller indenfor på museet, hvor du kan hjælpe med medicinske forsøg.

På Aarhus Universitet kan du også få en introduktion til den spændende (og skræmmende verden) med genmanipulation, tirsdag 26. april kl. 10:00.

Genetisk modificerede er dyr er langt fra uhørt i biovidenskab, men hvordan bør vi forholde os til genmanipulation i mennesker? Hør lektor Ernst-Martin Füchtbauer fortælle om de tekniske og etiske vanskeligheder, og om vi bør gribe muligheden for at tage kontrol over vores egen evolution.

Har du en indre arkitekt gemt i dig, kan du besøge Aarhus Arkitektskole, som dedikerer en hel dag til træ, torsdag 28. april fra 08:45 til 16.00.

Her vil forskere og arkitekter fra hele Europa fortælle om træ som byggemateriale, hvordan de gamle håndværksteknikker kan forbedres med nye værktøjer som computere og robotter. Og så selvfølgelig, om træ kan gøre et comeback som fremtidens byggemateriale.

Temadagen hos Arkitektskolen Aarhus byder både på praktiske demonstrationer i skolens værksteder, foredrag og udstillingen 'Thinking Wood'. (Foto: Arkitektskolen Aarhus)

Sønderjylland

Længere sydpå åbner Syddansk Universitet Sønderborg dørene til to hele dage fyldt med aktiviteter, fredag 22. april, som mest er målrettet voksne og unge, og lørdag 23. april, hvor hele familien vil kunne følge med.

Fredag kan man således se en udstilling om nanoteknologi, prøve kræfter med virtual reality og lære en masse om bæredygtighed og de forskellige klimateknologier, som skal sikre klodens fremtid.

Lørdag byder på samme temaer, men med workshops, hvor hele familien kan være med. For eksempel kan man lave sine egne solceller eller lære om, hvordan robotter kan hjælpe os med at træffe sundere valg.

I Koldning inviterer FoodLab på en dag fyldt med madeksperimenter for hele familien lørdag 23. april fra 12:00-17:00.

Her får du blandt andet muligheden for at bygge insekthotel, som kan anbringes rundtomkring i byen og hjælpe på biodiversiteten, eller lave bæredygtig mad med lokale producenter. Du kan endda tage med på en tidsrejse til 2080, hvor der spekuleres i, hvordan fremtidens fødevarer ser ud.

Hos FoodLab i Kolding kan du være med til at gøre fødevaresystemet bæredygtigt. (Foto: FoodLab)

Familieklubben

Videnskabsklubben holder også workshops for hele familien i henholdsvis København og Aarhus, hvor børn får mulighed for at være forsker for en dag.

I København er temaet mikrobiologi, og her kan børnene som miniforskere undersøge bage-gær og havvandsprøver under lup.

I Aarhus er det biodiversitet, der er på skemaet, og her skal miniforskerne på jagt efter arter i nærområdet og forsøge at artsbestemme de dyr og planter, de finder.

Familieklubben er et initiativ fra Videnskabsklubben, hvor børn og voksne sammen kan fordybe sig i naturvidenskaben.  (Foto: Lars Svankjær)

God fornøjelse!

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcasts herunder. Du kan også findes os i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk