Forskningen bliver bedre, hvis der er plads til held og tilfældigheder
Serendipitet – de uventede lykketræf – kan være det, der rykker forskning fra god til genial. Hvordan opnår man det?
sødestof sakkarin serendipitet Fahlberg opdagelse

Ikke-målrettet forskning kan resultere i uventede opdagelser, som for eksempel da den tyske kemiker Constantin Fahlberg i 1877-78 opdagede det kunstige sødestof sakkarin. (Foto: Shutterstock)

Hver morgen er der morgensang på min søns skole.

Denne morgen – altså samme dag, som jeg havde afsat tid til at skrive om serendipitet til Forskerzonen – sang børnene ’Mørk er november’ skrevet af Thorkild Bjørnvig.

Sidste linje lyder: »frugter kan uspået komme.«

Bjørnvigs tekst er fra 1959. Den handler blandt andet om frygten for atomvåben, og hvordan et håb for fremtiden trods alt kan spire og vokse.

Men jeg tænkte, at sidste linje udmærket opsummerer begrebet serendipitet: At vi uventet får noget, som vi kan bruge.

Og som den opmærksomme læser allerede har bemærket, var den lille episode i sig selv et udtryk for serendipitet: Helt tilfældigt bliver jeg under morgensangen opmærksom på en tekststump, der – selvom den egentlig handler om noget helt andet – kan bruges som indledning til denne artikel om emnet serendipitet i forskningen.

Vi hører aldrig om serendipitet, når det går galt

Begrebet serendipitet har en lang historie, og dets betydning for forskningen har været omstridt. I dag er det alment anerkendt, at serendipitet spiller en vis rolle for den ellers systematiske og velbegrundede forskningsproces.

Tema: Serendipitet: 
  • Sætter man serendipitet på formel, kan den hedde: Indsigt + erfaring + held + tilfældighed = serendipitet.
  • I den kommende tid kaster Forskerzonen et blik på nogle af de store videnskabelige opdagelser, der er blevet til på baggrund af serendipitet. 
  • Læs alle artikler i temaet her.

Et af problemerne med at forstå serendipitets betydning for forskningen, er, at vores viden om, hvordan det virker, er anekdotisk og ensidet. Vi hører kun om fænomenet serendipitet, når det har en positiv virkning på forskningen.

Når der bliver uddelt en Nobelpris, er det ikke ualmindeligt at tale om serendipitet i forbindelse med forskningen bag opdagelsen. For eksempel kan man læse, at held og tilfældighed førte Jens Christian Skou til Nobelprisen.

Eller man kan se den franske nobelprisvinder i kemi fra 2017 Jacques Dubochet citeret for at sige: »Det var serendipitet, held og nogle store fejl, der ledte mig frem til aha-øjeblikket.«

Det virker sandsynligt, at uventede hændelser har mindst lige så stor betydning, når forskningen går galt eller bare fører til ingenting. Det hører vi dog sjældent om.

Fire typer af serendipitet

Sociologen Robert K. Merton gjorde i 1940’erne et første forsøg på at forstå serendipitet i forskningen. Han indsamlede selv mange videnskabshistoriske eksempler på serendipitet og fik gennem sit store netværk i forskningsverden tilsendt mange andre eksempler.

Sammen med sin kollega Elinor Barber skrev Merton udkast til en bog om serendipitet. Den udkom først i 2004, efter at begge var døde. Bogen følger begrebets fremkomst og udvikling med en afsluttende diskussion om serendipitet som forskningspolitisk argument.

Merton gjorde det alment accepteret at snakke om serendipitet i forskningen. Han forstod også, at meget af det, vi ved om serendipitet, bygger på sigende, men ikke nødvendigvis repræsentative eksempler.

Et første skridt på vejen, til at forstå hvad serendipitet er, er at anerkende, at serendipitet kan indvirke på forskningsprocessen på mange måder.

Ohid Yaqub, forsker ved universitetet i Sussex, har arbejdet med Robert Mertons store arkiv med 118 eksempler på serendipitet i forskningen. På den baggrund har han identificeret fire typer af serendipitet med tilhørende eksempler indsamlet af Merton:

  • Målrettet forskning resulterer i uventet opdagelse: Den tyske kemiker Eduard Buchner arbejdede i 1890’erne på at udvikle bedre vacciner, da han opdagede den cellefri fermentering, en opdagelse han senere fik Nobelprisen for.
  • Målrettet forskning fører til det ventede resultat, men via en uventet vej: Den selvlærte forsker og fabrikant Charles Goodyear arbejdede i 1830’erne på at gøre gummiprodukter mere robuste og varmebestandige. Det lykkedes også for ham, men først da han uventet havde opfundet vulkanisering.
  • Ikke-målrettet forskning resulterer i uventet opdagelse: Dette er nok serendipitet i sin mest rendyrkede form, hvor forskningen ikke har en bestemt retning, men der alligevel opstår noget uventet nyt. Det skete for eksempel for den tyske kemiker Constantin Fahlberg, da han i 1877-78 opdagede sakkarin, det kunstige sødestof, og det skete for fysikeren (også tysk) William Röntgen, da han i 1895 opdagede en ny form for stråling, som senere blev kendt som røntgenstråling.
  • Ikke-målrettet forskning fører til nye problemstillinger og resultater, der end ikke var kendt ved forskningens begyndelse: Den fjerde og sidste form for serendipitet er blandt andet beskrevet af Paula Stephan, professor i økonomi, som det at finde svar på spørgsmål, som endnu ikke er stillet. Det var, hvad der skete, da den danske fysiker Hans Christian Ørsted i 1820 ved et tilfælde opdagede elektromagnetismen. I første omgang var det et kuriosum, og det var først senere i 1800-tallet, at opdagelsen rent faktisk kunne bruges til noget inden for fysik og teknologi.

Serendipitet giver bedre forskning

Mange argumenterer for, at serendipitet i forskningen er nødvendig for at kunne lave god forskning.

antenne mobil ørsted elektromagnetisme serendipitet

Da H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen gik der længe, inden man blev klar over, at den faktisk kunne bruges til noget. I dag er den uundværlig, når vi for eksempel skal have mobilnetværk til at fungere. (Foto: Shutterstock)

En række ledere af de største danske private forskningsfonde skrev i 2012, at »det er nødvendigt også at prioritere og finansiere den forskning, vi ikke ved, hvad vil føre med sig.«

Tre japanske forskere satte sig for at undersøge hypotesen om, at serendipitet giver bedre forskning. De gennemførte en spørgeskemaundersøgelse blandt 4.410 forskere.

Først spurgte de blandt andet forskerne om, hvorvidt deres forskning havde ledt til uventede resultater. Det svarer til den første serendipitetstype i ovenstående liste.

Dernæst sammenlignede de graden af serendipitet i forskningen med de resulterende forskningspublikationers gennemslagskraft i forskningsverden, målt i antallet af citationer.

Resultatet var, at der syntes at være en sammenhæng mellem forskernes oplevelse af serendipitet i forskningen og de efterfølgende publikationers citationsgrad. Jo mere serendipitet, des bedre forskning.

Mangfoldighed er en fordel

Den fundne sammenhæng mellem serendipitet og god (gennemslagskraftig) forskning var i undersøgelsen medieret af andre faktorer såsom forskernes forudgående viden om emnet og den deraf følgende evne til at kunne identificere et uventet resultat.

Og begge disse faktorer hang sammen med graden af diversitet i den lokale forskningsgruppe og forskernes nationale og internationale netværk.

Jo mere mangfoldighed i forskningsgruppen og jo flere kontakter til forskere på andre institutioner, des større var oplevelsen af serendipitet i forskningen og dermed muligheden for at kunne identificere og drage fordel af uventede resultater.

Med andre ord: Desto mere viden, du og din forskningsgruppe har adgang til, desto lettere er det også at kunne drage nytte af et uventet resultat.

Hvordan leder ledelsen efter serendipitet?

De japanske forskere interesserede sig også for sammenhæng mellem ledelse og serendipitet. Hvad skal der til for at skabe et godt forskningsmiljø, der kan lave målrettet, effektiv forskning og samtidig være åben over for uventede resultater og helt nye problemstillinger?

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her beretter de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Konklusionen var, at kravet om effektivitet ikke stemmer overens med kravet om serendipitet. Det første kræver stærk forskningsledelse, det andet plads til fleksibilitet og en vis åbenhed over for det uventede.

Der skal altså laves en konkret afvejning af forholdet mellem effektivitet og serendipitet i hvert konkret tilfælde.

De japanske forskere fandt nemlig også, at stærk styring gennem en hierarkisk ledelsesstruktur og professionaliseret ledelse er mest effektiv, når det gælder om at opnå flest mulige forskningspublikationer.

Hvis det omvendt er serendipitet og gennemslagskraftige resultater, man er ude efter, er det bedst at have en integreret ledelsesstruktur, hvor forskerne er tæt på ledelsen.

Mangfoldighed i forskningen – både lokalt i den enkelte forskningsgruppe og internationalt gennem mange samarbejder – er som nævnt også en måde at styrke forskningens serendipitet og fremskridt – så man tillader, at de uspåede frugter kan plukkes.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.