Forskere: Stentavle fra bronzealderen er Europas ældste kort

En enorm stentavle på 2*1,5 meter er tilsyneladende det ældste landkort, man har identificeret i Europa. (Denis Glicksman, INRAP)

En enorm stentavle på 2*1,5 meter er tilsyneladende det ældste landkort, man har identificeret i Europa. (Denis Glicksman, INRAP)

12 april 2021

En omhyggeligt udhugget stentavle fra bronzealderen indeholder Europas ældste eksempel på et landkort. Det skriver det britiske Bournemouth University i en pressemeddelelse.

Konklusionen kommer fra franske og britiske forskere, der har analyseret tavlens markeringer og sammenlignet dem med terrænet omkring floden Odet i Bretagne-regionen i det vestlige Frankrig.

Ældre eksempler på kort er i højere grad ‘fortolkninger’ af landskabet, fortæller en af forskerne bag opdagelsen.

»Det her er formentlig det ældste kort over et territorie, man har kunnet identificere,« siger Dr. Clément Nicolas fra Bournemouth University til BBC.

Han er medforfatter til et nyt studie, der præsenterer opdagelsen, og som er publiceret i tidsskriftet Société Préhistorique Française.

Stentavlen lå fra 1990'erne og til 2014 i kælderen under slots-museet Musée d'Archéologie nationale vest for Paris. (Foto: Clément Nicolas/Yvan Pailler/INRAP)

Stentavlen er kendt som Saint-Bélec-stentavlen og menes at være blevet til i bronzealderen, mellem 1900-1650 år f.v.t.

Den blev første gang fundet begravet i år 1900 og flyttet til et privat museum.

Men stentavlen blev sidenhen videresolgt, og indtil 1990’erne blev den opbevaret i en niche i voldgraven omkring det franske slots-museum Musée d'Archéologie nationale.

På et tidspunkt blev tavlen flyttet til slottets kælder og glemt, hvorefter den blev 'genopdaget' i 2014.

Efter moderne analyser konkluderer forskerne, at stentavlens mønstre er en tredimensionel repræsentation af et knap 30 kilometer langt stræk langs floden Odet i det vestlige Frankrig.

Tavlens små, gentagne motiver er forbundet af linjer, som ifølge forskerne markerer netværket af mindre floder i den dal, der omgiver Odet-floden.

Et computer-analyse viste 80 procents match mellem stentavlens motiver og det knap 30 km lange stykke af floden.

Moderne analyser har afsløret store ligheder med mønstrene på stentavlen (venstre) og topografien i området, hvor den oprindelig blev fundet (højre). (Illustration:  V. Lacombe/P. Stephan/C. Nicolas)

Tavlen er formentlig et udtryk for magtstrukturer i bronzealderens Frankrig, mener forskerne bag undersøgelsen.

»Den var formentlig en måde at fastslå ejerskabet over et territorie for en mindre prins eller konge på det tidspunkt,« siger Dr. Clément Nicolas til BBC.

Nedgravningen af stentavlen kan derfor også have markeret et magtskifte og en elites tab af magt, spekulerer forskerne bag studiet.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.