Forskere sætter kulør på antikke skulpturer
Græske og romerske skulpturer var ikke blege og udviskede. Nu er forskerne ved at være på sporet af de oprindelige farver - den fjerde dimension i de antikke skulpturer.

Løven i Glyptoteket fremstår i rå kalkstensfarve, men oprindeligt har den været et sandt farveorgie. Det har forskerne fundet frem til ved hjælp af Violet-Visible Spectroscopy (UV-VIS), som er en ikke-invasiv måde at identificere pigmenter på. (Foto: Courtesy Stiftung Archäologie)

Løven i Glyptoteket fremstår i rå kalkstensfarve, men oprindeligt har den været et sandt farveorgie. Det har forskerne fundet frem til ved hjælp af Violet-Visible Spectroscopy (UV-VIS), som er en ikke-invasiv måde at identificere pigmenter på. (Foto: Courtesy Stiftung Archäologie)
Partner Tidsskriftet SFINX

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandene og Nærorienten – fra oldtiden til nutiden.

 

Gennem det meste af 1800-tallet rasede en debat mellem antikvarer, arkæologer, kunstnere, arkitekter, filosoffer og andre med aktier i antikken: Var græske og romerske stenskulpturer oprindeligt polykrome, det vil sige farverige?

Fund af skulpturer med tydelige farvespor – som de arkaiske korer fra Akropolis og statuen af kejser Augustus fra Prima Porta – afgjorde sagen til fordel for farven. Omkring 1900 var der mere eller mindre modvilligt opnået enighed om den sag.

Man skulle tro, at det ville udløse intens forskning. Med bemærkelsesværdige undtagelser indtrådte i stedet en larmende tavshed, en tavshed, der først gradvist blev brudt fra 1960 og frem.

Hvorfor? Ja, det spørgsmål burde der skrives en afhandling om, men det skyldtes vel ikke mindst, at det store faglige flertal modsatte sig det paradigmeskifte, et accept af farven indebærer.

Gennembrud i farvejagten

Her i 2012 er forskningen i antik skulpturel polykromi i en gennembrudsfase. Den tog sin begyndelse omkring 1980 og er præget af støt stigende international, tværvidenskabelig aktivitet. Forskningsområdet er stadig meget lille, og ved de årlige møder for de aktive på feltet har vi endnu aldrig været flere end halvtreds.

At et gennembrud skete har flere årsager. Blandt de afgørende var udviklingen af Ultraviolet Fluorescens fotografi (UV-FL) og fotografering i ekstremt strejflys. Begge teknikker afslører vidnesbyrd om polykromi.

En anden faktor var oprettelsen af egentlige konservatoruddannelser. Det vil nok overraske andre end mig, at Konservatorskolen i København først blev grundlagt i 1972.

Det banebrydende her var, at humaniora og naturvidenskaberne nu for alvor rakte hinanden hånden i et systematisk, tværfagligt samarbejde om et humanistisk emne, nemlig kulturarven i hele sin bredde.

På den malede rekonstruktion af relieffet på Alexander-sarkofagens langside ses et væld af detaljer. Den hvide baggrund skyldes bemaling med blyhvid. Til rekonstruktionen er igen brugt UV-VIS-metoden. (Foto: Courtesy of Stiftung Archäologie)

For forskningen i antikke skulpturers oprindelige bemaling er denne tværfaglighed en uomgængelig forudsætning. Vi kommer ingen vegne uden samspil mellem klassisk arkæologi, klassisk filologi og antikkens historie på den ene side, og konserveringsvidenskab, kemi, fysik og geologi på den anden.

 

Begyndelsen af begyndelsen

Gennembrudsfasen har været præget af en dynamik skabt af denne tværfaglighed, og arsenalet af højteknologiske undersøgelsesmetoder udvides til stadighed.

Væsentlige problemstillinger kan nu identificeres med større præcision, mens helt nye opstår uforudset. Den viden, der kan udvindes af selv de mest minimale farverester, bliver stadig større.

Og hvor langt er vi så kommet? Langt nok til at kunne sige, at vi kun står ved begyndelsen af begyndelsen af en kortlægning af farven i tusind års antik skulpturhistorie, fra England til Egypten, fra Portugal til Syrien.

 

Generaliseringer nærmest umulige

Alene i Glyptoteket findes over 1.100 græske og romerske stenskulpturer, hvoraf over hundrede har spor af farve. Der er meget langt igen, blandt andet fordi det drejer sig om forskning, der er meget tids- og ressourcekrævende.

Af samme grund er generaliseringer naturligvis umulige - dog med to undtagelser:

Den første er den, at farven til enhver tid var til stede i antik skulptur i et eller andet omfang, på den ene eller anden måde. Farven var et integreret element, en fjerde dimension, uden hvilken skulpturen simpelthen var ufærdig.

Den anden er, at polykromien i arkaisk skulptur adskiller sig fundamentalt fra den, der ses i alle senere perioder, i hvert fald frem til 200-tallet e.Kr.

 

Virkningsfuld forenkling vha. farver

De tre billeder viser kejser Caligulas øjne i forskelligt lys. 1. I naturligt lys. 2. Den lyse, hvide luminescens i VIL-optagelse (visible-induced luminescens) viser brugen af farven egyptisk blå i den sorte pupil. 3. I ultraviolet (UV) lys reagerer den organiske farve kraplak med en fin orangerød flouriscens i øjenkrog og øjenrand.

I Ny Carlsberg Glyptotek findes en tidlig arkaisk græsk løve af kalksten fra ca. 570 f.Kr. Dens formgivning har de træk, der er fællesnævnere for al arkaisk skulptur: En stilisering af virkelighedens former med henblik på at opnå en dekorativ virkning.

'Chios-koren' fra Athens Akropolis er senarkaisk, fra ca. 520, men grundbeslægtet med løven. Farvesætningen af de to skulpturer står i et logisk, harmonisk forhold til deres arkaiske formgivning. Polykromien er nemlig stiliseret i en tilsvarende grad. Den er anlagt som lokalfarve, uden nuanceringer, og er til dels meget kraftig og sine steder helt uden forbindelse med virkelighedens verden – som f.eks. løvens azuritblå manke.

Mange nutidige betragtere har svært ved at forlige sig med æstetikken i arkaisk polykromi: 'Rent cirkus' og 'Det kan bare ikke passe', lyder denne ahistoriske vurdering. Men uden farverne, hvor imponerende ville løven så være, og hvordan skulle vi kunne se, hvor fornemt udsmykket den unge kvindes dragt og diadem er?

 

Naturens former og farver

I den efterfølgende klassiske periode (ca. 480 – 323 f.Kr.) ændrer billedkunstens formsprog sig fundamentalt. Det samme gælder bemalingen: Formen og farven er afstemte i forhold til det overordnede, naturalistiske udtryk.

Det suverænt bedste eksempel på bevaret farve i klassisk marmorskulptur er reliefferne på den såkaldte 'Alexander-sarkofag' fra ca. 315 f.Kr. Tyske kollegers forskning har påvist, hvordan dragtfarverne er mørkere i foldekastenes dale, og tredimensionelle former som buede skjolde får tilføjet skraverede skygger.

At det allerhelligste ikke skånes, skal ikke skjules: Der foreligger nu håndfast dokumentation for, at de sublime skulpturer på Parthenon-templet i Athen var fuldstændigt bemalede.

 

Nærmere virkeligheden

I hellenistisk skulptur (ca. 323 – 31 f.Kr.) findes flere forskellige stilretninger side om side. Den klassiske, ideelle naturalisme får følgeskab af en mere virkelighedsnær, realistisk retning og af en voldsomt bevæget, følelsesladet strømning, den såkaldte hellenistiske barok.

Undersøgelser af farvespor på hellenistisk skulptur fra øen Delos viser, at polykromien var tilsvarende forskelligartet. Det er samtidig blevet klart, at farvesætningen af hellenistiske terrakotta-statuetter afspejler storskulpturens.

Zeus-hovedet i Glyptoteket er af marmor fra Paros og over en halv meter højt. Det er fundet i Fregellae i det sydlige Latium, men den blyrøde farve stammer fra sølvminer i Sydspanien. Hovedet dateres til ca. 100 f.Kr.

De bedste af statuetterne er af fremragende kvalitet og giver med deres fint bevarede farver et sjældent indblik i antik skulpturel polykromi.

 

Malerne fulgte med skulpturerne

»Det besejrede Grækenland tog sin rå erobrer til fange og førte kunsten ind i det bondske Latium,« beskriver Horats gangen i den romerske erobring af den hellenistiske, græske verden i løbet af det 2. og 1. årh. f.Kr.

Skulpturer i græsk marmor udført af græske billedhuggere dukker op i det velhavende Latium og Campanien. Græske skulpturmalere fulgte sikkert med.

Et eksempel kan ses i Ny Carlsberg Glyptotek. Det er et hoved af en skægget gud, vel Zeus selv, med rigelige rester af en rød farve. En grundig undersøgelse af værket viser blandt andet, at den røde farve er blyrød, dvs. blyilte, der ved opvarmning til cirka 450 grader er gået fra en hvid til en rød farve.

 

Blyrød farve fra sølvminer i Spanien

Pigmentet kaldtes minium på latin; vi kender det som mønje. Identifikationen fik vores samarbejdspartnere i Danmarks Naturhistoriske Museum til at tilbyde os at få lavet en isotop-analyse – det ville muligvis kunne vise, hvor pigmentet stammede fra.

En mikroskopisk lille prøve blev udtaget og analyseret ved en metode, der kaldes Inductively Coupled Plasma Mass Spectroscopy (ICP-MS).

Det helt uventede resultat var, at den blyrøde farve er fra sølvminerne i Rio Tinto-området nord for Cadiz i Sydspanien.    

 

Farven i romersk skulptur

Et af de mest berømte romerske portrætter i Glyptoteket er det af kejser Caligula med de mange farvespor. En grundig undersøgelse i 2003 viste, at det var fuldstændigt og naturalistisk farvelagt. Dertil svarer den naturlige størrelse portrættet har, og den togastatue hovedet hørte til.

Højre side af den næste to meter høje amazonestatue. Såret ses som en revne under armhulen. En VIL-optagelse viser luminescensen af egyptisk blå i det hvide af øjet og i blodet under såret. Nederst: Mikroskopi viser, at den blå farve i blodet er blandet med det organiske, røde pigment kraplak.

Stående på en cirka en meter høj sokkel med en passende indskrift til hans ære har Caligula på den mest livagtige og dermed afgørende vis været til stede i det offentlige rum i en romersk by. Portrætstatuen var kejseren.

Vi vendte i 2011 tilbage til portrættet med nye teknikker ved hånden og fik det tekniske raffinement i den naturalistiske malemåde bekræftet.

 

Marmor blev bemalet

Undersøgelserne af romerske portrætter i Glyptoteket fortsætter. Nogle resultater vender op og ned på vante forestillinger. En række helt fremragende værker fra 100 og 200-tallet e.Kr. har hudflader poleret op til porcelænsagtig glans. Det ses som et højdepunkt af materialeæstetik, det skønne marmor – men nu har vi eksempler på, at disse flader efterfølgende blev bemalet.

Den romerske portrætsamling i Glyptoteket er af verdensklasse. Næsten lige så højt rangeret er samlingen af 'idealskulpturer' fra romersk kejsertid.

Statuerne forestiller for det meste guder og helte i en form, der mere eller mindre præcist gengiver græske forbilleder.

 

Fantasien sættes på prøve

Det er den slags hvide marmorværker, der siden Renæssancen er blevet opfattet som selve indbegrebet af antik skulptur, ja af antikken som sådan. Men også de var polykrome. Museets berømte statue af en såret amazone er en marmorkopi fra omkring 150 e.Kr. af et klassisk græsk mesterværk af bronze.

Billedhuggerarbejdet er suverænt, og statuen var fuldstændigt bemalet, sikkert på lige så højt niveau. Blandt raffinementerne findes udførelsen af det hvide i øjnene: Maleren anvendte blyhvidt iblandet en lille mængde egyptisk blå for at opnå en optisk hvid virkning.

Værker af denne kaliber hørte til i prestigiøse omgivelser. De er blandt andet fundet i romerske pragtvillaer som Villa dei Papiri ved Herculaneum. Fantasien udfordres virkelig, når man prøver at forestille sig helheden af polykrom skulptur og farvestrålende indendørsarkitektur: For eksempel Thorvaldsens Museums sale, blot med farver også på statuerne.

 

Paradigmeskift i senantikken

Fra det tidlige 400-tal f.Kr. og frem beherskes græsk og romersk skulptur at et naturalistisk formsprog. Først hen mod slutningen af 200-tallet e.Kr. viger det gradvis for et nyt paradigme. Man ser en tiltagende grad af stilisering og abstraktion. Polykromien ændrer sig hånd i hånd med denne udvikling, og et nyt kapitel åbner sig.

En sarkofag i Glyptoteket, udført i Rom cirka 300 e.Kr., er et godt eksempel. Billedhuggerne ser stort på de rette proportionsforhold i relieffets figurer, boret bruges flittigt til mange detaljer og til figurernes konturer. Polykromien er præget af linjeforløb snarere end fuldt dækkede flader, undtagen på de mange bladforgyldte partier.

Denne udvikling kulminerer og slutter i byzantinsk tid: Fremstillingen af storskulptur ophører nemlig nærmest fuldstændigt i løbet af 500-tallet. 

Tidsskriftet SFINX

Denne artikel er en let omarbejdet udgave af en artikel i Tidsskriftet SFINX, april 2013.

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandene og Nærorienten.

I aprilnummeret kan du blandt andet læse om:

  • På sporet af farven
  • Fødselskirken i Betlehem reddet
  • Fra indsø til åbent hav

Læs mere om SFINX og bestil abonnement på tidsskriftetsfinx.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om det utroligt velbevarede dinosaur-foster, som du kan se herunder.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk