Forskere overdriver forskelle mellem mænd og kvinder
Forskning om køn er vældig populært, men hvor meget betyder resultaterne egentlig i den virkelige verden?

Forskellen mellem mand og kvinde er ikke så sort/hvid, som mange forskere og medier beretter. Vi har brug for at markere styrken af vores forskningsresultater, skriver engelsk forsker. (Foto: <a href="http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Man_and_woman_silhouettes.jpg" target="_blank"> Fred Bchx</a>)

Er der en ting, som især får klik på nettet, så er det historier om køn. Men hvor relevante er disse facts egentlig for læseren? Hvordan relaterer videnskabelige sandheder sig egentlig til almindelige menneskers liv?

Svaret er ikke så simpelt, som det måske kunne virke i første omgang.

Et studie undersøgte for nylig de kombinerede indvirkninger ved brug af p-piller og ægtefællens ansigtstiltrækning på kvinders ægteskabelige tilfredshed. Efter at have fulgt 118 heteroseksuelle kvinder over en flerårig periode kunne de rapportere, at der blandt de kvinder, som stoppede med p-piller, var mindre ægteskabelig tilfredshed hos dem, som havde partnere, der var mindre tiltrækkende, end hos dem med mere tiltrækkende partnere. Blandt de kvinder, som fortsatte på p-piller, forholdte det sig omvendt.

Effektstørrelsen bør medregnes

Du har måske allerede hørt om forskere, der brokker sig over dårlig videnskabsjournalistik, der misinformerer den brede offentlighed. Men ansvaret kan også ligge hos os – forskerne og tidsskrifterne, som publicerer vores arbejde.

Inden for feltet evolution og menneskelig adfærd er vores gentagende forsømmelse, at vi ikke formår at sætte vores resultater i en kontekst med en vis grad af det, som kaldes ’effektstørrelse’. Det kan gøres på flere måder, men i bund og grund er der tale om et tal, som beskriver styrken af et givent forhold.

Det betyder, at en tilfældig faktors mulige indflydelse på et bestemt mål kan sammenlignes med andre faktorer.

Hvis vi tager eksemplet med p-pillestudiet, kunne en opgørelse af effektstørrelse hjælpe os til at forstå den potentielle styrke af p-pillens fysiologiske indvirkning på ægteskabelig tilfredshed, når den sammenlignes med alle ægteskabets andre glæder og sorger, som børn, regninger og svigerfamilie. 

Det har en betydning, fordi læsere særligt interesserer sig for emner, som de selv kan relatere til.

Tidsskriftet Time bragte artiklen med overskriften ’Going off the pill could affect who you’re attracteed to, study finds’ (P-pillestop kan påvirke, hvem du er tiltrukket af, viser en undersøgelse). Tidligere i år bragte Huffington Post en artikel om lignende forskning under titlen: ’What you didn’t know about how the pill is affecting your relationship’ (Det du ikke vidste om, hvordan p-pillen påvirker dit forhold).

Kontekst er altafgørende

Selvom ingen forskere ville advokere for, at læsere ukritisk anvender sådanne forskningsresultater på deres eget liv, er denne afstand mellem forskning og praksis ikke nødvendigvis altid tydelig for læserne. Der er et meget stærkt argument for, at forskerne har et ansvar for at gøre deres bedste for at sikre, at deres arbejde bliver forstået i den rette kontekst.

I dette tilfælde er det nødvendigt at nærstudere forskningsafhandlingen for at finde antydninger af effektstørrelse. Nærlæsning af graferne i afhandlingen viser, at der i de ekstreme grupper med partnertiltrækning (de med de mest eller mindst tiltrækkende ægtefæller) var større forskel, omkring 15-20 procent på skalaen over ’Quality Marriage Index’. Det var en score, som blev fundet ud fra svar på en række ’hvor enig er du?’ spørgsmål.

Disse procentændringer virker måske temmelig meningsløse, når det kommer til op- og nedture i forhold i ’den virkelige verden’, men i det mindste giver sådanne tal os et vink om, hvordan det ser ud. Men denne viden var ikke til rådighed i den del forskningen, som var tilgængelig eller publiceret i en letfordøjelig form i artiklen.

Alt for få forskere beretter om omfanget af deres resultater

Det er en norm inden for vores felt. Mange tidsskrifter stiller ikke noget krav om, at forskere sætter indikationer om effektstørrelse centralt, så alle kan se dem. Jeg gennemgik resuméer i forskningsartikler fra de nyeste publicerede problemstillinger hos fire tidsskrifter, som beskæftiger sig med evolution og menneskelig adfærd. Ud af de 29 afhandlinger, som jeg vurderede havde haft mulighed for i hvert fald at give nogle antydninger af størrelsen af de vigtigste rapporterede resultater, var der kun fire (13 %), som rent faktisk gjorde det.

Så hvorfor er denne information ikke mere tilgængelig? Svaret er måske, at forskere i de fleste empiriske studier, på ’teoridrevne’ områder som dette, ofte primært har en interesse i at bestemme, om der er evidens for at støtte op om eller afvise en bestemt hypotese.

Forskere fokuserer mest på signifikansniveauet

Når forskningsresultater bliver præsenteret, er det vigtigste information, som forskere inden for evolution og menneskelig adfærd ønsker at kommunikere ud, den statistiske signifikans af et resultat. Det viser, at denne sammenhæng faktisk findes og ikke blot er et resultat af tilfældigheder.

I min gennemgang af resumeer, var der i alle tilfælde inkluderet et mundtligt udsagn, der bekræftede, at der var statistisk signifikans.

Men problemet bliver dog mere seriøst, når det handler om kønsforskelle. Statistisk signifikante gennemsnitlige forskelle mellem mænd og kvinder (i holdninger til utroskab for eksempel) får mere opmærksomhed, end du kan vifte med et eksemplar af ’Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus’ af. Det gælder, selvom effektstørrelserne er så små, at denne forskel mellem en tilfældig mand og kvinde er helt fraværende, eller endda lige omvendt.

Den grundlæggende forskel

Sådanne fund får meget presseomtale, fordi de spiller på og underbygger vores forestillinger om uforeneligheden mellem køn. Så det er ikke underligt, at vi ofte fastholder en forestilling om, at mænd og kvinder er lige så fundamentalt forskellige i vores udviklede adfærdsmæssige tilbøjeligheder, som en påfuglehøne og en påfuglehane adskiller sig udseendemæssigt. Men i virkeligheden, som Steve Stewart-Williams og Andrew Thomas overbevisende har argumenteret, har mænd og kvinder nok langt mere tilfælles psykologisk, end mange af os går rundt og tror.

Forskerens pligt

De af os, som arbejder med evolution og menneskelig adfærd, bør følge andre fagområders eksempel. Inden for epidemiologi, er det ikke kun statistisk signifikans, som fremlægges sort på hvidt i resumeet, men også forskelle mellem individgrupper i den virkelige verden i form af parametre som BMI, sygdomsrisiko og dødelighed.

Der er en offentlig interesse for det, vi laver, og derfor har vi pligt til at gøre vores yderste for at sikre os, at vores forskningsresultater bliver nøjagtigt gengivet. Det betyder, at vi må tage nogle simple forholdsregler for at sætte dem ind i den rette sammenhæng. Ved at nævne nogle effektstørrelsesindikatorer i resumeet – hvor de fleste får en fornemmelse for studiet – ville det blive muligt at opnå en bedre viden om, hvor vigtige fundene er som indikatorer for adfærd.

Hvis forskere og tidsskrifter gjorde dette til en rutine, ville det være godt for forskningen og samfundet og betyde meget for forbedring af formidling og troværdighed inden for området.

Ian Rickeard arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.