Forskere: Lad dine venner vælge dine dates
Partnere valg kriterier ens for alle

Du er måske ikke selv den bedste til at vurdere, hvad du i virkeligheden vil have i en partner, siger forskere. (Foto: Shutterstock)

Du er måske ikke selv den bedste til at vurdere, hvad du i virkeligheden vil have i en partner, siger forskere. (Foto: Shutterstock)

08 juli 2020

Måske har du en klar ide om, hvad du foretrækker i en romantisk partner. Og de fleste kan nok som minimum opstille et par kvaliteter i en partner, der er vigtige for dem.

Men måske kan du lige så godt lade en anden end dig selv bestemme, hvem du skal på date med. Sådan konkluderer forskere fra University of California, Davis (UC Davis), efter et nyt studie. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

»Deltagerne i vores studie kunne meget let opstille deres tre vigtigste egenskaber i en partner. Vi ville se, om disse tre egenskaber virkelig betød noget for den person, der opstillede dem. Det gør de ikke, viser det sig,« siger ph.d. Jehan Sparks i pressemeddelelsen fra UC Davis.

Hun er hovedforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Experimental Social Psychology.

Til studiet rekrutterede forskerne 700 deltagere, der alle angiv deres tre foretrukne kvaliteter i en hypotetisk romantisk partner.

Det kunne være egenskaber som at være 'sjov', 'attraktiv' og 'nysgerrig'.

Forsøgsdeltagerne skulle herefter rangere, hvor tiltrukket de var af en række af deres egne bekendtskaber. Heriblandt var personer, de tidligere havde været på date med, romantiske partnere og endda deres venner.

Studiets første resultater viste, at forsøgsdeltagerne følte sig mere tiltrukket af de bekendtskaber, der besad de egenskaber, som forsøgsdeltagerne selv havde angivet som vigtige.

»På overfladen ser det lovende ud,« siger professor Paul Eastwick i pressemeddelelsen fra universitetet.

Han forsker også ved UC Davis og er medforfatter på det nye studie.

»Du siger, at du kan lide disse tre egenskaber, og du kan lide mennesker, der besidder de egenskaber. Men her slutter historien ikke,« fortsætter Paul Eastwick i pressemeddelelsen.

Hver deltager i studiet blev også bedt om at vurdere, i hvor høj grad deres bekendtskaber besad tre kvaliteter, som en anden person i studiet havde fremhævet.

Herefter begyndte forsøgspersonerne at føle sig mere tiltrukket af bekendtskaber, der besad de kvaliteter, som den anden person havde fremhævet som vigtige.

»Så til syvende og sidst vil vi have positive egenskaber i vores partnere, men de egenskaber, du selv stiller op, kan faktisk ikke forudsige [dit foretrukne partnervalg] særlig godt,« siger Jehan Sparks i pressemeddelelsen fra UC Davis.

Forskerne tolker resultatet sådan, at folk i virkeligheden ikke selv er særlig bevidste om, hvad de dybest set ønsker i en partner.

Resultaterne bør have betydning for, hvordan vi tilgår sådan noget som online dating, mener forskerne bag det nye resultat.

»Det er meget nemt at bruge tid på at jagte nogen, der ser ud til at matche dine egne idealer,« siger Jehan Sparks i pressemeddelelsen fra UC Davis.

»Men vores forskning peger på en alternativ tilgang: Vær ikke for kræsen på forhånd, når du skal vurdere, hvilken partner der matcher dine idealer på papiret. Eller endnu bedre: Lad dine venner udvælge dine dates for dig.«

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.