Forskere hjælper børn med sprogvanskeligheder
Cirka hvert sjette danske barn har store sproglige vanskeligheder, og det vil et forskerhold fra Syddansk Universitet i Odense lave om på.

Cirka hvert sjette danske barn har store sproglige vanskeligheder. Børnenes sprogvanskeligheder er blandet andet karakteriseret ved, at de har svært ved at lære at tale, og forstå hvad andre siger til dem. Derudover har børnene ofte svært ved at læse.

Nu arbejder en gruppe unge forskere fra Syddansk Universitet i Odense med børnenes sprogvanskeligheder, også kaldet børnelogopædi.

»Tidligere sagde man om børn med sprogvanskeligheder at de skulle afrettes eller læres et pænere sprog. Vi ved i dag at børn med sproglige vanskeligheder har en lang række andre kognitive udfordringer. Det drejer sig om, at de her børn rent faktisk ikke har de rigtige redskaber i deres sproglige værktøjskasse,«, siger Lektor Pia Thomsen i videoen.

Nødvendigheden for at forske i børnelogopædi bliver understreget ved, at konsekvenserne for børnene kan være store, hvis ikke de får tilstrækkelig hjælp til at overkomme deres sproglige vanskeligheder.

Undersøger hjernen

Forskergruppen fra Syddansk Universitet arbejder anvendelsesbaseret og tæt sammen med praktikere. De mener, at de kliniske erfaringer, eksperimenter og observationer har langt større betydning for området end forskertankerne ved skrivebordet.

Forskerne fokuserer på forskellige aspekter ved børnenes sprogvanskeligheder, hvor et af hovedområderne er, hvordan hjernen fungerer.

»Vi er interesseret i at kigge på hvordan et ord f.eks. kommer ind i hjernen på et barn, og hvordan ordene kan være med til at forme hjernen som en klump modellervoks,« fortæller Pia Thomsen.

Du kan se meget mere om forskningsprojektet i videoen i toppen af artiklen.
 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud