Forskere har fundet et simpelt 12-minutters trick, der tilsyneladende gør dig mere lykkelig
lykke glæde andre sammen

Vi bliver mere lykkelige af at tænke positivt på andres vegne, lyder det i et nyt studie. (Foto: Shutterstock).

Vi bliver mere lykkelige af at tænke positivt på andres vegne, lyder det i et nyt studie. (Foto: Shutterstock).

29 marts 2019

Vinteren har været lang og mørk. Måske er du én af dem, der har følt sig lidt vinterdeprimeret? 

Hvis du er, er der råd at hente. 

Et nyt studie fra Iowa State University viser nemlig, at en god metode til at blive i bedre humør er at gå en tur på 12 minutter, hvor du tænker positivt om andre.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Sig 'pyt' - og forebyg stress

Helt konkret testede forskerne forskellige metoder for at undersøge, hvad der gør os glade. 

Deltagerne - studerende fra universitetet - blev inddelt i 4 grupper, som i 12 minutter skulle gå rundt på campus og kigge på mennesker, mens de fokuserede på fire forskellige ting.

Det skulle deltagerne tænke
  1. En gruppe på 127 studerende skulle tænke: 'Jeg ønsker, at denne person er lykkelig,' om de mennesker, de gik forbi.
  2. En gruppe på 125 studerende skulle tænke over, om de kunne have noget til fælles med dem, de så.
  3. En gruppe på 109 studerende skulle tænke over, hvordan de selv havde det bedre end dem, de så.
  4. Samtidig var der en kontrolgruppe på 135 studerende, der ikke skulle tænke specifikke tanker, men blot fokusere på det, de så.

Den gruppe, der var gladest efterfølgende, var gruppen, der skulle tænke positive ting om andre mennesker. De kunne nemlig fortælle, at de efterfølgende havde mindre angst, følte større lykke og havde mere empati end deltagerne i de andre grupper.

Forskerne opfordrer derfor til, at man hver dag går en tur, hvor man glæder sig på andres vegne:

»Når man går rundt og tænker positive tanker om andre, så reducerer man sig egen angst og øger sin egen lykke og følelse af socialt sammenhold. Det er en simpel strategi, der ikke tager meget tid, og som du kan indarbejde i dine daglige aktiviteter,« siger professor i psykologi Douglas Gentile fra Iowa State University. 

En af grupperne skulle fokusere på, hvordan de selv havde det bedre end dem, de gik forbi - og den gruppe følte sig mindst lykkelig efterfølgende. 

Dette resultat går dog imod forskning fra 80’erne, der viser, at når man laver social sammenligning 'nedad', så får man det bedre med sig selv. Dog har nyere forskning allerede antydet, at det ikke er tilfældet.

Studiet er publiceret i The Journal of Happiness Studies.

LÆS OGSÅ: Forsker: Vi skal lære de unge at nyde det uperfekte

LÆS OGSÅ: Penge gør os lykkelige​

mho

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.