Forskere finder oprindelsen bag britisk 'spøgelsespejl' – og det er ikke ånderiget
obsidian spejl ånder okkult

Spejlet kaldes også 'Djævlens Spejl' og er lavet af vulkansk, slebet glas også kaldet obsidian. (Foto: Antiquity (2021).

Spejlet kaldes også 'Djævlens Spejl' og er lavet af vulkansk, slebet glas også kaldet obsidian. (Foto: Antiquity (2021).

Kilde: 
08 oktober 2021

I den sorte flade af vulkansk glas (obsidian) ser man en mørk spejling af verden. Gennem det mente videnskabsmanden John Dee (1527- cirka 1608), at han kunne tale med spøgelser og se ind i fremtiden.

John Dee var den engelske Dronning Elizabeth 1. af Englands hofastronom og fortrolige.

Det sorte spejl gik også under navne som 'Djævlens Spejl' eller 'Den Sorte Sten, som John Dee brugte til at hidkalde sine ånder', ifølge notater opbevaret sammen med spejlet, skriver LiveScience.

Hvor heldig 'videnskabsmanden' Dee har været med sine åndemagerier, vides ikke. Men nutidige forskere har skimtet ind i fortiden ved hjælp af geokemiske røntgenanalyser og fundet spejlets oprindelse, inden det nåede i John Dees hænder.

Resultatet er udgivet i tidsskriftet Antiquity.

'Spøgelsesspejlet' er formodentlig hentet i Azteker-riget, viser studiet ifølge LiveScience.

john dee ashmolean

Doktor John Dee var matematiker, astronom, astrolog og okkultist. Han foreslog som rådgiver til Elisabeth 1. af England at lave kolonier i det nyopdagede Amerika for at danne et »Britisk Imperium«. Han er angiveligt den første, der har brugt det udtryk. (Illustration: Ukendt/CC0)

Analyserne foretaget af spejlet og tre andre genstande lavet af obsidian viser, at de med al sandsynlighed stammer fra bjerge i Mexico, og at de er omkring 500 år gamle. Obsidian er en slags vulkansk glas, der opstår, når magma størkner hurtigt.

»Fordi obsidian kun opstår under meget specifikke, vulkanske forhold, har det næsten altid en meget speciel kemisk profil. Hvis du laver en detaljeret kemisk analyse, kan du meget ofte finde tilbage til stenens unikke oprindelse,« forklarer studiets hovedforfatter Stuart Campbell overfor LiveScience. Han er professor i arkæologi ved University of Manchester.

Samtidig peger historiske kilder fra Aztekerriget også på, at Dees magiske spejl stammer fra den anden side af Atlanterhavet. Sorte spejle optræder i Kodex Tepetlaoztoc. Et manuskript fra 1600-tallet skrevet af beboerne i byen Tepetlaoztoc, der beskriver de spanske conquistadorers ugerninger. 

Aztekerne brugte selv spejlene i religiøse praksisser til at tale med ånder, se ind i fremtiden eller fange sjæle. Det er den praksis, som britiske Dee overtog.

tepetlaoztoc kodex onde spaniere kolonister conquistadors

En af siderne fra Tepetlaoztoc Kodex. Forskerne mener, cirklerne er sorte spejle magen til det, John Dee brugte ved det britiske hof. (Foto: Antiquity (2021))

 
tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.