Forskere: Danmark er i topfem over de mest empatiske lande i verden
24 oktober 2016

Hvad har Ecuador, Saudi Arabien, Peru, Danmark og De Forenede Arabiske Emirater til fælles?

De er ifølge en ny undersøgelse allesammen i top-fem over de mest empatiske lande i verden. Det skriver livescience.com.

Det er forskere fra Michigan State University, der i en online-rundspørge har spurgt 104.365 voksne fra 63 lande om deres evne til at føle empati, og den viser også, at lande som Litauen, Venezuela, Estland, Polen og Bulgarien er lande, hvor folk er mindst empatiske.

Forskerne har i deres undersøgelse blandt andet bedt deltagerne om at vurdere påstande som: »Jeg prøver nogle gange at forstå mine venner bedre ved at se tingene fra deres perspektiv« fra et til fem, hvor ét ikke beskriver én godt, og fem beskriver én meget godt.

De lande, hvor der har været færre end 20 deltagere, er blevet sorteret fra. Og der er ifølge forskerne flest deltagere fra USA, så derfor er nogle af resultaterne en smule usikre, fordi de kun bygger på 32 eller 39 deltagere. Ikke desto mindre er forskerne tilfredse.

»Disse resultater udvider vores forståelse af, hvordan psykologiske karaktertræk ændrer sig på tværs af kulturer, og hvordan disse karaktertræk kan manifestere sig på en national skala,« skriver forskerne i deres studie.

Og så er de forundrede over, at de mest empatiske lande er at finde i Mellemøsten.

»Hvis man tænker over, at Mellemøsten har en lang historie med aggression og krige, er det overraskende, at det netop er i denne region, at de mest empatiske lande som Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait befinder sig,« siger William Chopik, der er lektor i psykologi ved Michigan State University, til livescience.com.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cross-Cultural Psychology.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.