Dårligt nyt for beboerne i Gotham City.
Batman – der gentagne gange har måttet redde byen fra udslettelse på egen hånd – burde blive hjemme i bathulen på Wayne Manor i stedet for at rende rundt og give sig i kast med livsfarlige og halsbrækkende redningsaktioner.
Batman er nemlig den svageste superhelt og ham med dårligst chancer for at klare sig i kampen for en bedre verden.
Det konkluderer forskere fra University of Leicester, der i gennem en længere årrække har publiceret videnskabelige analyser af en lang række superheltes levedygtighed og evner lige fra fra mutanten Mystique i X-Men til Iron Man, skriver den engelske avis The Guardian.
Batman ville dø af paragliding
»Problemet med faldet er den fart, han rammer jorden med. Hastigheden kommer hurtigt op på over 110 km/t, før den falder til cirka 80 km/t. Ved sådan en hastighed vil kontakten med jorden sandsynligvis være fatal eller i hvert fald svært kvæstende,« mener forskerne.
»Det er indlysende, at en batkappe ikke er et sikkert transportmiddel, medmindre der bruges en yderligere metode til at sætte tempoet ned som eksempelvis en faldskærm«, lyder det i analysen.
Superman er nummer 1
Mens Batman altså går en grim fremtid i møde, så kan borgerne i Metropolis ånde lettet op.
Byens beskytter, Superman, er nemlig suverænt den stærkeste superhelt, der findes, fastslår forskerne.
Det konkluderer de på baggrund af eksempelvis beregninger af manden med de røde underbuksers skudsikkerhed og hans evne til at få Jorden til at ændre sin omdrejningsretning ved at flyve med en hastighed nær lysets.
Læs også: Hvorfor oversvømmer superheltene de danske biografer?
Blandt andre resultater, forskerne har analyseret, er Spidermans spinds bæreevne, Wolverines evner til at hele sig selv og Thors hammers kraft.
Overser Batmans stærkeste kort
James Kakalios, der er professor på University of Minnesota i USA, roser forskerne i Leicester for deres fortrinlige arbejde, men mener alligevel, at de har overset Batman stærkeste evne i analysen.
»Batman ligger nok nederst, når det gælder råstyrke, men de har ikke vægtet hans stærkeste kort: Hans intelligens,« indvender professoren, der har skrevet bogen ’The Physics of Superheroes’.
Batman gør nemlig god brug af sit hoved, når han bekæmper Jokeren, Bane, Pingvinen, Gækkeren med flere.
Læs også: Er superheltene ved at uddø?
Intelligens er menneskets stærkeste superkraft, og den har gjort os til den dominerende art på planeten, på trods af at vi mennesker er bagud på points i forhold til dyrene, når det gælder egenskaber som styrke og hastighed, mener professoren.
Supermans stærkeste kort er uselviskhed
James Kakalios anerkender, at Superman kommer ud på toppen, men også her mener han, at forskerne har overset den vigtigste evne, som superhelten besidder.
»Det er hverken evnen til at flyve, superkræfterne eller røntgensynet, men derimod hans superansvarlighed. Superman har aldrig brugt sine kræfter til selviske eller personlige formål. På den måde er han et forbillede for os alle,« argumenterer James Kakalios.
»Vi har alle evner og gaver, og det er hvordan vi vælger at bruge dem, der afgør, hvilket slags menneske vi er, og hvilken verden, vi skaber,« siger han.