Forsker: Løgne om julemanden kan gavne dit barn
Spørgsmål om julemanden er kognitiv udvikling i fuldt flor.
Jul julemand myter psykologi børn løgn forældre rationel fantasi mistro vantro tillid kontekst videnskab godtroenhed kognitiv udvikling fantasi mytedrab udviklingspsykologi

Hvilken effekt vil det få, hvis vi lyver over for vores børn - og hvad sker der, når de opdager det?

Julen er en magisk tid – især for børn. Men forældre kan være fristede til at tro, at de selv skal stå for en stor del af magien.

Mange forældre er usikre på, om det er en god ide at opmuntre børnene til at tro på julemanden. 

Hvilken potentiel effekt kan det have, at vi lyver over for børnene, og hvordan vil de reagere, når det går op for dem, at de er blevet ført bag lyset? Men forældre kan være forvissede om, at det hele ikke er op til dem.

Faktisk er den bedste tilgang at støtte barnet, mens de selv regner det hele ud – for det gør de, og det er ikke halvt så slemt, som man skulle frygte.

Troen på fantasivæsener er associeret med positive udviklingsmæssige effekter

Jeg er udviklingsforsker og bruger en stor del af min tid på at granske børns tillid og tillidsforhold. Jeg interesserer mig for, hvordan tillid bliver udviklet, og hvad der sker, hvis den bliver svigtet. 

Historien kort
  • Vi kan roligt fotælle vores håbefulde poder historier om den velpolstrede herre, der kan nå hele verden rundt på blot én nat.
  • Troen på julemanden er nemlig uskadelig og associeret med en række positive udviklingsmæssige effekter.
  • Barnet udvikler afgørende kontrafaktuelle evner og får et boost til sin emotionelle udvikling.

Ved juletid tænker jeg rigtig meget på julemanden. Jeg er moster til tre børn – alle under fire – så mit julemandsgrubleri har fået helt ny betydning.

I modsætning til mange forældre ser jeg udviklingen af troen på julemanden samt det efterfølgende mytedrab som en imponerende og prisværdig bedrift – og ikke som noget der skal frygtes.

Udviklingspsykologisk forskning indikerer, at troen på fantasivæsener er uskadelig og associeret med en række positive udviklingsmæssige effekter – lige fra udviklingen af de kontrafaktuelle evner, der er nødvendige for menneskelig innovation, til et boost af den emotionelle udvikling.

Stiller spørgsmålstegn ved magien

Langt de fleste børn vil på et eller andet tidspunkt tro på julemanden. Nogle børn lærer det så at sige hjemmefra, men den kulturelle opbakning af julemanden er så stærk, at selv børn fra hjem, hvor man ikke aktivt tilslutter sig julemandsmyten, sommetider alligevel tror på julemanden.

På trods af julemandens imponerende marketingsstrategi tror de fleste otteårige ikke længere på ham. Selvom mange forældre frygter denne transition, er det en uundgåelig del af at vokse op.

Jul julemand myter psykologi børn løgn forældre rationel fantasi mistro vantro tillid kontekst videnskab godtroenhed kognitiv udvikling fantasi mytedrab udviklingspsykologi

Mindre børn er ofte interesserede i generelle ting om julemanden som eksempelvis: »Hvor bor julemanden?« Større børn er mere tilbøjelige til at fokusere på julemandens mildest talt ekstraordinære evner: »Hvordan kan julemanden nå hele verden rundt på én eneste nat?« (Foto: Shutterstock)

Julemanden har en blanding af dagligdags og magiske egenskaber. Han er en lystig og munter rødklædt mand med et stort hvidt skæg. Men han flyver også ved hjælp af rensdyr. Han besøger alle Jordens børn på blot én eneste nat, og han ved, om du har været uartig eller sød.

I takt med at børnene bliver ældre, udvikles deres tankegang, og de begynder at lægge mærke til, at julemanden foretager sig magiske ting, som fysiske objekter ikke kan.

Denne nyfundne viden er evident i den type spørgsmål, som børnene stiller. Mindre børn er ofte interesserede i generelle ting om julemanden som eksempelvis: »Hvor bor julemanden?«

Større børn er mere tilbøjelige til at fokusere på julemandens mildest talt ekstraordinære evner: »Hvordan kan julemanden nå hele verden rundt på én eneste nat?«

Bør vi aflive myten?

Det kan muligvis lette byrden for forældrene, hvis de tager de udfordrende spørgsmål, for hvad de er: kognitiv udvikling i fuldt flor.

Hvis dit mål er at uddybe barnets tro på julemanden som en fysisk realitet, skal du besvare spørgsmålene med plausible forklaringer eller evidens. Benyt eksempelvis den computeranimation, som den Nordamerikanske Luftforsvarskommando (NORAD) har på sin hjemmeside, der følger julemandens færd kloden rundt julenat.

Hvis du istedet ønsker, at barnet fører an, kan du lede spørgsmålet tilbage og lade barnet finde forklaring og svar selv: »Jeg ved det ikke. Hvordan tror du, at slæden flyver?«

Når du føler, at det er blevet tid til at lede dit barn til den almindelige voksenforståelse af julemanden som en elsket fantasifigur, kan du give forskellig ubekræftende evidens og forklaringer.

Min egen julemandsmyte blev aflivet dengang, jeg fandt 'julemandens' til og fra-kort i lommen på min mors morgenkåbe.

Uanset hvilken strategi du vælger, er det helt uundgåeligt, at evidens til sidst leverer modbeviset på julemanden, og troen bliver uholdbar.

Løgne med gode hensigter

Hvis du vælger at uddybe barnets tro på julemanden, og barnet opdager, at du har løjet over for dem, hvordan vil de så reagere? Svar: sandsynligvis ganske fint.

I et studie, der granskede børns reaktion på at opdage sandheden om julemanden, var transitionen generelt sværere for forældrene end for børnene, der faktisk var ret positivt indstillede over for opdagelsen.

Jul julemand myter psykologi børn løgn forældre rationel fantasi mistro vantro tillid kontekst videnskab godtroenhed kognitiv udvikling fantasi mytedrab udviklingspsykologi

Uanset hvordan familiens økonomiske situation ser ud, fortjener alle børn at føle sig elskede af julemanden juleaften. (Foto: Shutterstock)

Og hvorfor ikke? Julemanden er en af ​​de utallige ting, som børn lærer om gennem andres vidnesbyrd.

Fordi vi er afhængige af andre for en stor del af vores viden, er mennesket overraskende rustet til at klare opgaven.

De evaluerer både informationskilden og indholdet af de informationer, de har modtaget, i lyset af eksisterende viden og erindring af tidligere interaktioner med informationskilden.

Derfor er det meget usandsynligt, at en enkelt løgn forårsager uoprettelig skade de mange pålidelige informationer, som forældrene deler med deres børn taget i betragtning.

Desuden opdager børn ofte sandheden om julemanden på samme tid, som de begynder at forstå, at visse løgne bliver fortalt med de bedste hensigter.

Små og store gaver

Troen på fantasivæsener som eksempelvis julemanden er forbeholdt børn. Forskning indikerer, at denne tro er associeret med en række positive udviklingsmæssige effekter. 

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Så hvis dit barn stadig er 'troende', er det helt fint at beskytte denne tro.

Der er mange kreative måder, du kan værne om en positiv julemand-oplevelse i takt med, at barnet bliver ældre, selv efter at troen på julemanden som en fysisk realitet er hedengangen – især hvis der er yngre søskende i hjemmet.

Husk dog altid på, at børn altid leder efter bekræftelse og evidens blandt personer og ting omkring dem i forsøget på at finde ud af, hvordan verden hænger sammen

Det kan være en god ide at lade de små gaver være fra julemanden og de større gaver fra forældrene, for uanset hvordan familiens økonomiske situation, fortjener alle børn at føle sig elskede af julemanden juleaften.

Kristen Dunfield modtager støtte fra Social Sciences and Humanities Research Council, Canada og Fonds de Recherche Société et Culture, Québec. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.