Forsker: Det tager 200 timer at blive bedste venner
09 april 2018

Hvis du vil have en 'bedste ven', skal du være forberedt på at investere minimum 200 timer i jeres forhold.

Det konkluderer en amerikansk professor fra University of Kansas i et nyt studie, skriver businessinsider.com.

»Du bliver nødt til at lægge timerne i det. Du kan ikke få en ven ved at knipse med fingrene,« siger professor Jeffrey Hall fra University of Kansas ifølge businessinsider.com.

Han er forfatter til det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Social and Personal Relationships.

Den amerikanske forsker spurgte 355 voksne, der var flyttet inden for de seneste 6 måneder, om de havde fået nye venner, og om, hvor tætte venskaberne var blevet.

De adspurgte skulle også rangere venskaberne på en skala fra 'bekendt' til 'tæt ven'.

I en anden del af studiet skulle 112 førsteårsstuderende fortælle om 2 nye mennesker, de havde mødt efter at have startet deres studie to uger forinden.

Efter henholdsvis fire og syv uger skulle de studerende igen svare på, hvor meget tid, de havde brugt på venskaberne, og hvor tætte de var blevet.

Tilsammen viste resultaterne, at det tager omtrent

  • 40 til 60 timer at få et 'uformelt venskab',
  • 80 til 100 timer at få en 'ven'
  • 200 timer at få en 'god ven'

Og de unge mennesker havde betydeligt lettere ved at få meget tætte venner, viser det amerikanske studie.

Studiet understreger, hvor vigtigt det et er at bruge tid på sine venskaber, mener den amerikanske forsker.

Også selvom venskaber ikke kan reduceres til simpel matematik, og selvom tallene vil være forskellige fra person til person.

»Gør det til en prioritet at bruge tid på dine potentielle venner. Hvis du er interesseret i et venskab, så sørg for at variere sammenhængen. Hvis I arbejder sammen, så tag til frokost eller ud for en drink. Sådan noget signalerer til andre, at du er interesseret i at være venner med dem,« siger Jeffrey Hall ifølge businessinsider.com.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.