Foghs historiske undskyldning fejlede

»Jeg vil derfor gerne – ved netop denne lejlighed – på regeringens vegne og den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger.«

Sådan lød det, da den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen den 4. maj 2005 skrev dansk historie i Mindelunden i København.

Han undskyldte for, at danske myndigheder i 1930’erne udviste jødiske flygtninge til forfølgelse og død i Tyskland, hvilket var kommet frem i årene forinden og var blevet debatteret kraftigt i Folketinget.

De nye oplysninger om fortiden passede dårligt sammen med danskernes selvopfattelse som værende det land, der lykkedes med at redde sine jøder ved en storstilet aktion en nat i oktober 1943.

Et nyt retorisk fænomen i Danmark

Talen er også historisk, fordi Anders Fogh Rasmussen er det første danske statsoverhoved, som har givet sig i lag med at undskylde officielt for handlinger, som fandt sted, før han blev født.

»Det er utrolig interessant, at han gjorde det, for det er næsten enestående i dansk politik,« siger Lisa Storm Villadsen, som er lektor i retorik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Hun forklarer, at fænomenet med den slags officielle undskyldninger er meget mere udbredt i udlandet.

For eksempel har Australiens premierminister Kevin Rudd undskyldt for 100 års diskriminerende politik om tvangsfjernelse af tusindvis af aboriginerbørn fra deres familier og lokalsamfund. Den danske forsker har analyseret Anders Fogh Rasmussens tale og forklarer, at der ved første øjekast er tale om en god tale.

Men borer man som retoriker lidt mere i ordenes dybde og baggrund, så levede Anders Fogh Rasmussens tale langt fra op til niveauet i andre statslederes undskyldningstaler.

Undskyldning var god på overfladen

Anders Fogh Rasmussen er kendt som en dygtig retoriker, og hans retorik var som udgangspunkt effektiv den dag i Mindelunden.

Ifølge Lisa Storm Villadsen er der to ting, som statsministeren på overfladen gør godt i talen.

Statsministeren nøjes ikke med at bruge ordet ‘beklage’, hvilket politikere har for vane, når de er nødt til at undskylde for noget. Beklage er, ifølge forskeren, netop ikke at undskylde. Hun roser Anders Fogh Rasmussen for at sige eksplicit ‘undskyld’. Anders Fogh Rasmussen gør det også meget klart, at det er på statens og ikke sine egne vegne, at han undskylder. Han var ikke født, da datidens regering førte den uheldige flygtningepolitik, og er derfor nødt til at forklare, hvorfor han kan sige undskyld på andres vegne. Statsministeren repræsenterer således staten som en tidløs instans. Ansvaret eksisterer nemlig stadig, selvom politikerne bag beslutningerne ikke er her mere.

Kritik af samarbejdspolitik udvandede undskyldning

Men netop måden Anders Fogh Rasmussen repræsenterer staten på, er også udgangspunktet for retorikerens kritik.

Statsministeren tog nemlig inden talen stærkt afstand fra besættelsestidens politik i sin argumentation for nu at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik med krigen i Irak.

»Det, der er problematisk, er, at han ikke var solidarisk med samarbejdsregeringen. Hvis man skal sige undskyld på andres vegne, så er det vigtigt, at man signalerer, at man har et slægtskab med dem,« siger Lisa Storm Villadsen.

Retorikforskere analyserer nemlig ikke kun ordene i en tale. Talens gennemslagskraft afhænger også af, hvordan indholdet i talen spiller sammen med publikums viden om taleren og konteksten.

Nutidens politik var et problem for Foghs undskyldning

Anders Fogh Rasmussens publikum kendte hans regerings flygtningepolitik, hvilket ifølge retorikeren får hans undskyldning for datidens flygtningepolitik til at lyde noget hul.

»Et andet problem ved hans troværdighed i undskyldningen er den politik, som han selv stod for. Hans flygtningepolitik blev jo blot strammere og strammere,« siger Lisa Storm Villadsen og fortsætter:

»Nogen ville derfor måske spørge Anders Fogh Rasmussen, hvorfor det var forkert at sende flygtninge tilbage til forfølgelse og død i 1940’erne, når det åbenbart ikke er forkert at sende for eksempel irakere til en lignende skæbne i vore dage.«

Gode undskyldninger tager stilling til fremtiden

Forskeren forklarer, at undskyldningstaler handler om at skabe moralsk politik. Det vil altså sige at definere, hvilke værdier vi eksempelvis her i Danmark skal leve efter og lovgive efter.

Gode undskyldningstaler tager på den måde også stilling til regeringens fremtidige politik.

Australiens premierminister Kevin Rudd fremlagde for eksempel i sin undskyldningstale til aboriginerne et detaljeret program for, hvordan man i fremtiden ville støtte aboriginernes rettigheder og levevilkår.

Undskyldninger handler om principper og etik

Men Anders Fogh Rasmussens nutidige politik har jo ikke vedrørt jøder men en helt anden gruppe flygtninge/indvandrere. Kan det ikke fritage ham for at skulle fremdrage en lære af fortidens flygtningepolitik i forhold til nutidens udlændingepolitik?

»Hvis statsministeren virkelig mente, at udvisningen af de jødiske flygtninge var kritisabel, så måtte hans publikum kunne forvente, at han ville sørge for at lignende tilfælde ikke gentog sig, uanset hvorfra flygtningene kommer og under hvilke omstændigheder,« siger forskeren og fortsætter:

»Det handler ikke kun om nogle bestemte personer. Pointen med en officiel undskyldning er jo ikke bare at sige undskyld til nogle konkret berørte, men en mere principiel stillingtagen til et etisk spørgsmål,« siger Lisa Storm Villadsen.

Tale havde et andet formål

Foghs tale levede altså ifølge forskeren ikke op til, hvad man kan forvente af en god officiel undskyldning.

Måske fordi der slet ikke var plads til at sige de rigtige ting på den rigtige måde.

Talens hovedformål var nemlig at være noget helt andet, nemlig en lejlighedstale ved 60-årsdagen for befrielsen af Danmark. Derfor handler meget af talen om modstandsbevægelsens indsats og faldne danskere under besættelsen.

Mere effektivt at undskylde en anden dag

»Det var jo en undskyldning, som blev sat ind i en helt anden sammenhæng, og det sender måske ikke det stærkeste signal,« siger Lisa Storm Villadsen og fortsætter:

»Hvis Anders Fogh Rasmussen virkelig mener det, så kunne han have holdt en hel tale om jøderne en anden dag. Kevin Rudd var meget grundig med sin undskyldning. Man skal sige helt præcist i sådan en tale, hvad det var vi gjorde, og hvorfor det var forkert.«

Hun giver dog den tidligere statsminister point for overhovedet at have forsøgt sig med at undskylde officielt, da danske politikere generelt ikke smider omkring sig med undskyldninger, selvom man ifølge retorikeren kan vinde respekt ved at undskylde på en den rigtige måde.

Baggrunden for undskyldningen i Mindelunden var, jødernes skæbne var blevet debatteret i blandt andet Folketinget.

Det var jo en undskyldning, som blev sat ind i en helt anden sammenhæng, og det sender måske ikke det stærkeste signal.

Lektor Lisa Storm Villadsen

Historiker og journalist Bent Blüdnikows bog ‘Som om de ikke eksisterede’ fra 1991 og den islandske historiker Vilhjálmur Örn Vilhjálmssons forskning bag bogen ‘Medaljens Bagside’ fra 2004 bidrog som de første med kritik af fortiden til denne debat.

Vilhjálmssons skrev en række kronikker som blev bragt i Berlingske Tidende. Kronikkerne afslørede, at jødiske flygtninge fra Tyskland blev afvist i Danmark og sendt hjem, netop som nazisternes jødeforfølgelser for alvor tog til i 1938. Derudover blev det også i dagbladet afsløret, at Danmark overleverede flygtninge til Gestapo. Poul Nyrup Rasmussen iværksatte i 2000 en undersøgelse af dansk flygtningepolitik fra 1933 til 1945. »Vi kunne bekræfte, at Danmark i visse tilfælde havde udleveret jødiske flygtninge til Tyskland. Men det var jo ikke fordi, tyskerne gerne ville have dem tilbage. Danske myndigheder sad og havde lange forhandlinger med dem, for at få dem til at tage jøderne,« siger Lone Rünitz, som var en af de historikere, der var ansat til at foretage undersøgelsen, som blev færdig i 2005.

Forskerne gennemgik ca. 80.000 af datidens udlændingesager, hvoraf de 8.000 flygtningesager drejede sig om politiske og jødiske flygtninge.

Blandt de udviste jøder var der blandt andre en enlig mor med tre børn, som blev sendt hjem til Tyskland. Familien blev deporteret til udryddelseslejren Auschwitz i 1942, hvor de døde.

Danmark afviste flygtninge af to grunde

Myndighederne var bange for at blive løbet over ende, og at antisemitismen ville sprede sig i Danmark, da flygtningestrømmen fra Tyskland eksploderede i 1938. Danmark frygtede, at de jødiske flygtninge kunne blive en økonomisk belastning for samfundsøkonomien.

De afvisninger og udvisninger, som Danmark foretog før og under besættelsen, begrundede man med, at de pågældende var kommet illegalt over grænsen og/eller at de var subsistensløse, fortæller Lone Rünitz.

Kilde: Lone Rünitz