Fodbolddommere: Vi lader os ikke påvirke af pres
De bedste norske fodbolddommere oplever selv, at de ikke lader sig påvirke af pres fra spillere, trænere og tilskuere, viser ny forskning.

De bedste dommere er bedst rustet til at stå imod presset fra spillere, trænere, tilskuere og medier. (Foto: Colourbox)

På banen har du selskab af 22 spillere, som alle råber på offside, frispark, gule og røde kort. På sidelinjen står trænere med alle deres assistenter og fortæller dig, hvordan du skal gøre dit job.

Fra tribunen fråder tusindvis af tilskuere et ”lortedommer” og antyder højlydt, at du er købt og betalt. I TV-studiet venter ivrige fingre på replay-knappen, klar til at vise alle de fejl, du gør, i slowmotion.

Der er foretaget flere videnskabelige undersøgelser, som viser, at tilskuere faktisk kan påvirke dommeren til at dømme i hjemmeholdets favør. Denne effekt er tydeligere, jo større hjemmepublikummet er, og som regel i betydeligt større antal, end det man finder ved fodboldbaner i Skandinavien.

Nu ser det ud til, at presset udefra i hvert fald ikke påvirker norske fodbolddommere i speciel grad, når de i løbet af sekunder skal foretage afgørelser, som de ved, at halvdelen af alle involverede vil være uenige i.

»Alt dette er ting, jeg ikke kan gøre noget ved, og så er det vigtigt at fokusere på det, som jeg kan gøre noget ved; nemlig at foretage de rette afgørelser ude på banen,« siger dommer Tommy Skjerven til forskning.no.

Fredag 15. marts dømte han mellem norske Viking og Molde til åbningskampen i den norske Tippeliga.

Dommere oplever lige så meget stress som spillerne

Det betyder ikke, at Tommy Skjerven og hans kolleger ikke er spændte før kampen.

»Stressniveauet hos dommerne er det samme som for spillere og trænere og for topudøvere i andre sportsgrene,« siger lektor Bjørn Tore Johansen ved Universitetet i Agder.

Han er en af forskerne bag et studie af stress hos norske topdommere. Studiet er publiceret i International Journal of Sport and Exercise Psychology.

Dommer Tommy Skjerven har lang erfaring som tippeligadommer i Norge. Her fra en kamp i 2009. (Foto: Bjørn Erik Pedersen)

Men norske topdommere oplever ikke, at de bliver påvirkede, hverken af støj, protester eller aggressiv opførsel.

»Selvom de både er anspændte, nervøse og måske ængstelige, så mener de selv, at de ikke lader sig påvirke af pres fra omgivelserne,« siger Bjørn Tore Johansen til forskning.no.

Fodbolddommere er velforberedte

Det fremgår af en spørgeundersøgelse, som forskerne har foretaget blandt dommerne i Tippeligaen og Adeccoligaen for mænd og i Toppserien for kvinder.

»Stress er ikke udelukkende negativt, tværtimod er det nødvendigt med et vist stressniveau for at præstere på så højt et niveau. Det handler om at forberede sig, så man kan kontrollere dette stress,« siger Bjørn Tore Johansen.

Han mener, at de bedste dommere klarer netop det. De er i god fysisk træning, de kan reglerne og i garderoben før en kamp laver dommerteamet aftaler, som sørger for, at de kan tackle pres og stress bedst muligt.

»At tackle stress er en træningsproces, akkurat som inden for alle andre erhverv,« supplerer Tommy Skjerven.

Det kræver selvtillid at være fodbolddommer

Dommerne i Tippeligaen - den bedste række i Norge - rapporterer om et højere stressniveau før en kamp end dommere på lavere niveauer.

Samtidig bliver topdommerne naturligvis taget for at være de bedste dommere, og sandsynligvis står de bedre rustet til at stå imod det betydeligt højere pres fra spillere, trænere, publikum og medier.

Den største forskel mellem dommerne i undersøgelsen kommer frem, når de skal rangere deres egne evner i forhold til deres kolleger.

Dommere skal have selvtillid i deres virke. Hvis de ikke har det, bliver de mere stressede og påvirkelige over for spillere, trænere og de råbende tilskuere og laver derfor oftere fejl. (Foto: Colourbox)

»De, der ser på sig selv som værende blandt de bedste dommere, er betydeligt mindre stressede før en kamp,« siger Bjørn Tore Johansen.

»Man skal have en vis portion selvtillid for at være fodbolddommer.«

I modsat fald kan det gå rigtigt galt. Dommere med højere stressniveau laver nemlig flere fejl, ifølge idrætspsykologen.

»Hvis du ikke har selvtillid, bliver du mere stresset og laver flere fejl. En usikker dommer vil lettere blive optaget af andre og dermed lade sig påvirke af protester og støj fra spillere, trænere og tilskuere.«

Fodbolddommer læser ikke aviser op til kampen

Tommy Skjerven har mange år bag sig som dommer, både på nationalt og internationalt niveau. Det kriblede sikkert i maven lidt før klokken 19 en fredag aften, når hele Fodboldnorge retter søgelyset mod ham, men Tommy Skjerven føler sig altid så klar, som han kan blive.

»Det handler om at forberede sig bedst muligt. Træne godt, spise godt og komme frem til stadion i god tid.«

»God tid med dommerkollegerne før kampen er måske det allervigtigste, at vi har en god samtale, hvor vi klargør køreregler for kampen,« siger Tommy Skjerven.

Noget, der er helt sikkert, er, at han ikke har fulgt med i medierne i dagene før kampen. Der vil han kunne læse om sin egen historie med de samme hold, og næppe med positivt fortegn.

»Så vil jeg hellere dreje det til noget positivt og tænke, at jeg faktisk er udvalgt til at dømme akkurat denne kamp,« siger Tomy Skjerven med den selvtillid, som forsker Bjørn Tore Johansen mener, er nødvendig for en dommer på topniveau.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.