Fat blyanten: Studie indikerer, at håndskrift styrker indlæring
barn skrive blyant umage skole papir bøger

Al begyndelse er svær, men der er måske fordele i at skrive på gammeldags facon. Det udfordrer nemlig hjernen mere, peger nyt studie på. (Foto: Pixabay)

Al begyndelse er svær, men der er måske fordele i at skrive på gammeldags facon. Det udfordrer nemlig hjernen mere, peger nyt studie på. (Foto: Pixabay)

Kilde: 
09 oktober 2020

At skrive i hånden kan virke gammeldags, i en tid hvor skærme er overalt.

Men i skolen kan der være god grund til at holde fast i blyanten, for et studie tyder nu på, at skrivning bedst gøres ‘old-school’.

At skrive i hånden lader nemlig til at hjælpe os med at lære mere og huske bedre.

Det skriver MedicalXpress.

Studiet placerede 12 børn og 12 unge voksne i en stol, hvor de skulle udføre forskellige aktiviter: skrive i hånden, skrive på et tastatur samt tegne ord, der blev præsenteret visuelt.

Imens blev deres hjerneaktivitet målt via en elektrode-hætte, de havde på hovedet.

Og resultatet tyder på, at deltagernes - både børnenes og de unge voksnes - hjerner var mere aktive, når de skrev i hånden eller tegnede, end når de tastede.

»Håndskrift skaber mere aktivitet i de sensoriske og motoriske dele af hjernen,« forklarer Audrey van der Meer, neuropsykolog fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel, ifølge MedicalXpress:

»Lyden af blyanten, trykket mod bordet, synet af de bogstaver, du skriver, alt det giver dig flere ‘kroge’ at hænge dine minder op på.«

Van der Meer understreger, at børn gerne skulle lære både tastning og håndskrift:

»Jeg ville selv taste mine essays, men tage notater med blyant og papir,« forklarer hun ifølge MedicalXpress.

»Hjernen er udviklet til at handle og for at få det meste ud af den, skal vi bruge den til dét, den kan. Hvis den ikke udfordres, kan det påvirke et barns skolegang.«

Opdagelsen blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Psychology.
kgwl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.