Fantaser om din partner! Det styrker jeres forhold
Kilde: 
21 august 2018

En fræk fantasi. Det er noget, de fleste kender til.

Efter længere tid i et forhold, kan fantasien endda omfatte andre end ens partner.

Nu peger et nyt studie på, at hvis man er interesseret i at holde sit forhold i en god kurs, så kan det være en ide at indsnævre fantasierne til at handle om din partner, skriver psykologi- og hjernemediet PsyPost.

Det israelske forskerhold, der står bag studiet, har således lavet fire eksperimenter, der skulle undersøge, hvordan seksuelle fantasier påvirker ens forhold.

I første eksperiment blev en række forsøgspersoner bedt om at fantasere om deres partner, mens nogle blev bedt om at fantasere om en, der ikke var deres partner.

Det viste sig - måske ikke så overraskende - at dem, der havde fantaseret om sin partner, havde større lyst til sex med sin partner og helt generelt at gøre partneren glad.

Fantasien om at være utro havde den omvendte effekt.

Herefter blev der opstillet tre kontrolstudier, der alle viste, at fantasier om ens partner helt generelt - dvs. både seksuelle og ikke-seksuelle - overordnet set gav testpersonerne lyst til at investere mere i både forholdet og partneren.

Nogle dagbogsøvelser viste ligeledes, at man handlede efter disse fantasierne ved give sin partner komplimenter og være mere forstående. Ligesom, at man generelt havde mere positive tanker omkring sit forhold.

Forskerne konkluderer, at selvom fantasier udspiller sig i en forestillet verden, så kan de påvirke ens liv konkret i den virkelige verden.

Omvendt resulterede ikke-seksuelle fantasier om en person, der ikke var ens partner, hverken i tiltag, der styrkede forholdet eller forværrede det.

Hele studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Personality and Social Psychology Bulletin.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.