Fandt Holocaust virkelig sted?
Historiker Torben Jørgensen har 40 års erfaring med forskning i Holocaust. Her forholder han sig til de mest benyttede argumenter mod, at nazisternes masseudryddelse i bl.a. Auschwitz har fundet sted.

Den frygtede indgang til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, hvor tog kørte især jøder til henrettelse. Auschwitz-Birkenau stod i 1942 klar som tilbygning til den to år gamle 'stamlager', kz-lejren Auschwitz. Industriområdet Monovitz var sidste del af den store, tredelte lejr, der under ét er kendt som Auschwitz. (Foto: C. Puisney)

 

Denne artikel er en genudgivelse. Artiklen genpubliceres i anledning af, at tirsdag 27. januar 2015 markerer 70-året for befrielsen af Auschwitz.

Videnskabelige eksperter verden over er ikke det mindste i tvivl om, at nazisterne slog millioner af jøder, sigøjnere, handikappede og homoseksuelle ihjel op gennem 1930'erne og især 1940'erne frem til afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945.

Men en kerne af benægtere holder stædigt fast i den måske største konspirationsteori af alle: At videnskabsfolk ser stort på tal og fakta for sammen at kunne fortælle historiens største løgn og skjule, at Holocaust aldrig fandt sted.

Videnskab.dk har bedt historiker og Holocaust-forsker Torben Jørgensen om at forholde sig konkret til benægternes kritik.

»Dødstallet i Auschwitz er for højt«

Et centralt punkt for Holocaust-benægtere er antallet af dræbte. 'Revisionisterne' mener, at dødstallet i Auschwitz er sat alt for højt, og at historikere har lavet en gigantisk fejlvurdering af, hvor mange polske jøder, der mistede livet under Anden Verdenskrig.

Ifølge talsmand Ole Kreiberg fra Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning er der kun pålidelig dokumentation for 80.000 henrettede i Auschwitz i forhold den million, som I historikere påstår. Er det korrekt?

»Det er sådan, at i Auschwitz førte man 'dødebog', så man kunne se, hvor mange registrerede fanger, der døde. Den indeholder lidt over 80.000 døde, som blev sultet ihjel, myrdet af vagter, arbejdet ihjel eller andet,« fortæller Torben Jørgensen, lektor i Holocaust og andre folkedrab ved Danish Institute for Study Abroad.

»Men hovedparten af de måske 1,1 mio. dræbte blev aldrig registreret som fanger. De blev transporteret dertil og dræbt inden for de første timer af deres ankomst. De fik ingen tatovering, intet fangenummer, men røg direkte i gaskammeret,« siger Torben Jørgensen.

Torben Jørgensen forklarer, at man har regnet dødstallet ud ved at sammenligne dokumenter om fangerne fra de myndigheder, der har sendt transporter af sted til Auschwitz med dokumenter fundet i Auschwitz og sammenholde dem med vidneudsagn fra fanger og bødler.

Ifølge Ole Kreiberg blev det oprindelige tabstal i Auschwitz på 4 millioner i 1991 nedskrevet til 1,1 million. Det skete, fordi man »indrømmede åbenlyst, at det byggede på sovjet-propaganda og ikke pålidelige kilder.«

Er det korrekt, Torben Jørgensen?

Et restaureret krematorium i museet i Auschwitz i Polen. (Foto: Ency)

»Tallet fire millioner stammer fra en sovjetisk kommandant, som formentlig havde hørt det lokalt i Auschwitz. Med Kreibergs ord lyder det underlæggende, som om at vi vestlige historikere har accepteret det som det korrekte tal. Det har vi aldrig gjort.«

»I dag ved vi, at dødstallet ligger på mellem 900.000 og 1.100.000, tre millioner under hvad den russiske kommandant sagde. Det har fået folk som Ole Kreiberg til at påstå, at det samlede dødstal for Holocaust skal sættes tre millioner ned. Det er et godt eksempel på, hvordan benægterne omgås tal i denne her sag,« mener Torben Jørgensen.

»Dødstallet for Holocaust er alt for højt«

Ole Kreibergs tungeste argument mod tallet på seks millioner henrettelser knytter sig til Polen. Han mener, at der i 1931 boede 3,2 mio. jøder i Polen og efter krigen 230.000 jøder. Men faldet skyldtes, at en del af Polen blev opslugt af Sovjet, samt at mange jøder flygtede. Derfor passer det ikke, når man - ifølge Ole Kreiberg - sætter lighedstegn mellem antallet af 'manglende' jøder i Polen og dødsfald under Holocaust. Hvad siger du til det?

»Det er afsindigt vanskeligt at tælle de døde efter folkedrab, og vi er ikke ret gode til det. Men vi er ikke helt så primitive, som Kreiberg antyder. Når vi bedømmer antallet af dræbte i Polen, er det ikke så simpelt som at sammenligne en folketælling fra de tidlige 1930ere med tiden efter krigen.«

»Selvom Tyskland destruerede meget materiale i krigens afslutning, har vi store mængder transportdokumenter og både tyske og jødiske kilder på antallet af mennesker i ghettoer på varierende tidspunkter. Siden 1960erne, hvor det for alvor blev professionelt undersøgt, har det samlede drabstal ligget på mellem 5,5 og 6 millioner. Nu er der gået 40 år på den måde, så vi må forvente, at det tal ikke ændrer sig grundlæggende. Men vi har problemer med at vide, nøjagtigt hvem der blev dræbt hvor og hvornår.«

»No holes, no Holocaust«

I Auschwitz blev fangerne slået ihjel med giftgassen Zyklon B. Den lammer nervesystemet, så man ikke kan trække vejret og dør af kvælning. Gassen blev sendt ned i gaskamrene gennem huller i taget. (Foto: Michael Hanke)

Et andet grundlæggende kritikpunkt er, at man aldrig har fundet tage med huller, hvorfra gassen skulle være strømmet ned i store kamre og have slået hundredvis af mennesker ihjel ad gangen.

De siger »no holes, no Holocaust«. Hvad siger du?

»Vi kan ikke fysisk bevise, at hullerne i tagene var der. Men fordi vi ikke har fundet tage med huller, betyder det jo ikke, at Holocaust ikke fandt sted. Det er indlysende, og det overordnede videnskabssignal er hjælpeløst.«

»Man skal forstå, at da tyskerne forlod Auschwitz, sprængte de gaskamre og krematorier i luften. De sank sammen og ligger den dag i dag som ruiner i terrænet. Men vi har mange vidner. Fra SS-folk, som selv har været med til at håndtere gassen Zyklon B, over tyske civile teknikere og polske håndværkere til jøder, som blev tvunget til at hjælpe. Alle er enige om, at gaskamrene så sådan ud, og at man gassede jøderne, så vi må konkludere, at sådan blev det gjort - også selvom vi ikke kan se hullerne.«

»Dørene kunne ikke åbne indad«

Et andet springende kritikpunkt er, at dørene indtil gaskamrene ifølge museet i Auschwitz åbnede indad. Det virker meget mærkeligt, mener konspirationsteoretikerne, fordi dørene på den måde jo ville blive blokeret, når de gassede mennesker faldt døde om. Hvordan virker det på dig?

Et par af de mindste ovne i Auschwitz-lejren fra det såkaldte stamlager; den oprindelige del af Auschwitz, som også kaldes Auschwitz I. (Foto: Pimke)

»Da krigen var slut, byggede museumsmyndighederne Auschwitz tilbage til, hvordan den nogenlunde så ud, da den var i funktion. Men de orienterede ikke deres besøgende om, at der var masser af tekniske fejl, som det ikke var dem magtpåliggende at rekonstruere ordentligt. Man ved ikke, hvilken vej dørene reelt vendte, for man kan ikke se det på de oprindelige tegninger, der har overlevet, og ingen vidner har hæftet sig ved, hvilken vej, dørene vendte. De har slæbt lig og har haft andre ting at tænke på. Men det har de fået meget ud af.«

»Nazisterne kunne ikke brænde så mange mennesker«

Ole Kreiberg mener, at en anden præmis for at tro på Holocaust er, at man 'køber' et argument om, at ovnene i bl.a. Auschwitz kunne brænde et menneske på ti minutter. Han mener at vide, at det tager over en time, og at krematorierne dengang ikke kunne nå en temperatur så høj, at det kunne lade sig gøre at brænde en million mennesker på halvandet år. Hvad siger du til det?

»Det er klassisk, at benægterne laver beregninger, hvor de spørger vor tids krematorieejere om, hvor lang tid det tager at brænde en ældre medborger, som er død i for eksempel Danmark. Så regner de ud fra det og siger, at det ikke kunne lade sig gøre at slå alle de mennesker ihjel i Auschwitz.«

»Lige præcis krematorierne er faktisk noget af det, vi har relativt mange beretninger om fra Auschwitz, først og fremmest fra SS-soldater. I Auschwitz havde man fuldmoderne krematorier med mange ovne, som man benyttede løbende, og når de gik i stykker på grund af overbelastning, gravede man huller i jorden og brændte ligene under åben himmel.«

»Man skal forstå, at i Auschwitz overholdt man ikke de normer for ligbrænding, som gælder i Danmark i 2009. Man var ligeglad med, hvor mange man stoppede ind i ovnene og ligeglad med, om ligene blev brændt ordentligt, fordi man alligevel knuste tiloversblevne knogler bagefter. Der var en helt anden type forhold, som gjorde, at man kunne brænde meget mere, end man gør i dag.«

Børn befriet fra Auschwitz 27. januar 1945 af Sovjetunionens Røde Hær. Benægtere af Holocaust mener, at de først fik deres berygtede kendemærke, en særlig Auschwitz-tatovering, da de var frigivet. (Foto: USHMM/State Archives of the Russian Federation)

»Men det er typisk denne slags argumenter, benægterne bruger, for de har fået øje på, at de færreste af os historikere er krematorie-teknikere eller laboranter, som forstår til bunds, hvad der sker, når man bliver gasset. Ganske få mestrer det, men de fleste af os beskæftiger sig med Holocausts politiske historie og sådan noget. Vi er med andre ord ikke altid klædt lige godt på til at diskutere den tekniske del. Derfor retter benægterne tit en masse ammunition mod de tekniske aspekter.«

»Tatoveringer er falske«

Ole Kreiberg sætter også spørgsmålstegn ved, om fangerne i Auschwitz overhovedet fik tatoveringer. Ifølge Kreiberg har en major i den svenske efterretningstjeneste fundet ud af, at en hemmelig afdeling i Sovjet brugte al sin tid på at lave falske dokumenter.

Ifølge Kreiberg har majoren påvist, at tatoveringerne fra Auschwitz var et propagandanummer, lavet af Sovjet, som gav fangerne tatoveringer, da de blev befriet fra Auschwitz. Hvad siger du til det?

»Så må jeg citere hr. Kreiberg selv: Han hævder, at russerne har forfalsket tatoveringer. Det er da en interessant ny ting, som vi meget gerne vil tage med ind i vores betragtninger. Hvis han har nyt til videnskaben, så skal han være velkommen hver dag. Men som benægterne selv siger: 'show me the documents'.«

»Hvorfor havde de brug for barakker?«

På det lokale Auschwitz-museum i Polen kan man se lange rækker af barakker, hvor der boede fanger. Ole Kreiberg undrer sig over, hvorfor der var barakker i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, hvis alle fangerne alligevel bare skulle gasses?

En barak i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau set indefra. Op til fire mand sov i hver seng i de tredelte køjer. En barak kunne rumme op til 1.000 fanger. (Foto: Koushibom)

»Der har han helt misforstået pointen. En stor del af dem, der blev indkvarteret i Auschwitz var fuldt arbejdsduelige og blev sendt videre til en anden del af Auschwitz, nemlig industriområdet Monovitz. Men der kunne de ikke bo, så de måtte gå 3-5 km hver dag mellem barakkerne og arbejdsområdet. Der er vist aldrig nogen, som har påstået, at alle kom til Auschwitz for at blive gasset med det samme.«

Hvad tænker videnskabsfolk om 'revisionisternes forskning'?

Benægterne læner sig op ad folk som David Irving, Germar Rudolf og danske Christian Lindtner. Hvad mener du om dem som videnskabsfolk?

»Ingen af dem er universitetsfolk, ingen af dem bedriver arkivstudier, men har i stedet det til fælles, at de voldtager de grundlæggende normer for god historisk undersøgelse. Man frasorterer kilder uden grund, man diskuterer ikke sine præmisser, man har ikke noget analyseapparat, og grundlæggende siger man, at hvis en kilde kommer fra en jøde, så er den ikke pålidelig.«

»Som historikere går vi andre ind i kilden og vurderer, hvad personen kan have vidst, hvad er sandsynligt og hvad kan vi underbygge eller modbevise med andre kilder. Man kan sige, at benægterne gør det stik modsatte af, hvad en historiker gør.«

Læs mere i hovedartiklen Holocaust benægtes for sjov

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker