Et umage par? USA og Frankrig bekæmper terror i Afrika
Truslen fra islamistisk terrorisme med udgangspunkt i Afrika er kommet højt op på de udenrigspolitiske dagsordener i USA og Frankrig. Det har fjernet tidligere tiders uenighed, så de to lande i dag har et samarbejde præget af gensidig afhængighed
afrika_terror_islam_usa_frankrig

USA og Frankrig hjælper hinanden på det afrikanske kontinent. Det amerikanske bidrag består blandt andet i træning af afrikanske soldater i terrorbekæmpelse. (Foto: punghi / Shutterstock.com)

4. oktober 2017 blev sergent La David Johnson og tre andre amerikanske soldater dræbt i et bagholdsangreb i det nordlige Niger. De dræbte var, sammen med en deling fra de amerikanske specialstyrker, på jagt efter højtstående medlemmer af terrororganisationen ’al-Qaida i det islamiske Maghreb’, AQIM. 

Jagten foregik i et tæt samarbejde med soldater fra Nigers hær.

De amerikanske soldaters dødsfald førte til en overraskende offentlig debat i USA, som kom til at dreje sig om helt grundlæggende spørgsmål som: Hvad lavede de amerikanske soldater i Niger og mere generelt, hvad laver amerikanske væbnede styrker i det hele taget i Afrika?

Den franske forbindelse

I oktober sidste år kendte den amerikanske offentlighed hverken antallet af soldater, der var udstationeret i Afrika, eller hvor på kontinentet de befandt sig.

Det har dog været offentligt kendt, at Washington straks efter terrorangrebene på New York i september 2001 etablerede en større permanent militær tilstedeværelse i Djibouti på Afrikas Horn.

Sammen med oprettelsen af basen i Djibouti lancerede Washington et terrorbekæmpelsesprogram for Østafrika, der hurtigt blev fulgt af et tilsvarende program for Vestafrika.

Hvad er de amerikanske interesser bag denne udvikling? Og hvordan har det overhovedet kunnet lade sig gøre, at USA i oktober 2017 ifølge Pentagon havde over 6.000 soldater stationeret i Afrika, mens den officielle politik var og fortsat er ’no boots on the ground’?

Der er to svar på den overraskende udvikling. Det første drejer sig om amerikanske politik og om de beslutningsprocesser, der knytter sig til amerikansk Afrika-politik.

Det andet har at gøre med et stadig tættere samarbejde mellem USA og Frankrig om netop terrorbekæmpelse i Afrika.

Afrika var længe overladt til bureaukraterne

I mange år var der ifølge den begrænsede forskning om emnet enighed om to ting, når det drejede sig om amerikansk Afrika-politik. For det første var kontinentet ikke en amerikansk prioritet. I Washington mente man kort sagt, at Afrika var et europæisk ansvar.

Det ledte til den anden ting, som forskningen påpegede, nemlig at den lave politiske bevågenhed omkring kontinentet betød, at det i realiteten var bureaukratierne, der traf alle væsentlige beslutninger om USA's forhold til Afrika.

Udenrigsministeriet og Pentagon førte den amerikanske Afrika-politik ved at tage små skridt fremad og ved for enhver pris at undgå dramatiske ændringer af politikken.

Denne såkaldt inkrementelle (der betyder små, gradvise skridt) bureaukratiske beslutningsmåde fungerede upåklageligt i mange år, hvilket også havde sin baggrund i, at de to store partier var enige om retningen i Afrika-politikken.

Kristne fundamentalister vinder indflydelse

Ophøret af den kolde krig og ikke mindst 11. september betød, at forskellige lobbygrupper, foreninger, dele af Kongressen og tænketanke begyndte at blande sig amerikansk Afrika-politik.

Der er især grund til at fremhæve den voksende indflydelse, som kristne fundamentalistiske organisationer har fået gennem de seneste små 20 år. Disse stærkt religiøse grupperinger har især engageret sig i bekæmpelse af global fattigdom inklusiv i Afrika.

Under den republikanske præsident George W. Bush i 00'erne førte det rent faktisk til, at det amerikanske budget til udviklingsbistand voksede ganske markant.

De ’nye’ aktørers voksende indflydelse på Afrika-politikken skal i høj grad forklares med det amerikanske politiske systems åbne natur.

Nyere udenrigspolitisk teori beskriver det amerikanske beslutningssystem som ’samfundsdomineret’, hvilket adskiller det markant fra for eksempel det franske system, der beskrives som ’statsdomineret’.

Takket være det politiske systems åbenhed kan diverse foreninger og NGO’er baseret i det amerikanske civilsamfund ikke alene opnå betydelig indflydelse på politiske beslutninger.

Det betyder desuden, at Afrika-politikken er endt med at blive et resultat af skiftende deltagere, hvor kredsen i øvrigt kan variere fra den ene situation til den anden.

Selv Pentagon kan blive 'overrulet' af de nye aktører

Ofte er politikken over for et givet afrikansk land, region eller politik-område resultat af én koalition af aktører, der har en særlig interesse i et bestemt land eller i et bestemt politisk spørgsmål. Derfor kan den amerikanske politik fremstå usammenhængende og tvetydig.

Dog er det oftest sådan, at både Pentagon og Udenrigsministeriet vil være deltagere i de skiftende koalitioner, hvilket alt andet lige giver dem en betydelig indflydelse på de endelige beslutninger.

Men det er ikke altid tilfældet. Eksempelvis var både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet kraftige modstandere af et øget amerikansk engagement i Mali i kølvandet på, at radikale islamister overtog magten i den nordlige del af landet i begyndelsen af 2012.

Ikke desto mindre optrappede USA sit militære engagement i regionen. Det skete i tæt samarbejde med Frankrig, som i januar 2012 indsatte mere end 4.000 soldater for at fjerne det islamistiske styre i Nordmali.

Frankrig ville ikke have fået en så hurtig succes, hvis ikke USA og en række afrikanske lande havde ydet omfattende støtte til indgrebet.

Uundværligt samarbejde for begge parter

Det tætte samarbejde mellem Washington og Paris har ikke kun udspillet sig i forbindelse med krisen i Mali. De to tidligere konkurrenter på det afrikanske kontinent har igennem flere år intensiveret deres samarbejde om bekæmpelsen af terrorisme og islamisk radikalisering i Afrika.

Grundlæggende bygger samarbejdet på, at det er uundværligt for begge parter.

Hvis de politiske og militære eliter i Paris finder det nødvendigt at fastholde Frankrigs traditionelle rolle som politimand i Afrika og bekæmpe terrorisme og islamisk radikalisering, kan man ikke forfølge denne politik uden opbakning og bistand fra USA.

Hjælpen drejer sig i første omgang om lufttransport af soldater både fra Frankrig selv og især fra de afrikanske lande, som er villige til at bidrage med tropper. Dernæst handler det om logistisk støtte, træning af afrikanske soldater i terrorbekæmpelse, overvågning via droner og selvsagt også om rundhåndet økonomisk bistand.

For Washington er samarbejdet med Frankrig tilsvarende uundværligt, hvis man vil undgå at udstationere endnu flere amerikanske tropper i Afrika.

På trods af at Frankrig officielt opgav sit afrikanske kolonirige for mere end 50 år siden, har Frankrig noget nær et monopol på akademisk viden, grundlæggende kendskab til kulturer og politiske alliancer samt ikke mindst hårde efterretningsoplysninger om rigtig mange lande i området fra Senegal over Mali og Niger til Sydsudan og DR Congo.

Uden den franske viden, indsigt og efterretninger ville USA i bogstavelig forstand være på herrens mark i forhold til alle områder af Afrika.

Fransk skepsis hører fortiden til

Samarbejdet mellem Paris og Washington er også blevet fremmet af, at en ny generation af beslutningstagere er nået op igennem de hierarkiske beslutningssystemer i den franske hovedstad.

Den nye generation af beslutningstagere i såvel Udenrigsministeriet, Elysèe Palæet og i de væbnede styrker har vendt ryggen til den traditionelle gaullistiske skepsis over for USA.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

De nye aktører er tværtimod åbne og positive over for USA og samarbejdet med den tidligere konkurrent. Det skal understreges, at samarbejdet selvsagt bliver lettere af, at begge parter er enige om, at terrorisme og islamisk radikalisering i Afrika er en alvorlig trussel.

Derfor er der heller ikke noget overraskende i, at de to lande træner afrikanske soldater i terrorbekæmpelse.

Tilsvarende er det også helt naturligt, at begge stater og i øvrigt også flere og flere vesteuropæiske lande regelmæssigt deltager i fælles militære øvelser med afrikanske soldater i Afrika med henblik på at træne bekæmpelse af lokale islamiske terrorister.

Og derfor var det ikke en overraskelse, at amerikanske specialstyrker og soldater fra Nigers hær den skæbnesvangre dag i oktober 2017 var på en fælles jagt efter yderligtgående islamister i grænseområdet mellem Niger og Mali.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.