Et spadestik dybere i kartoflens historie

Nye undersøgelser af dansk madhistorie har justeret historikernes viden om kartoflens langsomme udbredelse i Danmark.

Christina Folke Ax er ph.d. i historie og er ansat som forskningsadjunkt ved Københavns Universitet. Her har hun som en del af projektet ‘Mad, drikke og tobak i det 19. århundrede’ skrevet en forskningsartikel om kartoflen som folkeføde.

»Kartoflen kom til Danmark i 1700tallet, men var først en fast bestanddel af danskernes kost i første halvdel af 1800tallet. Her fik den stor betydning for, at man kunne brødføde den stadig voksende befolkning,« siger historikeren.

Den viden som forskningen hidtil har haft om rodfrugtens indtog på danskernes spisebord stammer fra kilder, som datidens elite har efterladt sig. De brokkede sig over, at bondestanden ikke ville tage den nye afgrøde til sig. Men Christina Folke Ax’s undersøgelse af andre kilder viser, at bønder og husmænd faktisk slet ikke var så forbeholdne over for den sydamerikanske rodfrugt. De havde bare ikke råd til at tage fejl.

Almuen var forsigtig

Det var først præster og godsejere, som i 1700tallet forsøgte sig med den hårdføre kartoffelplante. Der var status i at dyrke den. For på den måde kunne man vise overfor andre, at man var med på noderne.

Inspirationen til eksperimenterne med kartoflen havde de fået fra andre lærde rundt omkring i Europa, og interessen for den knoldede sag blomstrede i en tid, hvor den danske elite var særligt interesseret i at forbedre landbruget med kartoflen. De landbrugsinteresserede brokkede sig over, at almuen ikke ville dyrke den nye smarte afgrøde.

Og hidtil har forskerne kun hørt deres version af historien, for den almindelige dansker efterladte sig sjældent skriftlige kilder. Men det har Christina Folke Ax’s forskning rådet bod på.

Hun har i samarbejde med de øvrige madhistorikere fundet frem til blandt andet enkelte bondedagbøger, jordbrugstællinger, amtsindberetninger og medicinalindberetninger om almuens kostvaner. Kilderne vidner om, at den lille bonde og husmanden faktisk slet ikke var så forbeholdne, som godsejere og præster kritiserede dem for at være.

»Hvis man kun ser på de kilder, som eliten har efterladt sig, så hører man kun, at bønderne ikke gider dyrke den. Men de har jo forsøgt sig. De begynder i det små. De dyrkede kartoflerne i haven eller i et hjørne af marken, så risikerede de nemlig ikke at miste så meget, hvis det gik galt. Det var jo egentlig meget rationelt,« siger forskeren.

De første, som havde råd til at satse på den knoldede grøntsag, var godsejerne. Sidenhen fulgte sognefogederne og de bedrestillede bønder. Og til sidst fulgte de, som havde mest at miste.

I 1837 ved den første landbrugstælling blev der dyrket kartofler over alt i Danmark på markerne, men før det har den været udbredt i haverne, siger historikeren.

Kartoflen var fattigmandskost

Kartoflen blev i høj grad de fattiges kost. Det var for eksempel daglejernes arbejde at tage kartoflerne op af jorden om efteråret, og en del af deres løn bestod af kartofler.

»Samtidig så havde mange mulighed for at dyrke kartofler, hvis de bare havde et lille stykke jord. Det betyder, at også de små husmænd kan dyrke, og det var en billig spise, så fattige i byerne havde også råd til den,« siger Christina Folke Ax.

Knolden var sandsynligvis en af årsagerne til, at en stor del af den fattigste del af befolkningen klarede sig igennem trange tider, og at befolkningstallet fik et stort opsving i denne tid.

Sammen med komfurets udbredelse fik kartofler med brun sovs status som nationalret i Danmark, fortæller historikeren. Det blev det for øvrigt også i alle de andre europæiske lande, hvis marker var fyldt med de små knolde.